Jeg ville hellere dø

Dette indlæg er hårdt at skrive, for det bringer nogle ret pinefulde minder frem, som jeg ikke har særlig meget lyst til at gennemleve. Ikke desto mindre har jeg tænkt mig at gøre det. Sandheden er, at det var præcist sådan jeg havde det. Efter mange års kamp med spiseforstyrrelsen nåede jeg et punkt, hvor jeg følte mig så magtesløs over for sygdommen, at jeg begyndte at lege med tanken om; at hvis ikke jeg inden for de næste par år blev rask, måtte jeg nok indstille mig på at dø. Uanset hvad, ville sygdommen jo nok tage livet af mig før eller siden – enten på grund af de fysiske skader på min krop, eller fordi jeg selv ville få nok og tage mit eget liv. Det er en skræmmende tanke – I know. Men når ens hverdag i årevis er præget af det ene ædeflip efterfulgt af det andet, kun afbrudt af de mange toiletbesøg indimellem (for at skille mig af med maden), de få timer, jeg sov eller var i skole og på arbejde – ja så er den tanke faktisk ikke så skræmmende.

I perioder fyldte spiseforstyrrelsen så meget, at jeg ikke kunne passe min skole for det. Jeg var nødt til at pjække fra skole nogle dage, fordi jeg havde været oppe det meste af natten for at spise og kaste op. Jeg ville jo helst gøre det i skjul fra min familie, og det var nemmest om natten, når de sov. Og de få sekunder, minutter eller timer, jeg endelig fik fred fra de mange opkastninger, kom den enorme skyld og skam med det samme frem og ødelagde det. Jeg skammede mig inderligt over at være sådan et modbydeligt og udueligt menneske, at jeg kunne finde på at gøre dette ved mig selv og min familie. Tanken om det afskyede mig. Jeg afskyede mig selv. På den måde havde jeg ALDRIG ro fra spiseforstyrrelsen.

I dag er jeg selvfølgelig skræmt ved tanken om, hvis jeg havde gjort noget ved mine tanker dengang. For Guds skyld, hvor er jeg lykkelig over, at jeg ikke gav op og blev ved med at kæmpe imod. Jeg er taknemmelig over, at jeg nu får lov at opleve, hvad det vil sige rent faktisk at have det godt. At føle glæde indeni. Oprigtig glæde. Jeg kan også blive ked af det, og nogle gange er jeg bange for, at min frygt for de følelser, som gør ondt, skal drive mig direkte tilbage til spiseforstyrrelsens favn. Men jeg lærer hver dag at blive bedre til at tackle dem. Jeg giver mig selv lov og plads til at være ked af det. Og hvis tankerne bliver for overvældende, søger jeg råd hos venner og familie. Jeg giver ligefrem mig selv lov til at tro, at jeg er GOD NOK.

Det er vigtigt at huske på, at man jo ikke ER sin spiseforstyrrelse – ligeså vel som alle andre, der kæmper med psykisk sygdom, ikke er deres diagnoser. Det handler om at se bort fra de psykiske diagnoser, finde ind til den person man er og tro på, at man er god nok, dygtig nok, klog nok osv.

Det lyder helt sikkert nemmere, end det er. For når man har kæmpet med psykisk sygdom i flere år, så aner man virkelig ikke, hvem man er eller kan være uden sygdommen. Alle de år, jeg burde have brugt på at “finde mig selv”, brugte jeg på enten at forsøge at sulte mig selv eller på at spise ustyrligt og kaste op. Jeg spejlede mig konstant i spiseforstyrrelsen og brugte mit eget kropsbillede til at bestemme, om jeg var god nok. Desværre var jeg aldrig tilfreds – uanset hvor langt ned vægten kom. Det var først, da jeg VIRKELIG begyndte at kæmpe imod spiseforstyrrelsen, at jeg langsomt fik øjnene op for den person jeg var, og hvad jeg rent faktisk kunne. Selvom kampen varede længere, end jeg kunne have forestillet mig,  og selvom jeg fik flere tilbagefald, stoppede jeg aldrig med at kæmpe. Og i sidste ende lykkedes det.

Jeg gav ikke op, og det må du heller IKKE!

A Monday That Feels Like Sunday

Min mandag i dag føles faktisk lidt lige som en søndag. Jeg arbejdede i lørdags og havde fri i går og i dag. Jeg har dog været temmelig produktiv for en “søndag”. Jeg har både fået taget nogle fede billeder, klippet en ny Youtube-video sammen (den kommer op senere), trænet OG gjort rent. Det føles godt, og jeg har virkelig haft god energi og et godt humør i dag. Det er dejligt med sådan nogle dage.

16833251_10155196330705209_605249811_o

untitled-8

My “Cold” Valentine

Happy Valentines DayMin dag har dog ikke været særlig “happy” men tværtimod temmelig “snottet”. Jeg er nemlig gået hen og blevet forkølet, så det meste af min dag er blevet tilbragt i sengen omgivet af kleenex. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke har været plads til lidt selvforkælelse. Jeg har spist kage og set noget af min “yndlingsserie for tiden, nemlig “Say Yes to the Dress”. Så bliver det vist ikke mere romantisk.

16763430_10155175670800209_434628364_o

Lige meget om det er valentinsdag eller ej, og om man har en kæreste eller ej, er det vigtigt at huske på, at det altså er tilladt at forkæle sig selv en gang imellem. Det kan godt være, det er fedest at få foræret en buket blomster af en kæreste eller ven, men det kan faktisk også føles helt godt at gøre noget godt for sig selv. I virkeligheden handler valentinsdag vel om at forkæle én man holder af, og for mig kan den person også være sig selv.

untitled-8

Blondetirsdag

img_3938

Jeg har fri de her dage, og det bliver udnyttet til fulde. Weekenden blev brugt på familie- og kærestehygge, og dagen i går og i dag har har stået på afslapning, cafétur med 2 skønne veninder, 1 x træning og en hurtigt rengøring.

img_3961

Jeg er ret så glad for min nye blondebluse fra Envii. Jeg købte den til januarudsalg, og jeg er helt vildt med v-udskæringen på ryggen.

16593738_10155158042660209_1599073150_o

untitled-8

Selvtillid er en sjov størrelse

14438807_10154684696080209_2123472630_o

Lige så langt tilbage som jeg kan huske, har jeg altid været meget usikker på mig selv. Jeg er en ekstremt følsom person, og jeg har altid taget ting meget nært. Jeg kan vende og dreje den mindste ting, som nogen siger til eller om mig, til en negativ ting. Da jeg var barn, kan jeg huske, jeg synes, det var “synd” for mig, at jeg skulle have det sådan. Men da jeg blev lidt ældre begyndte jeg at tænke, jeg fortjente at tænke negativt om mig selv. Fordi jeg var en dårlig person. Ikke god nok. Ikke noget værd.

I mine år med spiseforstyrrelsen brugte jeg denne som “cover” for, hvor dårligt jeg havde det med mig selv. Jeg forsøgte at få det bedre ved at tabe mig eller “udrense” mig for alt det dårlige ved at kaste op. I virkeligheden hjalp det mig ingen vegne. Det var først, da jeg valgte at bryde ud over mine egne grænser og gøre ting, som jeg ellers var bange for, at jeg begyndte at opbygge mere af det, vi kendetegner som selvtillid.

For mig handler selvtillid om at kunne kigge sig selv i spejlet og rent faktisk tænke: “jeg ser godt ud” eller om at turde begive sig ud i noget nyt, fordi man tror på sine egne evner, men samtidig ved, at hvis ikke det lykkes, så er det stadig okay. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke duer til noget og ikke er god nok.

Vi kender alle Janteloven, og hvis man spørger mig, så er den simpelthen en værre omgang ævl. Hvis vi ikke må tro, at vi er noget , samtidig med at vi lever i et “perfekt” samfund, hvor vi hele tiden skal leve op til nogen bestemte samfunds- og skønhedsidealer, så er det sgu da ikke så mærkeligt, at så mange mennesker i dag føler sig mindreværdige og mangler selvtillid.

Min erfaring er, at jo mere selvtillid, jeg har og viser udadtil, jo mere succesfuld er jeg de steder, jeg begår mig. Så i min verden må man gerne tro, man er noget, så længe man ikke ser ned på andre og gør det på bekostning af andres velbefindende. Hvis du har hjertet på rette sted, må du have al den tro og være lige så stolt af dig selv, som du har lyst.

untitled-8
Older posts