Morforkælelse

Jeg har endnu en gang modtaget en af de lækre goodieboxes, som jeg efterhånden har abbonneret på i snart 2 år. Og jeg bliver simpelthen ved med at være lige imponeret og glad hver gang – denne gang er ingen undtagelse. I månedens box hedder temaet “Energize”, og tanken bag de udvalgte produkter er, at de skal bruges til at “lade dig selv op”. Boxen er leveret med en kærlig påmindelse om, at det er okay at være en smule selfish og tillade sig at prioritere mig-tid en gang imellem, da det kan være nødvendigt for at få tilført mere energi og glæde i sin hverdag.

Månedens tema

Som nybagt mor har mig-tid bestemt ikke været dét, der har været allermest fokus på i den seneste tid. Et spædbarn og mig-tid går nemlig ikke super godt i spænd med hinanden. Men nu er vi endelig ved at komme ind i en form for rytme, hvor hun sover godt om natten og kun vågner få gange for at spise, og om dagen tager hun sig nogle gode lure i barnevognen, hvilket derfor efterlader lidt ekstra tid til mig. Som regel er der nok at se til med bunker af vasketøj og rengøring af huset, men jeg kan bestemt også mærke, at det er nødvendigt for mig at gøre noget godt for mig selv og give mig selv lov til at gøre nogle af de ting, som gør mig glad, og som booster min energi, som fx tage billeder, læse og skrive på bloggen. Derfor rammer månedens tema virkelig plet i forhold til, hvad jeg trænger allermest til lige nu.

Hvilke produkter?

Jeg har endnu ikke haft mulighed for at afprøve alle produkterne, men serummet fra ecooking er taget flittigt i brug, og jeg har også prøvet mascaraen fra Clinique. Sidstnævnte er jeg ikke synderligt imponeret over, men det kan sagtens bare skyldes, at jeg ikke har brugt den nok gange. Det er altid svært at dømme en mascara ud fra blot få ganges brug, synes jeg. Min erfaring er, at de som regel bliver bedre med tiden. Men jeg ved ikke, om det bare er mig??

Et andet produkt i boxen er en body souffle fra Human+Kind, som jeg lige har snust til og prøvet på bagsiden af den ene hånd. Den virker umiddelbart rigtig blød, let og lækker i konsistensen. Derudover indeholder boxen et ansigtarens-værktøj fra Niré samt en hydrogel øjenmaske fra Vitaminmasques.

Det eneste produkt, som jeg måske ikke er så begejstret for er et anti-wrinkle produkt fra mærket Oslo Skin Lab, som er et pulver, man kan iblande sin mad eller drikke, og som efter sigende skulle hjælpe med at udglatte huden ved at øge elasticiteten. Jeg er meget skeptisk omkring virkningen af dette, må jeg nok indrømme. Som det sidste medfølger der i boxen en 20% rabatkode til clinique.dk.

Kan bruges til opbevaring

Det er altså ret lækkert at modtage en box med forskellige produkter hver måned. Boxen, som produkterne kommer i, kommer hver gang i en ny farve og nogle gange med mønster på, og så er de faktisk også ret smarte at bruge til opbevaring. Jeg plejer at tømme indholdet ud og forære æsken til min bonusdatter, så hun kan bruge dem til at sortere og opbevare nogle af hendes små ting. Det ser ret fint ud med de mange æsker i forskellige farver/mønstre stablet oven på hinanden.

Kan det betale sig at være medlem?

Jeg er lidt i tvivl, om jeg skal opsige abonnementet for en periode, selvom det måske netop er nu – efter jeg er blevet mor – at jeg har allermest brug for lidt ekstra forkælelse en gang imellem. Det er ærlig talt heller ikke, fordi jeg synes, at 169 kr. er meget at give, især fordi man får meget produkt for pengene hver gang, og det faktisk ofte sparer mig for at gå ud og købe nye produkter, fx ligesom denne gang, hvor det passer med, at jeg modtager både en serum og en mascara, hvilket jeg netop stod og manglede. Jeg er bare ikke sikker på, at jeg kan følge med til at bruge produkterne, da jeg efterhånden har fået lidt af et lager opbygget, og derudover har jeg jo stadig en række favorit-produkter, som jeg altid køber ved siden af. Uanset hvad jeg beslutter mig for, har jeg i hvert fald været glad og tilfreds med mit hidtidige medlemsskab af goodiebox.

untitled-8

Min fødselsberetning del 1: Hvad er det her?

Dette indlæg har jeg måttet tage mig mod til at skrive… Ikke fordi det var en særlig kompliceret og ligefrem traumatisk fødsel. Og så alligevel… jeg genkalder det bestemt ikke som værende en særlig rar og tryg oplevelse. Modsat vil jeg mene, at det er den vildeste og mest ud-af-kroppen-agtige oplevelse jeg har gennemgået i mit liv – trods jeg aldrig nogensinde har MÆRKET min krop SÅ tydeligt, eller i hvert fald den involverede del af min krop, så tydeligt før.

Jeg har valgt at dele min fødselsberetning op i 2 afsnit, da jeg gerne vil give et så realistisk og livagtigt indblik i min fødsel som muligt. Jeg har gjort mig meget umage med at skrive den, da jeg håber det er noget, andre og særligt kommende mødre, måske kan få noget ud af at læse. Da jeg var gravid, syntes jeg, det var ret hyggeligt og på en måde betryggende at høre andres fødselsberetninger. Jeg fandt det utroligt spændende og givende at få lov at tage del i andres oplevelser. Herved opnåede jeg en forståelse for, at ingen fødsler er ens, og at en kompliceret fødsel ikke nødvendigvis er lig en traumatisk oplevelse og omvendt, hvilket det nok i virkeligheden endte med at være tilfældet for mig. Hvis du skulle være interesseret i at lytte til andres fødselsberetninger, så kan jeg anbefale denne podcast, som jeg selv lyttede til, da jeg var gravid med Ellie.

Nå, nu må jeg hellere springe videre til dét, som du sikkert er klikket ind på min blog for at læse; nemlig MIN fødselberetning.

Noget føles underligt

Lørdag d. 21.december 2019: Kl. er omkring 11, da jeg mærker den første ve. Jeg er i Brugsen med min mor for at handle ind til aftensmaden. På dette tidspunkt er jeg ikke klar over, at det er en ve. Jeg kan heller ikke rigtigt afgøre, hvor smerten kommer fra, men det er nok til, at jeg må stoppe op et kort øjeblik. Tanken strejfer mig, at det kan være en ve, men jeg siger ikke noget til min mor, for hvad nu, hvis det slet ikke er det, og jeg gider altså ikke være sådan én, der brokker sig eller lyder ynkelig. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg også på, det bare var en plukve. Jeg har godt nok ikke mærket særlig meget til den slags under min graviditet, trods jeg flere gange har fået konstateret, at jeg faktisk får dem ret ofte. Men jeg har læst, at de godt kan tage til og føles værre hen imod slutningen af gravidteten, og med kun 15 dage til termin, tænker jeg, at det nok bare er det.

De følgende 2-3 timer kommer veerne med varierende mellemrum, og min mistanke om, at fødslen er ved at gå i gang, bliver større. Da jeg har læst, at det er vigtigt at få hvilet mest muligt i den første fase (den latente fase) af fødslen, fordi man får brug for ekstra mange kræfter, når fødslen går over til den aktive fase (når man er ca. 4 cm åben), beslutter jeg mig for at følge rådet, og omkring kl. 13.30 ligger jeg mig ind i sengen for at hvile. Bare i tilfælde af, at min mistanke nu skulle vise sig at være rigtig…

N og jeg er taget ned for at tilbringe weekenden sammen med mine forældre i deres sommerhus. N har været på arbejde i nat, så han ligger i annekset og sover. Jeg vil ikke forstyrre ham, så jeg ligger mig i et af de tilstødende rum til sommerhusets køkkenalrum. Jeg fortæller mine forældre om smerterne og min mistanke om begyndende veer, men tilføjer i samme åndedrag, at jeg ikke er helt sikker. Måske det bare er plukveer, gengiver jeg, og forsøger nok i virkeligheden at overbevise mig selv. Jeg havde ikke ligefrem tænkt, at fødslen skulle gå i gang nu. Min termin er først om 15 dage, og selvom jeg godt ved, at det er ganske normalt gå i fødsel allerede fra 3 uger før termin, havde jeg efterhånden indstillet mig på, at det i hvert fald først ville gå i gang efter jul.

Det er sikkert ikke noget…

Kl. lidt i 15 kan jeg ikke længere holde ud, at N ikke ved noget, så jeg går over for at vække ham. Smerterne har taget til i styrke og kommer med kun få minutters mellemrum, men de er stadig ikke så voldsomme, at jeg ikke kan holde dem ud. Og af en eller anden grund forsøger jeg stadig at bilde mig ind, at det nok ikke er noget, og at der stadig kan gå dage, før fødslen rigtigt går i gang. Det samme siger jeg derfor til N. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg må åbenbart være bange for at komme til at fremstå som svag. Så jeg bider smerten i mig og forsøger at lade som om jeg stadig tror, at jeg holder terminen ud. Selvom jeg inderst inde godt kan fornemme, det er en løgn.

Kl. 15.17 begynder jeg at tage tid på veerne. Jeg har hentet en app på min telefon med vetimer. I løbet af den næste times tid kan jeg se på timeren,  at mine veer kommer med ret hyppige mellemrum, men der er ikke rigtigt noget mønster at finde i det, og jeg har samtidig svært ved at afgøre præcist, hvornår veerne starter og slutter.  Og da jeg ved fra fødselsforberedelsen, at der gerne skal være en pause på 4 minutter mellem veerne, og at hver ve gerne skal vare ca. 1 minut, før man er i aktiv fødsel, tænker jeg ikke, at jeg har grund til at være bekymret endnu. Eller har jeg?

Veerne tager til

Kl. er fire om eftermiddagen. Jeg står lænet ind over en stol, mens jeg forsøger at trækker vejret i et roligt tempo, selvom smerten vælter ind over mig. Det er ikke en smerte jeg kender. En helt ny form for smerte. En ubeskrivelig én. Endelig begynder det at aftage, og jeg trykker på stop på min telefon. 53 sekunder, altså næsten et minut. Jeg beslutter mig for at ringe ind til fødeafdelingen og meddele, at jeg har fået veer. Kvinden i den anden ende af røret beroliger mig og beder mig om at se tiden an hen over de næste timer, og at jeg ellers bare skal ringe, hvis jeg bliver i tvivl. Hendes svar er fuldstændigt, som forventet. Jeg har læst en del om fødsler og ved, at de helst foretrækker, man bliver hjemme og får hvilet mest muligt under den første fase. Endnu en gang prøver jeg at tale mig selv til ro, men jeg bemærker også, at det modstrider mit umiddelbare instinkt. Dét, som egentlig siger mig, at vi skal afsted mod sygehuset snarest, og at der er godt gang i noget.

Vi kører nu!!!

Kl. 16.30 foreslår jeg mine forældre og N, at vi spiser aftensmad tidligt. Jeg er nu helt overbevist om, at vi er nødt til at tage på sygehuset, men min fornuft siger mig også, det vil det være det bedste, hvis N får lidt at spise, inden vi kører. Min egen appetit er ikke-eksisternende, men det nytter jo ikke noget, at vi begge to er fuldstændigt trætte og udhungrede, når vi ankommer til sygehuset. Der er jo ingen af os, der ved, hvor lang tid, det her komme til at tage, og måske er jeg slet ikke engang tæt på at være i aktiv fødsel. Min veninde gik i tre dage med veer, før hun fødte hendes søn…

De er med på idéen om, at vi spiser tidligt. Men igen kan jeg mærke, at noget i mig stritter imod. Jeg har virkelig ikke lyst til at skulle vente på, at de får lavet mad og spist – også selvom vi bare skal have hotdogs, og det ikke vil tage ret lang tid at lave. 10 minutter senere – kl. ca. 16.40 – må jeg med sammenpresset mine, indrømme, at jeg synes, vi skal køre med det samme. Veerne er begyndt at blive slemme, og jeg er ikke særlig tryg ved, at de kommer så hyppigt. Vi begynder straks at pakke bilen med alle vores ting.

Verdens længste køretur

Kl. 17.14 stopper jeg med at tage tid på veerne. Vi sidder i bilen på vej mod Hviding. Vi skal hjem for at hente hospitalstasken, som jeg jo ikke har taget med i sommerhus, og så mangler jeg stadig at pakke nogle få ting – blandt andet tøj og toiletsager til mig selv. Mens vi sider i bilen, forsøger jeg at lægge en slagplan over, hvilke ting, der skal pakkes, så det kan ske i hurtigst muligt tempo. Men det er svært at samle tankerne om andet end veerne, og i de korte pauser, jeg får mellem dem, når jeg knap at puste ud, før en ny ve starter. 

Straks da vi træder inden for døren til huset, går jeg i gang med at finde ting frem og ompakke tasken fra sommerhustasken, som jeg gerne vil have med på sygehuset. Men tempoet går ikke helt efter mit hoved. Veerne gør virkelig ondt, og jeg går, som om jeg har skidt i bukserne. Jeg må flere gange stoppe op og læne mig op af bordet. N beder mig om at sige, hvad han skal gøre, men jeg kan ikke overskue at skulle til at forklare ham, hvor tingene ligger, så jeg bider ham af og insisterer på at gøre det selv. Jeg er bestemt ikke typen, der normalt snerrer, men jeg er ved at være temmelig presset, og jeg tror også, han er begyndt at fatte lunten om, hvor det her ender.

Mens jeg bøjer mig ned for at pakke de sidste ting i tasken, tilkendegiver N i et meget forsigtigt toneleje, at bilen skal tankes. Jeg ligger ikke skjul på min irritation, men det er svært at bebrejde ham noget, når han jo ikke ligefrem kunne vide, vi skulle til Esbjerg i dag. Ingen af os havde regnet med det her… I snegletempo får jeg bevæget mig tilbage til bilen igen, mens jeg beder indvendigt til, at det må gå stærkt.

Køreturen fra Hviding til Esbjerg tager en evighed. Jeg strammer mit greb om håndtaget i loftet og bander højlydt, hver gang en ny ve starter, mens jeg puster lettet ud, hver gang de aftager. Jeg forsøger at koncentrere mig om min vejrtrækning, men det er svært. Er vi der ikke snart? Jeg registrerer intet om, hvor vi befinder os under det meste af turen, for jeg klemmer øjnene i, hver gang, der kommer en ve, og forsøger at hvile, når der er pause. Men da vi nærmer os sygehuset, er min tålmodighed ved at slippe op. Hvad hvis vi ikke når det? Kan jeg være nået så langt i fødslen, at baby er på vej ud nu? Åh Gud, jeg føler mig SLET ikke klar til det her!

________________________________

Ja, sådan gik det altså til, at mine veer startede, og jeg på ganske få timer gik fra at tænke, det nok ikke var noget særligt, til at ville afsted mod sygehuset hurtigst muligt. Hvis du har lyst til at læse, hvordan det hele ender, så følg med her på bloggen. Næste del udkommer snarest muligt.

 

untitled-8

Update – Jeg er blevet mor♡

Ja så sidder jeg her, med en baby på den ene arm og skriver mit første indlæg som mor med den anden. Lige siden fødslen har jeg haft lyst til at skrive et indlæg for at dele denne ubeskrivelige glæde med jer, men som nybagt mor har jeg måttet erfare, at dét med planlægning og tid for det meste eksisterer på en anden planet. Derfor må jeg hellere bare springe direkte ud i det.

Lørdag den 21. december 2019 kl. 22.40 kom vores lille Ellie til verden med en dejlig størrelse på 3190 gram og 50 cm, de lækreste runde kinder og masser af hår. Hun valgte at dukke op 15 dage før termin og nåede dermed ud i tide til at fejre vores første jul sammen. Selvom det ikke ligefrem var “planen”, at hun skulle komme så tidligt, føltes det som det eneste rigtige, da hun først var her.

Efter en lidt turbulent start med 2 indlæggelser i løbet af julen, nåede vi endelig hjem og fik startet vores nye liv som en familie på 4 op (N’s datter fra et tidligere forhold tæller selvfølgelig også med, selvom vi jo ikke har hende på fuld tid).

At være blevet mor er både MEGA fantastisk og SKIDE hamrende hårdt på én og samme tid!      …SKIDE er det helt rigtige ord at bruge, for hold nu fast, hvor hun skider meget!… Og spiser! Og skriger – højt! (gerne om natten, hvor hun synes, det er pissesjovt at holde sin mor vågen).

Dagene går med at amme i timevis og skifte bleer i mængder, der er næsten utænkelige. Og indimellem – når baby tillader det – får jeg lov at sove. Dog sjældent mere end 2 timer ad gangen. Der er dage/nætter, hvor jeg er så træt, at jeg ikke er i stand til at forme en sammenhængende sætning – i hvert fald ikke én, der giver mening. Og amningen bliver sommetider gjort med lukkede øjne og et hoved, der hviler op af væggen bag mig.

Aldrig har jeg været mere søvnberøvet og både fysisk og mentalt ude af balance, og alligevel føles det som om livet har fået fornyet energi og er mere meningsfuldt end nogensinde før. Når jeg kigger på min lille pige, smelter mit hjerte♡Jeg får lyst til at kysse hende uafbrudt, mens jeg begraver næsen i hendes silkebløde hår og indsnuser hendes fortryllende babyduft. Et liv uden hende er fuldstændig utænkeligt, jeg hverken vil eller kan eksistere uden hende.

Nu er hun allerede 2 måneder gammel, og det er helt vanvittigt, hvor MEGET, der er sket med hende på den korte tid. Efter hendes første besøg hos lægen forleden kan det konstateres, at hun er vokset med mere end 2 kilo siden fødslen, hvor hun lå lige under gennemsnittet. Og nu ligger hun altså et godt stykke over (der må dælme være noget guf i min mælk!). Hun er desuden gået 2 tøjstørrelser op. Hendes kinder, som allerede ved fødslen var godt runde, har fået endnu mere fylde, og det samme gælder elastikkerne om arme og ben. For få dage siden smilede hun (bevidst) for første gang til mig, mens hun lå på puslebordet, og siden er det blevet til mange flere. Det smelter simpelthen mit moderhjerte hver evigt eneste gang!

Jeg fatter stadig ikke, at N og jeg har skabt hende sammen – vores lille vidunder. I mine øjne er hun intet mindre end perfekt, trods jeg aldrig har brudt mig om at bruge det udtryk. Hun er helt og aldeles lige, som hun skal være, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at følge hendes udvikling på tætteste hold de næste 9 måneder af min barsel og til at dele morlivets op- og nedture med jer her på bloggen.

Mit indhold kommer fortsat til at handle om alt, hvad der rører sig i mit liv, og hvad jeg interesserer mig for, hvilket selvfølgelig nu også indebærer lille Ellie. Og hvis I har lyst til også at følge med, så skal i være hjerteligt velkommen. De kærligste hilsner fra mor Loui♡

untitled-8

Min gravide maves udvikling

Der er VIRKELIG sket meget med maven på ganske få uger. Som jeg også nævnte i mit indlæg omkring vægtøgning, siger vægten nu +10 kilo, hvilket er noget af en omvæltning for mig. Men hold nu k…, hvor jeg elsker den mave! ISÆR når den pludselig bevæger sig, fordi hende indenunder forsøger at finde sig en passende stilling. Det er temmelig svært at koncentrere sig om, hvad underviseren siger, når man flere gange i løbet af skoledagen forstyrres af en baby, der gør alt for at tiltrække sig din opmærksomhed. Nøj, hvor jeg elsker at mærke hende!

Jeg husker, hvordan jeg ret hurtigt selv TYDELIGT kunne se, at jeg var gravid på min mave og automatisk dermed følte jeg nok også, at andre måtte kunne se det. Men nu, hvor jeg kigger tilbage på de billeder fra de første 4-5 måneder af graviditeten, er det jo INGENTING i forhold til at se maven nu. På de næste 3 billeder kan man virkelig se en forandring, og det er endda over en periode på blot 2 måneder!

Maven er ved at være stor, og den bliver jo helt sikkert meget større endnu. Jeg frygter, at min navle snart popper ud af kroppen – køn er den i hvert fald ikke! Jeg er nu i uge 29 af graviditeten, så jeg lige under 3 måneder tilbage til termin. Det bliver spændende at se, hvordan maven kommer til at udvikle sig hen over de sidste måneder af graviditeten♡

untitled-8

Nyt interiør til entréen

Vi har for nyligt foretaget en mindre renovering af entréen. Vi har fjernet nogle hylder, fået givet en ny gang maling, og så er der kommet et nyt bord og et spejl op. Her ser I resultatet.

Inden vi gik i gang, havde jeg et visuelt billede i mit hoved af, hvordan jeg gerne vil have det til at se ud, og det er faktisk blevet meget lig, hvad jeg ønskede mig. Det fine entrébord i marmor er fra hjemmesiden trademax.dk og spejlet er fra Ilva.

Bøgerne er en blanding af forskellige inspiration i forhold til skønhed og selvudvikling. Nogle af dem havde jeg i forvejen, men dén, I ser øverst, har jeg købt specifikt til formålet. Jeg fandt den en dag i Bog & Idé, og dens cover passede perfekt ind i det image, jeg havde af, hvordan det gerne skulle se ud, så den har indtaget pladsen øverst. Det flettede tæppe, som lige kan anes i spejlet, er købt i Kvickly og er fra Coop’s eget mærke.

Oven på bøgerne har jeg stillet et duftlys fra Rituals og en lille fyrfadsholder, som jeg købte i Bahne tilbage for nogle år siden. Vasen og “blomsterne” har jeg købt i et blomstercenter i nærheden af Esbjerg, og jeg er især vild med den lyse ferskenfarve.

Jeg er personligt ganske godt tilfreds med resultatet af vores lille mini renovering. Hvad synes I?

untitled-8