HJÆLP!!! Jeg kan ikke passe mine bukser!

Farvel dårlige bodyimage

I forlængelse af mit forrige indlæg  om bodyimage“Hjælp!!! Jeg kan ikke passe mine bukser!” (læs det her), fik lige lyst til at fortælle jer om en WAUW-oplevelse, jeg havde forleden, der mindede mig om, hvor langt jeg egentlig er nået i forhold til at føle mig tilpas i egen krop.

Det skete forleden aften, da jeg havde gennemgået min aftenrutine med ansigtsrens og tandbørstning. Jeg lagde mig ind i min seng, hvor jeg gav mig til at læse i en bog. En halv time senere, da jeg rejser mig op for at slukke lyset, opdager jeg, at jeg ingen natbluse har på. Det skal siges, at dette er MEGET usædvanligt for mig, som ALTID sover med noget på for at dække overkroppen. Derfor kom det lidt bag på mig, at jeg sådan kunne ligge i bar overkrop med fuldt udsyn til mine bryster, uden at jeg skænkede det en tanke – i en HALV TIME!!

Før i tiden sov jeg endda som regel med natbukser OG sokker foruden blusen! For sandheden er, at jeg ikke rigtigt bryder mig om – eller måske rettere i datid brød mig om – at ligge næsten nøgen. Jeg føler, det er “forkert”, selvom det jo i virkeligheden er noget af det mest naturlige. Men pga. mange års spiseforstyrrelse, har jeg virkelig haft svært ved at forholde mig til min krop. Jeg plejede jo at væmmes ved den, så måske er det ikke så mærkeligt, at jeg i mange år har haft et behov for at gemme den væk under alt tøjet – også selvom jeg var helt alene. Men sådan har jeg det tydeligvis ikke længere – det var episoden i går et bevis på.

Jeg hviler efterhånden så meget i min krop, at jeg simpelthen ikke tænker over det, når jeg er nøgen eller delvist nøgen. Som oftest er jeg selvfølgelig godt KLAR OVER, at jeg er nøgen😂, men jeg væmmes i det mindste ikke ved mig selv. Sommetider tillader jeg mig endda at tænke, jeg har en flot krop. Det faktum, at jeg kan det, viser netop, hvor langt jeg er kommet i forhold til spiseforstyrrelsen og mit eget bodyimage. Jeg kan selvfølgelig stadig have svære dage, hvor jeg tænker dårligt om mig selv og min krop, men for det meste er jeg faktisk ganske tilfreds med, hvad jeg ser i spejlet. Og jeg er kun kommet hertil ved at huske rent faktisk at tale pænt til mig selv og min krop og dermed gøre det modsatte af, hvad de spiseforstyrrede og destruktive tanker forsøgte at overbevise mig om.

Jeg risikerer gerne faren for i nogles ører at lyde selvglad ved at skrive disse ord, for ved I hvad, jeg er STOLT af at være kommet hertil!!… Hvor jeg godt tør rose og anerkende mig selv og min krop for de gode ting, vi tilsammen indeholder. For jeg har lært at kun ved at tale PÆNT til mig selv og behandle min krop med RESPEKT ved at nære den og pleje den, kan jeg have det godt i mit liv. Og når jeg har det godt, kan jeg også bedre være der for de mennesker, der betyder noget for mig. Ved at acceptere MIG, har jeg ro nok til at kunne fokusere på andre. Jeg ved derfor også, at det at være selvglad i et stort omfang faktisk er ganske acceptabelt. Det behøver ikke være lig med, at man tror man er bedre end andre. At turde vise mig selv kærlighed har ført mig til, hvor jeg er i dag. Og det er INTET at skamme mig over – det ved jeg nu! Hvis ikke jeg havde kæmpet imod de konstant nedbrydende tanker i mit hoved og den dumme spiseforstyrrelse og på et tidspunkt tilladt mig selv at TRO på mig og mit værd, ville jeg slet ikke have en uddannelse, et arbejde, en vennekreds, et liv.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad min pointe i dagens indlæg er. Måske er det bare, at du skal huske at værdsætte dig selv og din krop. Start i det små. Sov i lidt mindre tøj om natten, stå lidt længere foran spejlet, når du har været i bad, øv dig i at kigge efter alt det gode, IKKE alle fejlene. Tillad dig bare at være! Du behøver ikke skjule dig, lægge bånd på dig selv eller forsøge at være nogen anden for at være god nok! For det er du allerede!!!

Stop med at lyt til spiseforstyrrelsen og de dumme tanker. Og start med at sæt pris på DIG! Det er sådan, man bryder sin spiseforstyrrelse. Eller i hvert fald symptomerne derpå. Man er selvfølgelig nødt til at arbejde med selve årsagen til den, men bottom line er, at hvis man skal have en chance for at overvinde spiseforstyrrelse, er man NØDT til at starte med et bryde op med de vaner og ritualer, som den har skabt.

Remember: You are beautiful – just the way you are

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HJÆLP!!! Jeg kan ikke passe mine bukser!