Jeg ville hellere dø

Derfor er her så stille

17357373_10155275408725209_1207831376_o

Måske har I lagt mærke til, at der har været MEGET stille på bloggen den seneste tid. Det er ikke med min gode vilje, MEN der er kommet noget i vejen, som jeg har været nødt til at deale med.

Som jeg har skrevet engang tidligere, er jeg ikke meget for at skrive på bloggen, når jeg ikke har noget positivt at byde på. Mit mål herinde er selvfølgelig at sprede håb og være et forbillede for andre. Jeg har ikke lyst til på nogen måde at risikere at trigge nogen. Samtidig vil jeg også være ærlig over for jer og fortælle sandheden, som den er. Og da de seneste uger har været svære, har jeg ikke haft hverken lyst eller overskud til at dele min hverdag med jer. Jeg har mildest talt ikke haft det godt, og det må jeg så betale prisen for nu.

Jeg er pt. sygemeldt fra mit arbejde, fordi jeg simpelthen intet magter, og jeg har brug for at finde ro og mentalt overskud igen. Jeg har også været ved lægen og få talt min situation igennem. Heldigvis var hun utroligt forstående, og for første gang i lang tid følte jeg mig virkelig set. Jeg er blevet henvist til psykiatrien og håber på at kunne modtage noget behandling for nogle af de ting, jeg stadig kæmper med.

Med dette sagt kan jeg allerede mærke en tydelig forbedring. Det, at der er blevet taget hånd om problemet, og jeg har haft ro på den seneste uge, har givet mig tid til tænke nogle ting igennem og få slappet af. Samtidig må jeg også indrømme, at denne episode har gjort mig lidt bange. For tænk nu, hvis jeg slet ikke er kommet så langt, som jeg hele tiden påstår?  Måske er jeg slet ikke så stærk, som jeg tillader mig selv at tro. Og hvad nu, hvis jeg en dag IKKE  kan rejse mig igen, når en ny nedtur rammer?

Som I nok kan høre, har det virkelig sat gang i nogle tanker. Det gode er heldigvis, at det på ingen måde har påvirket mig til at ville tabe mig. Det fortæller mig blot, at jeg virkelig ER ovre min spiseforstyrrelse (selvom den selvfølgelig stadig er i mine tanker og forsøger at lokke). Men i det mindste er jeg stærk nok til at modstå. Jeg er kommet LANGT i forhold at acceptere den jeg er, men netop derfor har jeg også brug for snart at få afklaring på, hvorfor jeg stadig har disse voldsomme op- og nedture.

Som jeg skrev i et post på Instagram forleden, så er det, som om jeg enten et total overskudsagtig og fyldt med glæde og tro på fremtiden, eller også er jeg helt i kulkælderen og kan slet ikke overskue tanken om at leve. Det gør det lidt svært at slutte FRED med mig selv, når jeg hele tiden svinger så meget i humør og overskud. Og jeg tror jeg, har brug for noget professionel hjælp til at finde ud af, om denne del måske er noget, jeg kan overkomme? Eller er det noget, jeg simpelthen skal lære at leve med? Måske fejler jeg stadig noget – noget som ikke tidligere er blevet set, fordi spiseforstyrrelsen fyldte så meget og fjernede fokus fra, hvordan jeg VIRKELIG havde det. Jeg håber på snart at finde svar på disse spørgsmål.

Jeg håber selvfølgelig, I alle har det godt, og at I kæmper for jer selv

untitled-8

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg ville hellere dø