At være bange for sig selv

Tidligere skrev jeg et indlæg om, hvordan jeg er nået til et punkt i dag, hvor rent faktisk føler, at jeg hviler i mig selv. Hvor jeg har det godt med og ligefrem nyder at være mig. Sådan har det bestemt ikke altid været. Og det fik mig til at tænke lidt tilbage til dengang, hvor jeg ikke havde det godt med mig selv. For måske er grunden til, at jeg har det sådan i dag, netop fordi jeg ved, hvad det vil sige ikke at have det godt. Jeg har prøvet, hvordan det er ikke at kunne holde ud af være i sig selv. Ikke at kunne holde ud at trække vejret. At skulle stå op til en ny dag hver dag og spille skuespil. At skulle lade som om jeg hørte til i denne verden. I denne krop. Lade som om at jeg var god nok til at være her, og at jeg fortjente det, selvom alt indeni mig skreg det modsatte.

Nogle dage havde jeg det så skidt, at jeg var bange for mine egne tanker. Bange for, hvad de ville få mig til at gøre. Jeg måtte med jævnlige mellemrum modstå trangen til at tage en kniv og sprætte mig selv op. Modstå trangen til at skære, slå, banke mit hoved mod noget hårdt. Jeg kan huske, hvordan jeg tit ønskede, at jeg ville besvime. Jeg forsøgte at holde vejret og bad til, at det ville ske. Jeg ønskede ikke at være ved bevidsthed. Jeg ønskede ikke at mærke denne smerte. Jeg ville have fred. Bare for et lille øjeblik. Men det måtte jeg ikke. Tankerne ville ikke lade mig.

Jeg tror noget af det, der holdt mig fast og afholdt mig fra at føre mine tanker ud i levet, var at jeg inderst inde var bundet af min families kærlighed. Selvom tankerne ikke ville lade mig tro, at de elskede mig (de havde jo slet ingen grund til det), må jeg alligevel have haft en fornemmelse af det inderst inde. Dengang ville det dog ærlig talt have været nemmere, hvis de bare var ligeglade med mig. Det ville gøre det nemmere bare at give op. For det var det, jeg havde allermest lyst til.

Denne smerte, som jeg beskriver her, er den mest uhåndgribelige smerte, jeg nogensinde har følt. Alt jeg kan sige er, at det gjorde ONDT. Ondt overalt. Ondt i mit sind, ondt i kroppen. Bare ondt! Jeg troede ikke på, at det nogensinde ville blive bedre. HELDIGVIS tog jeg fejl.

Min pointe med dagens indlæg er nok mest af alt, at jeg gerne vil fortælle de folk, som VED, hvad det vil sige at kæmpe på denne måde – som VED hvad det vil sige at have det SÅ skidt med sig selv – at det altså ikke vil altid vil være sådan. Det ER muligt at få det meget bedre, og uanset hvad dine tanker forsøger at bilde dig ind, så ER du god nok. Du er værdifuld og elskværdig. Du fortjener en plads i denne verden – lige såvel som alle andre. Du må IKKE give op – for du kan vinde denne kamp!

At hvile i sig selv

p9083174

“I skrivende stund har jeg det godt med mig selv. Virkelig godt faktisk. Jeg kan holde ud at være i mig selv. Jeg kan holde at trække vejret. At være til. Jeg ligefrem nyder det – i hvert fald langt størstedelen af tiden. Dybt inde mærker jeg noget, jeg ikke har mærket før. Jeg er ikke engang sikker på, at det er en egentlig følelse. Men jeg har en idé om, at det må være den følelse, folk snakker om, når de siger at de “hviler i sig selv”. Jeg accepterer min krop, som den er. Og vigtigst alt, så accepterer jeg MIG, som jeg er. Jeg et omringet af familie og nogle dejlige veninder, som jeg holder så uendeligt meget af, og som jeg VED holder af mig.”

Ovenstående uddrag er fra min dagbog fra sommeren sidste år. Jeg kom til at læse det forleden, og det gav mig lyst til at skrive om et lidt interessant emne: nemlig om at hvile i sig selv. Jeg har ofte hørt folk sige, at det er vigtigt at hvile i sig selv og derefter undret mig over; “Hvad mener de helt præcist? Hvad vil det sige rent faktisk at hvile i sig selv?” Jeg har først selv fundet svaret på dette spørgsmål for ganske kort tid siden og tænkte derfor, jeg ville dele det med jer. At hvile i sig selv betyder ikke, at alt omkring én er godt, og at det hele kører på skinner. Man kan godt hvile i sig selv, selvom der sker nogle negative ting omkring én. For at hvile i sig selv betyder (ifølge min egen fortolkning), at man er i harmoni med sig selv på en måde, der gør, at man ikke i betydelig grad påvirkes af de ting, der sker omkring én. For mig betyder det eksempelvis, at selvom jeg får afslag på et job, ikke bliver inviteret til en fest, eller svarer forkert, når læreren spørger mig om noget, så gør det ikke, at jeg føler mig mindre værd eller ikke god nok i forhold til andre. At hvile i sig selv betyder således også, at man er sikker nok på sig selv til, at man ikke lader andre rive én ned.

Selvom jeg helt sikkert mener, jeg er blevet “bedre” til at hvile i mig selv, tror jeg nu stadig, jeg har meget at arbejde på. Men jeg tror også på, at vi alle sammen lærer nyt og udvikler os gennem hele livet, og at jeg derfor langt fra er færdig med min udvikling. Og hvem ved, måske er det her blot en lille smagsprøve på, hvordan det i virkeligheden føles at hvile i sig selv. Alt jeg ved lige nu er bare, at det føles godt. Og mere behøver jeg i grunden heller ikke vide. Er det ikke også netop det, som det hele handler om? Man behøver ikke have svarene til alting og vide, hvordan tingene kommer til at udspille sig, så længe man bare har det grundlæggende godt. Det må da være at hvile i sig selv.

untitled-8

Teenager i 20’erne

Som jeg skrev i mit indlæg forleden, så fortryder jeg ikke min spiseforstyrrelse, for den var jo ikke noget valg, jeg tog. Til gengæld er jeg ked af nogle af de ting, som spiseforstyrrelsen gjorde ved mig.

Jeg tror, det jeg er mest “ked af” ved min spiseforstyrrelse, er at den frarøvede mig mit teenageliv. Jeg føler på en måde, at jeg først begyndte at udleve mine teenageår i tyverne. Det er nemlig først her, jeg sådan rigtigt begyndte at forholde mig til, hvem jeg er, hvad jeg kan, hvilke personer jeg vil have i mit liv, og hvilke meninger jeg har. Noget, som jeg jo egentlig burde have brugt mine tidlige ungdomsår på. Men det kunne jeg bare ikke, for dengang var min identitet bygget op omkring spiseforstyrrelsen.

I de år, hvor anoreksien styrede mig, var det min vægt, og hvor meget motion, jeg dyrkede, der var bestemmende for, om jeg var god nok. Om jeg var noget værd. Det var ligesom det, hele min identitet var bygget op omkring. Og I de år, hvor bulimien styrede mig, var det maden og opkastningerne mit liv handlede om. Det hele gik ud på at planlægge… hvornår jeg kunne kom til spise… hvad jeg skulle spise… hvordan jeg hurtigst muligt kunne skille mig af med maden igen. Jeg havde slet ikke tid til at stoppe op og tænke over, hvem jeg var, og hvad jeg egentlig virkelig ønskede. Jeg havde samtidig svært ved at forestille mig, hvordan jeg skulle kunne leve uden spiseforstyrrelsen. Hvem jeg ville være uden den.

Hvordan kom jeg så videre? Hvordan lærte jeg at give mere slip på spiseforstyrrelsen og turde se mig selv i øjnene? Det var jo som at skulle stå ansigt til ansigt med sin egen frygt, for den jeg i virkeligheden flygtede fra gennem spiseforstyrrelsen var jo MIG og alle de svære følelser. Den eneste måde, jeg egentlig kan sige at være kommet videre med mit liv, er ved simpelthen at udfordre mig selv. Jeg mener, man lærer sig selv bedst at kende ved simpelthen at forsøge at bryde sine grænser og opleve sig selv i forskellige situationer.

Da jeg var 20 år gammel og lige havde afsluttet hhx, valgte jeg at rejse til USA for at læse et semester på et amerikansk universitet. Dette, tror jeg, var starten på mine “teenageår”. Jeg var ikke rask fra spiseforstyrrelsen, men jeg oplevede efterhånden flere og længere perioder, hvor den ikke fik lov at bestemme, og derfor var det her, jeg for alvor begyndte at se, opleve og mærke mig selv, som den person jeg var.

Så på en måde kan man altså sige, at jeg først blev rigtig teenager i tyverne, og ud fra det synspunkt er jeg faktisk stadig teenager. Derfor er det måske heller ikke så sært, at jeg stadig går rundt med en forvirring omkring, hvad jeg egentlig vil med mit liv. Jeg er jo faktisk først ved at lære mig selv at kende. Heldigvis har jeg masser af tid endnu til at lære mig selv at kende og finde min rette “hylde” i livet 🙂

Jeg fortyder intet

Hvis nogen spørger, om jeg fortryder min spiseforstyrrelse, er mit svar meget klart: NEJ! For hvordan i alverden skulle jeg kunne fortryde en sygdom, som jeg aldrig selv har ment at ende i. I stedet kunne man måske spørge, om jeg er ked af min spiseforstyrrelse. Og så ville svaret være: JA, jeg er ked af, at den frarøvede mig så mange dyrebare år af mit ungdomsliv. År, som jeg burde have brugt på at finde ud af, hvem jeg selv er, på at danne mine egne meninger og i det hele taget bare være ung. Disse år blev i stedet brugt på et gennemgående fokus på vægt, motion og mad. Noget, som i grunden er fuldstændigt ligegyldigt, og som intet – INTET – har at sige i forhold til den person man er, og hvor meget man er værd.

Men på trods af, hvor ked af jeg er, over alt det spiseforstyrrelsen tog fra mig, og hvor meget den ødelagde, så er jeg på en måde – selvom det måske lyder mærkeligt – også glad for den. Jeg er glad for de ting, som den har lært mig – om livet og mig selv. Jeg ville ikke være den samme person i dag, havde det ikke været for min spiseforstyrrelse. Og den person er jeg stolt af, og det må jeg gerne være.

Det er blandt andet på grund af spiseforstyrrelsen, at jeg for nyligt valgte at droppe ud af min uddannelse og finde mig et arbejde. For takket være den – eller rettere det som jeg har lært ved at kæmpe mig ud af den – ved jeg nu, at denne beslutning ikke gør mig til et dårligere eller mindre værdifuldt menneske. Til gengæld bør jeg være stolt af, at jeg rent faktisk lyttede til mig selv og tog denne beslutning ud fra, hvad jeg mener er det bedste for mit eget velvære. Og noget af det vigtigste, spiseforstyrrelsen har lært mig, er netop, at jeg ikke bør lade mig definere af en masse ydre målepunkter, såsom hvilken uddannelse jeg har, hvordan jeg ser ud, hvad jeg vejer, eller hvilke høje karakterer jeg får. Til gengæld har den lært mig at LYTTE til mig selv. Lytte til hvad JEG har brug for, hvad min krop har brug for, hvad der gør mig glad og HANDLE på det.

Det er oven i købet på grund af spiseforstyrrelsen, at jeg har fundet den ting, jeg brænder allermest for, og som jeg derfor arbejder på at realisere. Jeg drømmer om at blive forfatter og foredragsholder, fordi jeg ønsker og håber på at kunne inspirere andre ved at dele min historie og mine erfaringer fra kampen mod psykisk sygdom. Det kan godt være, jeg ikke er den eneste med en historie som denne og langt fra er den med den værste historie, men det betyder ikke, at jeg ikke har noget helt særligt at bidrage med. Igen kan jeg takke min egen personlige kamp for at have lært mig dette vigtige synspunkt.

Hvad man tror om sig selv, er ofte dét, der styrer ens handlinger. Hvis jeg derfor ikke mener at være “dygtig nok” eller have været “syg nok”, så bliver jeg heller aldrig en person, der kommer til at hjælpe eller inspirere andre. Det handler om, hvad jeg vælger at tro på, og hvilke tanker jeg lader mig styre af. Så hvis jeg tillader mig selv at mene, jeg har noget at bidrage med og samtidig kæmper hårdt for at gøre dette til min virkelighed, så håber og tror jeg også på, at det nok skal lykkes,

Som skrevet tidligere så har jeg godt nok ikke nogen opskrift eller facitliste på, hvordan man kæmper sig ud af en spiseforstyrrelse. Vejen ud skal man selv finde, og man bliver højst sandsynligt nødt til at vende om og tage en masse omveje på ruten. Men selvom der ikke findes nogle specifikke retningslinjer, så har jeg alligevel ud fra min egen historie fundet frem til en række forskellige faktorer, der hver især har haft en betydning for min recovery. Og som hver især har ført mig nogen skridt eller blot få millimeter tættere på målet om at blive rask. Og dem vil jeg gerne have chancen for at dele med de mennesker, der stadig kæmper kampen mod en spiseforstyrrelse, anden psykisk sygdom eller bare lider under et dårligt selvværd. 

Så JA, jeg er da ked af min spiseforstyrrelse og de ting den tog fra mig, men jeg er samtidig glad for alt det, den har givet mig. Og derfor fortyder jeg heller INTET.

untitled-8

Følelsen af at være punkteret

Jeg er ikke engang sikker på, hvad jeg vil skrive eller, hvor jeg skal begynde. Jeg har altid elsket at skrive, det er nærmest terapeutisk for mig. Det er min måde at komme ud med mine følelser og tanker på, når jeg ikke kan holde styr på dem inde i mit hoved. Men for første gang i mit liv ved jeg nærmest slet ikke, hvad jeg skal skrive. Tankerne i mit hoved er ikke klare, ordene jeg skriver på tastaturet kommer ud i brudstykker, og når jeg endelig tror, jeg har en hel sætning klar, dukker en ny tanke op i mit hoved og spolerer det.

Jeg føler, luften er gået ud af ballonen. Jeg har intet overskud, ingen gejst, ingen glæde. Jeg er egentlig bare ligeglad… med alt. Og så alligevel ikke. Jeg vil så inderligt gerne være glad, føle mig til stede i mit liv, mærke mine drømme og følge dem. Det ville nok være nemmere, hvis jeg vidste, hvad mine drømme er. Jeg troede engang, jeg vidste det. Jeg havde denne her forestilling om, hvad jeg gerne ville og valgte min uddannelse ud fra denne forestilling. I virkeligheden aner jeg slet ikke, hvad jeg vil. Men jeg er ret sikker på, at jeg tog fejl. Jeg har en uddannelse, men nu ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge den til. Jeg troede måske, det ville gøre tingene lidt mere klart, hvis jeg læste videre på en bachelor, at det ville gøre mig klogere på, hvad jeg ville. Men i virkeligheden har det bare gjort mig mere forvirret. Hvad vil jeg egentlig?

I næste uge fylder jeg 25. Jeg troede, at jeg ville have mere styr på mit liv som 25-årig. At jeg i det mindste ville vide, hvad jeg gerne ville med mit liv. I stedet føler jeg mig mere fortvivlet end nogensinde før. De sidste uger har jeg druknet mig selv i chokolade og serie-maraton. Jeg har ikke været i skole, ikke fået læst noget, og alt imens den dårlige samvittighed æder mig op indefra, forsøger jeg desperat at finde ud af, hvad jeg vil. Men hvordan skal jeg kunne finde ud af det, når jeg ikke engang ved, hvad jeg selv føler. Udover tomhed.

Jeg ved, jeg er nødt til at gøre noget. Jeg kan ikke være fastlåst i denne følelse for altid. Men hvad jeg skal gøre?

Disse ord skrev jeg for få måneder siden, kort tid efter jeg var begyndt på min bachelor i Horsens. Udadtil kørte det jo egentlig meget godt. Jeg boede i en lækker lejlighed, følte mig fint tilpas i min nye klasse, havde fået mig et studiejob i en skoforretning, og på sidelinjen datede jeg en sød fyr. Og alligevel var jeg bare ikke glad!

Som I nok kan læse, var jeg en meget fortvivlet, ked af det og frustreret pige, der følte sig låst fast i mit liv samtidig med jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg ville. Og for at være helt ærlig, så ved jeg det stadig ikke. Jeg ved bare én ting: at jeg skal have det godt! Og så er det fuldstændig ligegyldigt, om jeg sidder i en international anerkendt virksomhed med en titel som sales manager eller som kassedame i Kvickly. Jeg vil bare gerne være en Louise, der har overskud i min hverdag. Overskud til at dyrke de ting, der giver mig glæde og mental balance i mit liv, såsom det at skrive, træne og ses med mine venner og familie.

Så med det mål for øje valgte jeg derfor simpelthen at vende det hele på hovedet ved at framelde mig studiet, sige lejligheden og mit studiejob op og forlade Horsens til fordel for et arbejde ved kassen i det lokale supermarked i Ribe. Og nu sidder jeg så her – hvor jeg kom fra – og ved ikke rigtig, om jeg skal grine eller græde. Jeg kan dog ikke lade være med at være lidt stolt af, hvordan jeg valgte at tackle dette. At jeg rent faktisk LYTTEDE til mig selv. Det beviser blot, hvor langt jeg er kommet i min udvikling i at lære at vise omsorg og kærlighed for mig selv.

I betragtning af, at jeg lige nu har flere gode dage end dårlige, vil jeg mene, at jeg tog den rigtige beslutning. Studiet kan jeg altid vende tilbage til, hvis jeg får lyst. Men lige nu har jeg fokus på MIG, og hvad der er det bedste for mig. Det kan godt være jeg ikke er det bedste sted i mit liv, og at jeg stadig har masser at arbejde på ved mig selv. Men selv efter en 10 timer lang arbejdsdag sidder jeg alligevel her og finder overskuddet til at skrive. Jeg føler mig godt nok temmelig fysisk udmattet, men jeg er ikke mentalt punkteret. Jeg har ikke længere lyst til at gemme mig væk og sove fra altid. Og jeg er ikke flov over, at jeg har valgt  studiet fra – tværtimod. Jeg har accepteret, at jeg ER god nok, præcis som jeg er – med eller uden bachelor 🙂