Derfor vil jeg være rask

Mit seneste lille tilbagefald i spiseforstyrrelsen (læs eventuelt her) har fået mig til endnu engang at overveje, hvorfor det er, jeg gerne vil være rask. For mange virker det måske åbenlyst, men hvis man i mange år har været fanget i det samme tankemønster og den samme rutine – hvilket en spiseforstyrrelse jo på mange måder er – ja så kan det godt være nødvendigt at minde sig selv om, hvorfor man i første omgang valgte den fra.

Denne gang kom det ret hurtigt til mig; efter mindre end 2 uger med et lidt for stort fokus på mad, vægt og motion, begyndte det virkelig at gå op for mig, hvor meget spiseforstyrrelsen på sigt ville komme til at stå i vejen for alle de ting, jeg gerne vil i min fremtid. For selvom spiseforstyrrelsen måske kan give mig en form for tryghed for en kort periode, vil den ALDRIG bringe noget godt med sig på længere sigt. Det VED jeg, for jeg har selv oplevet, hvordan det føles at stå og se til, mens ens drømme løber ud i sandet – på grund af den. Og den følelse har jeg virkelig ALDRIG lyst til at mærke igen. Jeg kan gøre bedre end det! Jeg ER bedre end det – bedre en spiseforstyrrelsen!

Men selvom jeg det meste af tiden er overbevist om, at spiseforstyrrelsen IKKE gør mig noget godt, forhindrer det den ikke i sommetider at dukke op og friste mig – ligesom den gjorde for et par uger siden. Og det kræver et ufatteligt mod og viljestyrke at stå den imod. En viljestyrke som jeg altså ikke altid har, når jeg står i en sårbar situation. Jeg er ret sikker på, at grunden til dens seneste fremtræden skyldes, at jeg for nyligt er flyttet til en ny by og snart startet på et nyt studie. Sådan noget er både nervepirrende og spændende, og det er netop den slags situationer, der tidligere har styret mig direkte i spiseforstyrrelsen arme. Hvilket nok er grunden til, at det forekommer mig så naturligt at reagere ved at lytte til spiseforstyrrelsen nu.

Derfor må jeg virkelig kæmpe for at minde mig selv om, hvorfor jeg overhovedet har valgt spiseforstyrrelsen fra. I den forbindelse kan det være nyttigt at have en liste klar over ting, der giver grund til at kæmpe imod spiseforstyrrelsen. Sådan en liste lavede jeg for nogle siden, hvor jeg manglede motivation til at kæmpe, og den har været en stor hjælp for mig. Her er nogle af punkterne på min liste:

1. Jeg vil have lov til selv at bestemme over mit liv og gøre, hvad jeg har lyst til.
2. Jeg ønsker at leve mit liv og bruge min tid på vigtigere ting end spiseforstyrrelsen – såsom uddannelse, min familie, mine venner og veninder.
3. Jeg vil gerne være i stand til at hjælpe folk, som har det ligesom mig. Og for at kunne det skal jeg være rask.
4. Jeg vil kunne være 100 % til stede, når jeg er sammen med andre mennesker og IKKE være optaget af at tænke på mad, kalorier eller på, om de andre nu kan lide mig.
5. Jeg ønsker at klare mig godt i skolen, og det kræver, at jeg har energi og kan koncentrere mig.
6. Jeg vil gerne være social, deltage i fester, arrangementer, tage i biografen, ud at spise, UDEN at skulle bekymre mig om maden.
7. Jeg vil gerne have energi til at løbe lange ture – fordi jeg ELSKER at løbe – ikke fordi spiseforstyrrelsen beordrer mig til det.

Der er MANGE grunde til, at jeg gerne vil være rask og også flere end, der er på denne liste. Man behøver ikke nødvendigvis at skrive dem ned, som jeg her har gjort, selvom det vil være en god start, hvis man ikke har prøvet det før. Det vigtigste er bare, at man er bevidst om dem og jævnligt minder sig selv om grundene til, at man gerne vil være rask. Jeg håber, at jeg fremover vil blive lidt bedre at huske på min liste, så jeg kan undgå for mange tilbagefald i spiseforstyrrelsen.

untitled-8

Min selvtillid er vokset, men mit selvværd er stadig lavt

14034894_10154601015880209_9045691154014722852_n

Jeg kæmper virkelig disse dage – kæmper med følelsen af ikke at være god nok som menneske, ikke at være noget værd. Følelsen sidder dybt i mig, som den altid har gjort. Og det begynder efterhånden at gå op for mig, at jeg stadig har en del at arbejde på. For selvom alt ser godt ud udefra, selvom jeg er kommet mig over spiseforstyrrelsen, og selvom jeg på mange måder er kommet videre med mit liv, har jeg det stadig ikke særlig godt indeni.

Det er egentlig besynderligt, for jeg har jo faktisk fået opbygget en rimelig stærk selvtillid gennem årene. Jeg VED, at jeg er dygtig til forskellige ting. Jeg har høje gennemsnit fra alle mine uddannelser, jeg har en virkelig skøn venskabskreds, en dejlig familie, bor i en lækker lejlighed, og udadtil virker det hele godt. MEN.. hvorfor har jeg så stadig den her følelse af, at jeg inderst inde ikke er noget værd? Hvorfor føler jeg stadig sommetider, at jeg slet ikke fortjener at være til i denne verden?

Jeg ville ønske, jeg kendte svaret, så jeg måske kunne gøre noget for at ændre det. Det gør bare så ondt – ondt på en måde, som jeg slet ikke kan beskrive. Og ondt på en måde, som skræmmer mig. Det er nemlig denne følelse, der er med til at give mig selvskadetrang og tanker. Tanker, som jeg – hvis jeg havde handlet på dem alle de gange, jeg har fået dem – med sikkerhed ikke ville være i live i dag.

Men jeg ved samtidig også, at jeg trods alt har en styrke i mig, som har forhindret mig i at handle på dem alle disse gange. Og som også vil forhindre mig i det fremover. Det er bare skræmmende, at man kan være kommet så langt og så samtidig stadig kæmpe så meget. Det beviser bare, at selvtillid og selvværd ikke nødvendigvis hænger ulasteligt sammen. Man kan godt have lavt selvværd, selvom man har en høj selvtillid.

Det var lige lidt svære tanker på denne torsdag. Jeg håber ikke, at jeg skræmmer nogen ved at være så hudløst ærlig. Det betyder bare meget for mig, at jeg her på bloggen kan være ærlig omkring de ting, jeg kæmper med, på trods af hvor langt jeg er kommet. Vi har alle vores dæmoner at kæmpe med, og at kæmpe sig ud af en psykisk sygdom ER og bliver en langvarig proces.

Jeg håber dog, at jeg ved at dele min kamp med jer, kan fortsætte med at rykke mig fremad og måske oven i købet kan være med til, at andre end mig får nemmere ved acceptere deres følelser og acceptere den proces, de er igennem. Selvom det ville være rarest at være fri for at skulle kæmpe på den måde, er det stadig okay ikke at være okay.

untitled-8

First day of school

Så er min første studiedag overstået, og det er gået overraskende godt. Det har været en meget lang dag med mange nye indtryk og et overload af informationer. De første fire timer havde vi introduktion til bachelorprogrammet og vores nye lærere, og om eftermiddagen startede vi ud med timer i 2 af vores fag.

14139089_10154598808395209_1709687147_o

Mit første skoledags outfit var meget casual, og jeg valgte noget, jeg følte mig godt tilpas i. Så kan jeg gennem de høje hæle og kjoler til senere 🙂

Alt i alt har det været en spændende dag. Jeg har mødt en masse folk fra forskellige nationaliteter, og jeg glæder mig til at lære dem bedre at kende de følgende uger. Jeg har en fornemmelse af, at det næste 1,5 år på studiet kommer til at blive rigtig hårde og udfordrende, og at der bliver meget at lave. Men jeg tror nu også nok, det skal blive både hyggeligt og spændende.

untitled-8

De lækreste gulerodsscones

14074371_10154592110700209_1033238270_o

Ingredienser:

  • 550 g hvedemel
  • 2 spsk vaniljesukker
  • 250 g smør
  • 25 g bagepulver
  • 120 g sukker
  • 100 g revet gulerod (kan også erstattes af 100 g hakket mørk chokolade)
  • 2,5 dl kærnemælk

Fremgangsmåde:

Forvarm ovnen til 220 grader C. alm. ovn.

Bland mel og vaniljesukker sammen i en skål. Riv gulerødderne. Stil dem til side.

Del del kolde smør i terninger og smuldr det hurtigt ud i melet (der må gerne være klumper tilbage). Tilsæt derefter bagepulver, sukker og de revne gulerødder og bland det uden at mase smørklumperne helt ud. Kom til sidst kærnemælk i og saml dejen hurtigt.

Tryk dejen ud i 1½ cm tykkelse på et bord drysset med mel. Brug et glas til at udstikke scones.

Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem bage i midten af ovnen i 15 minutter.

De færdige scones skal revne på midten og være lysebrune i bunden.

De smager VIRKELIG godt og er et godt alternativ til en snack om eftermiddagen, når trætheden og sukkertrangen er høj.

untitled-8
Older posts