Jeg fortyder intet

Teenager i 20’erne

Som jeg skrev i mit indlæg forleden, så fortryder jeg ikke min spiseforstyrrelse, for den var jo ikke noget valg, jeg tog. Til gengæld er jeg ked af nogle af de ting, som spiseforstyrrelsen gjorde ved mig.

Jeg tror, det jeg er mest “ked af” ved min spiseforstyrrelse, er at den frarøvede mig mit teenageliv. Jeg føler på en måde, at jeg først begyndte at udleve mine teenageår i tyverne. Det er nemlig først her, jeg sådan rigtigt begyndte at forholde mig til, hvem jeg er, hvad jeg kan, hvilke personer jeg vil have i mit liv, og hvilke meninger jeg har. Noget, som jeg jo egentlig burde have brugt mine tidlige ungdomsår på. Men det kunne jeg bare ikke, for dengang var min identitet bygget op omkring spiseforstyrrelsen.

I de år, hvor anoreksien styrede mig, var det min vægt, og hvor meget motion, jeg dyrkede, der var bestemmende for, om jeg var god nok. Om jeg var noget værd. Det var ligesom det, hele min identitet var bygget op omkring. Og I de år, hvor bulimien styrede mig, var det maden og opkastningerne mit liv handlede om. Det hele gik ud på at planlægge… hvornår jeg kunne kom til spise… hvad jeg skulle spise… hvordan jeg hurtigst muligt kunne skille mig af med maden igen. Jeg havde slet ikke tid til at stoppe op og tænke over, hvem jeg var, og hvad jeg egentlig virkelig ønskede. Jeg havde samtidig svært ved at forestille mig, hvordan jeg skulle kunne leve uden spiseforstyrrelsen. Hvem jeg ville være uden den.

Hvordan kom jeg så videre? Hvordan lærte jeg at give mere slip på spiseforstyrrelsen og turde se mig selv i øjnene? Det var jo som at skulle stå ansigt til ansigt med sin egen frygt, for den jeg i virkeligheden flygtede fra gennem spiseforstyrrelsen var jo MIG og alle de svære følelser. Den eneste måde, jeg egentlig kan sige at være kommet videre med mit liv, er ved simpelthen at udfordre mig selv. Jeg mener, man lærer sig selv bedst at kende ved simpelthen at forsøge at bryde sine grænser og opleve sig selv i forskellige situationer.

Da jeg var 20 år gammel og lige havde afsluttet hhx, valgte jeg at rejse til USA for at læse et semester på et amerikansk universitet. Dette, tror jeg, var starten på mine “teenageår”. Jeg var ikke rask fra spiseforstyrrelsen, men jeg oplevede efterhånden flere og længere perioder, hvor den ikke fik lov at bestemme, og derfor var det her, jeg for alvor begyndte at se, opleve og mærke mig selv, som den person jeg var.

Så på en måde kan man altså sige, at jeg først blev rigtig teenager i tyverne, og ud fra det synspunkt er jeg faktisk stadig teenager. Derfor er det måske heller ikke så sært, at jeg stadig går rundt med en forvirring omkring, hvad jeg egentlig vil med mit liv. Jeg er jo faktisk først ved at lære mig selv at kende. Heldigvis har jeg masser af tid endnu til at lære mig selv at kende og finde min rette “hylde” i livet 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg fortyder intet