Så fik jeg mit bevis

I går var jeg til dimissionsfest på min skole og fik overrakt mit uddannelsesbevis. Til dem, som er nysgerrige efter, hvad det er helt præcist jeg er uddannet som, kan jeg fortælle, at jeg er uddannet markedsføringsøkonom. Jeg har gået på den internationale linje, hvilket vil sige, at al undervisning har foregået på engelsk, mens jeg har fået chancen for at møde mennesker fra forskellige, spændende steder i verden. Blandt andet har jeg været så heldig at møde nogle søde piger fra Ungarn, Slovakiet og Filippinerne.

13474962_10154421721245209_8488166025993123970_o

Det har været 2 spændende, lærerige år som studerende på Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg. Men nu er det snart tid til at begynde et nyt kapitel. Jeg sætter et komma efter denne titel, da det ikke er en fuldstændig afslutning på min uddannelse, men nærmere et stop på vejen til min endelige destination. Hvad denne destination er, ved jeg ærligt endnu ikke 100 %, hvad er. Jeg har selvfølgelig nogle drømme og ambitioner for fremtiden, men vejen dertil er for mig stadig en smule uklar. Faktisk har jeg den seneste tid gået med store overvejelser om at starte på en helt anden uddannelse. Uanset hvad jeg ender med at vælge, vil jeg se på denne uddannelse som en tid, hvor jeg har gennemgået en kæmpe personlig udvikling og er blevet klogere på nogle af de ting, som jeg gerne vil og ikke vil med min fremtid.

13510823_10154421768440209_6479398903337867352_n

Derudover har jeg også fået en større selvsikkerhed og rent fagligt har jeg især udviklet mine præsentationsevner, hvilket helt sikkert vil gavne mig i et fremtidigt job lige såvel som i almindelige sociale hverdagssituationer. Jeg mener virkelig – uanset hvad – så er det uhyre vigtigt, man altid husker på de gode ting, man har fået ud af en given situation og hvad man har lært af det i stedet for at fokusere på de ting, man ikke fik ud af det. I mit tilfælde er jeg pisse stolt af den udvikling, jeg har gennemgået – uanset om jeg vælger at bygge videre på denne uddannelse eller starter på en helt ny. I bund og grund er livet vel en stor læringsproces, hvor man hele tiden bliver klogere på sig selv og hvilke ting, man godt kan lide, og hvilke man ikke kan. Man kan ikke altid vide fra starten, hvad man gerne vil ende med at være, men ved at prøve forskellige ting, tage nogle chancer af og til, og ikke mindst følge sit hjerte, er jeg næsten sikker på, at man i sidste ende nok skal ende et sted, man er glad for at være.

I dag kan jeg godt nyde mad

For få år siden kunne jeg slet ikke forestille mig nogensinde at kunne NYDE mad. Jeg proppede mig godt nok dagligt med store mængder mad, men jeg nød det ikke. Jeg HADEDE det, og jeg afskyede mig selv for at spise det. Hver evig eneste dag var fyldt med BP episoder (ædeflip-opkast episoder), et stærkt selvhad og en gennemtrængende håbløshed. Jeg troede virkelig IKKE på, at jeg kunne blive rask, for efter mange år i sygdommen føltes den bare som en del af mig. En del, jeg hadede, men som jeg alligevel ikke kunne slippe. Og jeg havde nogle gange tanken, at det måske ville være “lettere” at dø end at stå op til det helvede hver dag.

Selv når der var minus på kontoen, fortsatte jeg bare med at købe mere og spise – kaste op – spise – kaste op… Jeg gjorde mit bedste for at skjule det for familie og venner, så jeg handlede ind og spiste i smug på mit værelse, både dag og nat. Det var et sandt mareridt.

I dag er jeg så pisse stolt og lykkelig over at kunne sige, at jeg rent faktisk nyder mad. Og nej, jeg er ikke flov over min sygdom, for den har gjort mig til den, jeg er. Og jeg HADER ikke længere mig selv. Jo, jeg har stadig dage, hvor jeg er utrolig selvkritisk, og jeg er og vil nok altid være meget bevidst omkring mig selv, og hvordan andre opfatter mig. Men jeg holder nu fortsat fast i, at livet uden spiseforstyrrelsen er bedre end livet med… Hvis man da overhovedet kan kaldet livet med spiseforstyrrelsen for et liv.

Jeg NYDER mad, jeg NYDER livet, og nogle gange vil jeg ligefrem gå så vidt som til at sige, at jeg NYDER mig selv. Jeg NYDER at være fri til at gøre, som jeg lyster, spise som jeg lyster og rent faktisk være i stand til at stoppe, når jeg er mæt. Jeg ved, hvad det har taget for mig at komme til, hvor jeg er i dag, og jeg ved også, at det en kamp, som de færreste forstår. Glæden, stoltheden over at kunne sige, man ikke har kastet op i en uge er sgu nok lidt svær at sætte sig ind i, når man ikke har prøvet bulimien på egen krop. Men ligegyldigt hvad andre tænker, så ved jeg, at jeg kan være pisse stolt af mig selv. Nu er jeg 11 måneders BP fri, og det føles helt surrealistisk hver dag at vågne op til et “normalt” liv. Hvor er jeg glad for, at jeg fortsatte med at kæmpe, selv da det virkede allermest håbløst.

13318867_10154367332410209_1422873927_n

Billedet er fra min picnic tur med en veninde forleden Jeg ELSKER at være i stand til at nyde den slags oplevelser. Før i tiden endte det som regel med, at jeg kastede op efterfølgende (så snart jeg så mit snit til det, listede jeg mig ud på badeværelset). Jeg kunne simpelthen ikke “tillade” mig selv at nyde den slags øjeblikke – en del af mig var overbevidst om, at jeg ikke fortjente det. Derfor kom maden som regel retur igen.

Sygdommen var vitterligt som en skygge, der forhindrede mig  i at nyde livet og være oprigtig glad. Og nu, hvor jeg efter 10 år er sluppet fri af dette monster, kan jeg endelig se og mærke, hvordan livet bør være og føles. Det kan være hårdt til tider, ja, men de glæder som følger med er SÅ meget værd at kæmpe for. På visse tidspunkter – under en picnic med en veninde, en snak med familien hen over aftensmaden eller  på aftener i byen med vennerne – får jeg sommetider lov at føle jeg en ekstra dejlig følelse indeni – en følelse jeg tror kaldes lykke.

untitled-8