Følelsen af at være punkteret

Jeg fortyder intet

Hvis nogen spørger, om jeg fortryder min spiseforstyrrelse, er mit svar meget klart: NEJ! For hvordan i alverden skulle jeg kunne fortryde en sygdom, som jeg aldrig selv har ment at ende i. I stedet kunne man måske spørge, om jeg er ked af min spiseforstyrrelse. Og så ville svaret være: JA, jeg er ked af, at den frarøvede mig så mange dyrebare år af mit ungdomsliv. År, som jeg burde have brugt på at finde ud af, hvem jeg selv er, på at danne mine egne meninger og i det hele taget bare være ung. Disse år blev i stedet brugt på et gennemgående fokus på vægt, motion og mad. Noget, som i grunden er fuldstændigt ligegyldigt, og som intet – INTET – har at sige i forhold til den person man er, og hvor meget man er værd.

Men på trods af, hvor ked af jeg er, over alt det spiseforstyrrelsen tog fra mig, og hvor meget den ødelagde, så er jeg på en måde – selvom det måske lyder mærkeligt – også glad for den. Jeg er glad for de ting, som den har lært mig – om livet og mig selv. Jeg ville ikke være den samme person i dag, havde det ikke været for min spiseforstyrrelse. Og den person er jeg stolt af, og det må jeg gerne være.

Det er blandt andet på grund af spiseforstyrrelsen, at jeg for nyligt valgte at droppe ud af min uddannelse og finde mig et arbejde. For takket være den – eller rettere det som jeg har lært ved at kæmpe mig ud af den – ved jeg nu, at denne beslutning ikke gør mig til et dårligere eller mindre værdifuldt menneske. Til gengæld bør jeg være stolt af, at jeg rent faktisk lyttede til mig selv og tog denne beslutning ud fra, hvad jeg mener er det bedste for mit eget velvære. Og noget af det vigtigste, spiseforstyrrelsen har lært mig, er netop, at jeg ikke bør lade mig definere af en masse ydre målepunkter, såsom hvilken uddannelse jeg har, hvordan jeg ser ud, hvad jeg vejer, eller hvilke høje karakterer jeg får. Til gengæld har den lært mig at LYTTE til mig selv. Lytte til hvad JEG har brug for, hvad min krop har brug for, hvad der gør mig glad og HANDLE på det.

Det er oven i købet på grund af spiseforstyrrelsen, at jeg har fundet den ting, jeg brænder allermest for, og som jeg derfor arbejder på at realisere. Jeg drømmer om at blive forfatter og foredragsholder, fordi jeg ønsker og håber på at kunne inspirere andre ved at dele min historie og mine erfaringer fra kampen mod psykisk sygdom. Det kan godt være, jeg ikke er den eneste med en historie som denne og langt fra er den med den værste historie, men det betyder ikke, at jeg ikke har noget helt særligt at bidrage med. Igen kan jeg takke min egen personlige kamp for at have lært mig dette vigtige synspunkt.

Hvad man tror om sig selv, er ofte dét, der styrer ens handlinger. Hvis jeg derfor ikke mener at være “dygtig nok” eller have været “syg nok”, så bliver jeg heller aldrig en person, der kommer til at hjælpe eller inspirere andre. Det handler om, hvad jeg vælger at tro på, og hvilke tanker jeg lader mig styre af. Så hvis jeg tillader mig selv at mene, jeg har noget at bidrage med og samtidig kæmper hårdt for at gøre dette til min virkelighed, så håber og tror jeg også på, at det nok skal lykkes,

Som skrevet tidligere så har jeg godt nok ikke nogen opskrift eller facitliste på, hvordan man kæmper sig ud af en spiseforstyrrelse. Vejen ud skal man selv finde, og man bliver højst sandsynligt nødt til at vende om og tage en masse omveje på ruten. Men selvom der ikke findes nogle specifikke retningslinjer, så har jeg alligevel ud fra min egen historie fundet frem til en række forskellige faktorer, der hver især har haft en betydning for min recovery. Og som hver især har ført mig nogen skridt eller blot få millimeter tættere på målet om at blive rask. Og dem vil jeg gerne have chancen for at dele med de mennesker, der stadig kæmper kampen mod en spiseforstyrrelse, anden psykisk sygdom eller bare lider under et dårligt selvværd. 

Så JA, jeg er da ked af min spiseforstyrrelse og de ting den tog fra mig, men jeg er samtidig glad for alt det, den har givet mig. Og derfor fortyder jeg heller INTET.

untitled-8

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Følelsen af at være punkteret