Bare lige 5 kilo…

17521856_10155310608740209_49441441_o

“Jeg spiser hos Sandra i aften. Vi ses,” råber jeg til mor og far på vej ud af døren. Fuldt bevidst om at Sandra allerede har spist, da vi har aftalt først at mødes efter aftensmaden, sætter jeg mig ud i bilen og kører ind mod byen. Min mave rumler højlydt, men jeg skruer bare højere op for musikken. Den vænner sig nok til det snart, tænker jeg for mig selv. Men straks bryder en anden stemme ind med sit ord: “Hey, hvad fanden sker der? Skal du nu til at begynde på det pis igen? Tag dig sammen, altså!”

Tanken får mig til at undres. Ja hvorfor begynder jeg mon på det her nu? Hvad er det, der trigger mig? Jeg har vel i grunden ikke noget at være utilfreds med. Alligevel ved jeg godt, at jeg er det. Jeg mærker frygten indeni. Den slår knuder i min mave. Voksenlivet er for længst begyndt, toget kører med fuld fart derudaf, og jeg føler mig slet ikke klar. Jeg er snart færdiguddannet og alligevel så langt fra at vide, hvad jeg vil med mit liv. Det eneste jeg kan komme i tanke om er, at jeg bare gerne vil være glad og tilfreds med mit liv. Tilfreds med mig selv.

Til trods for, hvor langt jeg er kommet, er der stadig noget, der ikke stemmer. Og det eneste jeg kan komme på af løsninger er, at jeg må tage kontrollen tilbage. Du skal bare lige tabe 5 kilo, siger jeg til mig selv, men jeg ved allerede godt, at det er en løgn. Det er jo aldrig nok. Det var aldrig nok før, og det bliver det heller ikke, hvis jeg begynder på det igen – igen. Det eneste jeg får ud af af at løbe direkte tilbage i spiseforstyrrelsens favn, er at udskyde det uundgåelige. Voksenlivet, ansvaret, følelserne forbundet med at leve livet. Jeg er bare så forbandet sensitiv, at det gør helt ondt indeni. Alting lader til at påvirke mig kraftigt, selvom jeg ville ønske det ikke gjorde. En stemning, få ord, et blik, en ansigtstrækning kan få mig til at ændre sindsstemning på mindre end et sekund.

Hvad er der galt med mig? Hvorfor er jeg så utilregnelig? Eller rettere mine følelser. Hvorfor kan jeg ikke holde styr på dem? Jeg troede bare, jeg skulle lære mig selv at føle noget mere, men måske er mit problem i virkeligheden, at jeg føler for meget. At alle de følelser jeg har, er et virvar indeni og fylder så meget, at jeg slet ikke kan identificere dem. Skille dem fra hinanden. Og det får mig til at tro, at jeg er konstant tom indeni på trods af at det måske langt fra er sandheden. Men hvordan får jeg så styr på de jer følelser? Hvordan kan jeg lære at kontrollere dem – uden at føle behov for at bruge spiseforstyrrelsen til at dække over dem?

Jeg tænker stadig over spørgsmålet, da jeg kører ind på parkeringspladsen foran Sandras lejlighedskompleks. For nu vil jeg bare forsøge at nyde aftenen. Jeg håber bare ikke, mine tanker kommer til at kredse om mad. Åh Gud, hvor jeg ikke orker det her engang til. Men hvor er det samtidig fristende. Så forbandet tillokkende.”

Jeg har tidligere nævnt i mine indlæg, at det stadig kan være svært for mig at skubbe de spiseforstyrrede tanker væk. Selvom jeg er blevet rask, har jeg nemlig stadig perioder, hvor jeg føler mig fristet til at gå tilbage til spiseforstyrrelsen. Sådan en periode oplevede jeg for eksempel sidste sommer, og faktisk også for en kort periode for et par uger siden. Grunden til at jeg deler dette indlæg med jer i dag er sådan set bare, fordi jeg gerne vil fortælle, at fordi man er rask, må man stadig kæmpe. Og selv de, som ikke har haft en spiseforstyrrelse kender sikkert godt til det med, at man godt liiige ville tabe sig 5 kilo.

Jeg vil bare gerne sig til jer allesammen – spiseforstyrrede og ikke-spiseforstyrrede; husk nu I er smukke og unikke, som I er. Det kan godt være, I vil få en kortvarig glæde af at tabe jer 5 kilo, men det er altså ikke de 5 kilo, der skal betyde, om I accepterer og elsker jer selv eller ej. Den følelse vil I hejst sandsynligt ikke komme til at opnå ved at få en pænere krop, men det kan måske fremskynde processen for nogle. Accepten skal komme indefra – fra hjertet. Og det kan tage tid at lære – jeg arbejder som sagt stadig på det. Men jeg tror på, at jeg en dag vil stoppe helt med at have de her perioder, hvor jeg lige tror, det hjælper at tabe et par kilo. Det lader allerede til, at der går længere tid mellem perioderne, og sidste gang varede det ikke længere end 2 dage. Så det gælder nok bare om at have en god portion tålmodighed og så huske at tale PÆNT til sig selv hver dag (jeg kan ikke sige det nok 😀 ). Så skal den dag nok komme – også for dig

untitled-8

Farvel dårlige bodyimage

I forlængelse af mit forrige indlæg  om bodyimage“Hjælp!!! Jeg kan ikke passe mine bukser!” (læs det her), fik lige lyst til at fortælle jer om en WAUW-oplevelse, jeg havde forleden, der mindede mig om, hvor langt jeg egentlig er nået i forhold til at føle mig tilpas i egen krop.

Det skete forleden aften, da jeg havde gennemgået min aftenrutine med ansigtsrens og tandbørstning. Jeg lagde mig ind i min seng, hvor jeg gav mig til at læse i en bog. En halv time senere, da jeg rejser mig op for at slukke lyset, opdager jeg, at jeg ingen natbluse har på. Det skal siges, at dette er MEGET usædvanligt for mig, som ALTID sover med noget på for at dække overkroppen. Derfor kom det lidt bag på mig, at jeg sådan kunne ligge i bar overkrop med fuldt udsyn til mine bryster, uden at jeg skænkede det en tanke – i en HALV TIME!!

Før i tiden sov jeg endda som regel med natbukser OG sokker foruden blusen! For sandheden er, at jeg ikke rigtigt bryder mig om – eller måske rettere i datid brød mig om – at ligge næsten nøgen. Jeg føler, det er “forkert”, selvom det jo i virkeligheden er noget af det mest naturlige. Men pga. mange års spiseforstyrrelse, har jeg virkelig haft svært ved at forholde mig til min krop. Jeg plejede jo at væmmes ved den, så måske er det ikke så mærkeligt, at jeg i mange år har haft et behov for at gemme den væk under alt tøjet – også selvom jeg var helt alene. Men sådan har jeg det tydeligvis ikke længere – det var episoden i går et bevis på.

Jeg hviler efterhånden så meget i min krop, at jeg simpelthen ikke tænker over det, når jeg er nøgen eller delvist nøgen. Som oftest er jeg selvfølgelig godt KLAR OVER, at jeg er nøgen😂, men jeg væmmes i det mindste ikke ved mig selv. Sommetider tillader jeg mig endda at tænke, jeg har en flot krop. Det faktum, at jeg kan det, viser netop, hvor langt jeg er kommet i forhold til spiseforstyrrelsen og mit eget bodyimage. Jeg kan selvfølgelig stadig have svære dage, hvor jeg tænker dårligt om mig selv og min krop, men for det meste er jeg faktisk ganske tilfreds med, hvad jeg ser i spejlet. Og jeg er kun kommet hertil ved at huske rent faktisk at tale pænt til mig selv og min krop og dermed gøre det modsatte af, hvad de spiseforstyrrede og destruktive tanker forsøgte at overbevise mig om.

Jeg risikerer gerne faren for i nogles ører at lyde selvglad ved at skrive disse ord, for ved I hvad, jeg er STOLT af at være kommet hertil!!… Hvor jeg godt tør rose og anerkende mig selv og min krop for de gode ting, vi tilsammen indeholder. For jeg har lært at kun ved at tale PÆNT til mig selv og behandle min krop med RESPEKT ved at nære den og pleje den, kan jeg have det godt i mit liv. Og når jeg har det godt, kan jeg også bedre være der for de mennesker, der betyder noget for mig. Ved at acceptere MIG, har jeg ro nok til at kunne fokusere på andre. Jeg ved derfor også, at det at være selvglad i et stort omfang faktisk er ganske acceptabelt. Det behøver ikke være lig med, at man tror man er bedre end andre. At turde vise mig selv kærlighed har ført mig til, hvor jeg er i dag. Og det er INTET at skamme mig over – det ved jeg nu! Hvis ikke jeg havde kæmpet imod de konstant nedbrydende tanker i mit hoved og den dumme spiseforstyrrelse og på et tidspunkt tilladt mig selv at TRO på mig og mit værd, ville jeg slet ikke have en uddannelse, et arbejde, en vennekreds, et liv.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad min pointe i dagens indlæg er. Måske er det bare, at du skal huske at værdsætte dig selv og din krop. Start i det små. Sov i lidt mindre tøj om natten, stå lidt længere foran spejlet, når du har været i bad, øv dig i at kigge efter alt det gode, IKKE alle fejlene. Tillad dig bare at være! Du behøver ikke skjule dig, lægge bånd på dig selv eller forsøge at være nogen anden for at være god nok! For det er du allerede!!!

Stop med at lyt til spiseforstyrrelsen og de dumme tanker. Og start med at sæt pris på DIG! Det er sådan, man bryder sin spiseforstyrrelse. Eller i hvert fald symptomerne derpå. Man er selvfølgelig nødt til at arbejde med selve årsagen til den, men bottom line er, at hvis man skal have en chance for at overvinde spiseforstyrrelse, er man NØDT til at starte med et bryde op med de vaner og ritualer, som den har skabt.

Remember: You are beautiful – just the way you are

HJÆLP!!! Jeg kan ikke passe mine bukser!

17475437_10155290848850209_1309384599_o

Jeg træder fødderne ned i bukserne og holder fast i buksekanten, mens jeg trækker dem op langs benene. Jeg retter mig gradvist op i takt med, at bukserne kommer på plads, og det går helt uden problemer det første stykke af vejen – lige indtil jeg når lårene. Jeg mærker, hvordan stoffet begynder at arbejde imod mig, og uanset hvor meget jeg hiver og vrider i bukserne, lader de ikke til at ville rykke sig længere op. Jeg mærker straks irritationen, men forsøger ihærdigt at skubbe den væk. Det lykkes ikke for godt, og da jeg har prøvet flere bukser på med samme resultat til følge, begynder panikken at overtage. “Er jeg blevet tyk?? Eller er det, fordi jeg var for tynd dengang, jeg kunne passe bukserne?!” På trods af jeg godt kender det rigtige svar på spørgsmålet, kan jeg ikke undgå at mærke tvivlen indeni. Måske jeg burde tage mig sammen og tabe mig lidt igen?

Forleden, da jeg ryddede ud i mit tøj, faldt jeg over nogle af mine gamle bukser, som viste sig at være blevet aaalt for SMÅ. Samtlige af dem, jeg prøvede på, kom ikke ret meget længere end til lige op over knæene. Det var en hårdt at indse, hvor meget min krop har ændret sig. Jeg tøvede et øjeblik, men tog så en vigtig og hårdnakket beslutning.

På den ene side var det ret hårdt at blive mindet om, hvor meget “større”, jeg er blevet. Og i et splitsekund mærkede jeg ligefrem en trang, som jeg ellers ikke har mærket ret meget til på det sidste – trangen til at tabe mig.

MEN så kom jeg i tanke om alt det, jeg har kæmpet for og gjorde noget, der krævede en enorm portion mod og viljestyrke; jeg tog de for små bukser og kylede dem direkte i en pose med tøj, der skulle ud.

Den episode for mig er en påmindelse om, at på trods af, hvor langt jeg er kommet, vil jeg nok altid mærke denne tvivl indeni på visse tidspunkter i mit liv. Så kan jeg være nok så selvsikker og tro på at jeg for altid vil forblive rask, men disse små øjeblikke at tvivl, vil komme igen, og jeg vil skulle feje den væk hver gang. Det er beviset på, at godt nok kan man tage en noget så hårdnakket beslutning om at kæmpe sig ud af sin spiseforstyrrelse – men tvivlen kan man ikke undgå. Den vil være der, og den vil komme til at tage forskellige afskygninger i dit liv. Hvad end det drejer sig om udseende, krop, evner, eller personlighed.

I det store og hele er jeg dog ikke i tvivl om mit valg. Jeg siger “ud med de små størrelser – og ind med selvtillid og former.

Untitled kopi2

untitled-8

Farvel spiseforstyrrelse!

Kære spiseforstyrrelse,

Jeg vælger i dag at slå en streg i sandet mellem dig og mig. Jeg ved, du har en masse planer med mig, og du forsøger ivrigt at få mig til at stoppe med at spise. Du fortæller mig, at det er den eneste rigtige vej. Men jeg er nødt til at sige stop. Jeg har arbejdet så hårdt for det her, og jeg har ikke tænkt mig at lade tingene vende. Ikke nu, hvor jeg er kommet så langt. Så modsat dine planer har jeg tænkt mig at blive ved med at spise og drikke og gøre folk glade. Inklusiv mig selv.

Du griner af mig, håner mig, fordi jeg giver “slip” på kontrollen så hurtigt, efter jeg har fået den genetableret. Men jeg tror, det bedste jeg kan gøre, er at grine igen. Ved at vælge at spise og leve livet, er det jo faktisk mig, der tager kontrollen i egen hånd. Jeg vælger at holde fast i mit løfte til mig selv om ikke at falde tilbage i spiseforstyrrelsen igen, for jeg ved, at det er det rigtige at gøre.

Tag dig sammen, siger du til mig. Ja, det ved jeg godt! Jeg ved udmærket, at jeg skal tage mig sammen. At jeg skal begynde at leve mit liv ordentligt. Men det betyder altså, at du ikke længere skal være en del af det. Det er på tide, at jeg giver slip på dig. Helt slip. Så derfor siger jeg farvel nu. Jeg håber aldrig, vi mødes igen, og hvis vi gør, er det vist godt, at jeg er så viljestærk. Og nu taler jeg altså ikke om den samme viljestyrke, som du tænker på. Den viljestyrke, som du fik mig til at bruge mod mig selv, så jeg tabte mig og blev svag og syg. Jeg taler om den viljestyrke, der giver mig modet til i dag at sige: skrid af helvedes til med dig! Forsvind langt væk og glem alt om dine endeløse planer og konstante meninger om, hvad jeg må spise, og hvor meget jeg skal veje for at have det godt. Jeg bestemmer selv, hvad der skal til, for at jeg har det godt. Og jeg kan sige med sikkerhed, at det ikke involverer dig. Så farvel! Og tak for alle de ting du lærte mig. Nu har jeg ikke brug for dig mere, og jeg vil sætte stor pris på, hvis du ville forsvinde helt.

Du vil sikkert med det samme gå ud finde en anden til at være offer for dine løgne og destruktive adfærd. Men jeg har så sandelig tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan for at lade folk vide, hvilken svindler du er. Jeg vil gøre alt i min magt for, at de næste ofrer, som du kaster dig over, hører om dine løgne og lærer for dem selv at indse, hvor meget mere værd, de er uden dig og din gennemskuelige falskhed. Du fortjener ingens hengivenhed og trofasthed. Du er alligevel aldrig tilfreds med, hvad man gør for dig. Du er selvisk og fortjener selv at mærke, hvordan det føles at blive destrueret. At blive revet så langt væk fra dig selv, at du ikke længere ved, hvem du er. Det er dig, der fortjener at dø – ikke mig!

Det kan godt være, jeg til tider vil savne dig, men jeg vil aldrig lade dig få magten igen. Du fortjener det ikke. Og jeg fortjener bedre. Så farvel anoreksi. Farvel bulimi. Farvel spiseforstyrrelse.

PS. Nu er det min tur til at grine af dig!

Skrevet september 2016

Derfor er her så stille

17357373_10155275408725209_1207831376_o

Måske har I lagt mærke til, at der har været MEGET stille på bloggen den seneste tid. Det er ikke med min gode vilje, MEN der er kommet noget i vejen, som jeg har været nødt til at deale med.

Som jeg har skrevet engang tidligere, er jeg ikke meget for at skrive på bloggen, når jeg ikke har noget positivt at byde på. Mit mål herinde er selvfølgelig at sprede håb og være et forbillede for andre. Jeg har ikke lyst til på nogen måde at risikere at trigge nogen. Samtidig vil jeg også være ærlig over for jer og fortælle sandheden, som den er. Og da de seneste uger har været svære, har jeg ikke haft hverken lyst eller overskud til at dele min hverdag med jer. Jeg har mildest talt ikke haft det godt, og det må jeg så betale prisen for nu.

Jeg er pt. sygemeldt fra mit arbejde, fordi jeg simpelthen intet magter, og jeg har brug for at finde ro og mentalt overskud igen. Jeg har også været ved lægen og få talt min situation igennem. Heldigvis var hun utroligt forstående, og for første gang i lang tid følte jeg mig virkelig set. Jeg er blevet henvist til psykiatrien og håber på at kunne modtage noget behandling for nogle af de ting, jeg stadig kæmper med.

Med dette sagt kan jeg allerede mærke en tydelig forbedring. Det, at der er blevet taget hånd om problemet, og jeg har haft ro på den seneste uge, har givet mig tid til tænke nogle ting igennem og få slappet af. Samtidig må jeg også indrømme, at denne episode har gjort mig lidt bange. For tænk nu, hvis jeg slet ikke er kommet så langt, som jeg hele tiden påstår?  Måske er jeg slet ikke så stærk, som jeg tillader mig selv at tro. Og hvad nu, hvis jeg en dag IKKE  kan rejse mig igen, når en ny nedtur rammer?

Som I nok kan høre, har det virkelig sat gang i nogle tanker. Det gode er heldigvis, at det på ingen måde har påvirket mig til at ville tabe mig. Det fortæller mig blot, at jeg virkelig ER ovre min spiseforstyrrelse (selvom den selvfølgelig stadig er i mine tanker og forsøger at lokke). Men i det mindste er jeg stærk nok til at modstå. Jeg er kommet LANGT i forhold at acceptere den jeg er, men netop derfor har jeg også brug for snart at få afklaring på, hvorfor jeg stadig har disse voldsomme op- og nedture.

Som jeg skrev i et post på Instagram forleden, så er det, som om jeg enten et total overskudsagtig og fyldt med glæde og tro på fremtiden, eller også er jeg helt i kulkælderen og kan slet ikke overskue tanken om at leve. Det gør det lidt svært at slutte FRED med mig selv, når jeg hele tiden svinger så meget i humør og overskud. Og jeg tror jeg, har brug for noget professionel hjælp til at finde ud af, om denne del måske er noget, jeg kan overkomme? Eller er det noget, jeg simpelthen skal lære at leve med? Måske fejler jeg stadig noget – noget som ikke tidligere er blevet set, fordi spiseforstyrrelsen fyldte så meget og fjernede fokus fra, hvordan jeg VIRKELIG havde det. Jeg håber på snart at finde svar på disse spørgsmål.

Jeg håber selvfølgelig, I alle har det godt, og at I kæmper for jer selv

untitled-8