Pak med mig

Første feriedag i tårer

Okay, her kommer et ærligt indlæg, som altså ikke just byder på solskin og en masse opløftende ord. Men jeg har brug for at skrive dette. Brug for at dele det med jer. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg ellers skal gøre, eller hvem jeg kan snakke med. At skrive er det eneste, jeg kender til, som giver mig luft for mine tanker, uden jeg får at vide, at jeg overreager eller tolker forkert. Eller at jeg skal tænke anderledes. Dette er mine følelser – sådan som jeg har det – og det hverken kan eller bør jeg lave om på.

For sandheden er, at selvom jeg lige nu er afsted på ferie med min familie, føler jeg mig ensom – ikke alene – men ensom. For min familie forstår ikke, hvad jeg har at kæmpe med indvendigt. De forstår ikke, hvor ubetydelig jeg føler mig, når jeg næsten hele tiden må gentage mig selv, før de svarer på mine spørgsmål, eller når de taler forbi mig, når vi sidder og snakker. Det kan sagtens være, at det slet, slet ikke er med vilje, at de gør det, men det ændrer ikke på, at det rammer mig. Det gør ondt, og jeg føler mig overset og ligegyldig.

Jeg er i fagsprog det, man kalder for særligt sensitiv. Det betyder i bund og grund, at jeg opfanger og lagrer nogen indtryk dybere og længere end de fleste andre. Min sensitivitet fremstår især i sociale sammenhænge, hvor jeg ofte føler mig misforstået eller ramt af de ord, folk siger til mig (både direkte med ord og indirekte gennem deres kropssprog). Dette bringer mig ofte i sårbare situationer, hvor jeg bliver såret eller ked af det – også selvom de ord, som har frembragt denne følelse, ikke oprigtigt var ment sådan.

I dag er jeg ramt af denne følelse, og jeg ville ønske, jeg kunne tale med min familie om det, for i virkeligheden har jeg BRUG for at få talt om det. Men det har jeg prøvet før, og det plejer aldrig at ende særlig godt. Så selvom solen lige nu skinner udenfor, og jeg “burde” ligge ved poolen og slikke sol eller bade sammen med min familie, ligger jeg i stedet indendøre med døren lukket, gardinerne trukket for og trækker mig sammen i fosterstilling på sengen, mens jeg græder. Én dag inde i ferien, og jeg er allerede brudt sammen. For jeg føler mig simpelthen så ligegyldig og irriterende.

Der findes mange særligt sensitive derude, så jeg er bestemt ikke alene om det. Men man kan godt nok hurtigt føle det sådan. Især når man er omringet af mennesker, som IKKE er særligt sensitive, og som ikke forstår, hvor belastende og hårdt, det KAN være.

Det er først inden for de seneste år, jeg rent faktisk er blevet klar over, at der findes et term for det. Jeg har bare altid troet, at jeg var “forkert”. Hver gang jeg reagerede en smule voldsomt på noget, nogen sagde, fik jeg at vide, at jeg overreagerede. Jeg troede derfor, jeg var nødt til at lave om på mig selv for at være accepteret. Men nu har jeg efterhånden prøvet i mange år at lave om på mig selv og forsøge at tilpasse mig efter, hvordan jeg troede, jeg var nødt til at være, og jeg har sågar været ved at ødelægge både mig selv og min krop i denne proces.

Og faktisk føler jeg endelig – ENDELIG – jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg har forstået, at det er OKAY, at jeg har det sådan. At ting rammer mig hårdt, selvom de måske sjældent er ment sådan. For sådan ER jeg – det kan jeg ikke lave om på – og det bør jeg heller ikke. Det er jo den selv samme egenskab, der gør mig i stand til at holde af andre mennesker på den måde jeg gør, og som får mig til at gøre mig så umage for, at de skal have det godt. Jeg tænker i grunden temmelig meget over, hvordan forskellige ting påvirker andre mennesker, og jeg forsøger at undgå at bringe den mindste ubehag til folk omkring mig. Dette gør mig utrolig omsorgsfuld men selvfølgelig også ofte mere bekymret, end jeg ville ønske.

MEN… faktum er, at alt i alt, har jeg erkendt, at sådan har jeg det. Jeg er særligt sensitiv, og det må jeg gerne være. Det betyder ikke, at jeg er anderledes eller forkert, og at JEG skal indrette mig efter de andre. Det betyder dog heller ikke, at jeg ikke stadig kæmper med at acceptere det 100% og ikke mindst, at jeg arbejder på at finde ud af, hvordan jeg skal tackle de svære situationer, jeg lander i på grund af min sensivititet. Som for eksempel i dag, hvor jeg mest af alt har brug for at snakke med min familie, men i stedet lukker mig inde og græder, mens den ene selvbebrejdende tanker overtager den næste. Det har allerede hjulpet en hel del at skrive disse ord, men hvor ville jeg ønske, at andre mennesker forstod, hvor meget deres ord kan påvirke mig. Jeg tænker personligt meget over, hvordan de ting, jeg gør eller siger, rammer dem, så det mindste de kunne gøre, var da vel at gøre det samme for mig. Men sådan er verden desværre bare ikke indrettet.

Jeg håber virkelig, de af jer derude, som har det lidt på samme måde, at I IKKE føler jer forkerte eller tror, at I skal “pakke jeres sensitivitet væk”, fordi folk omkring jer mener, I overreagerer og mistolker forskellige situationer. Du er særligt sensitiv – IKKE forkert – og det er en del af det, der gør dig til lige netop den dejlige person, DU er♡

untitled-8

1 kommentar

  • Cindie Hoffmann

    Hej søde ❤
    Vil bare sige at jeg kan følge dig 100% i dette. Da jeg selv er – særligt sensitiv. Og kender alt det det du skriver. Verden kan være hård at være i, når man har det sådan. Og får mig giver det en masse tænke mylder og over tænkning.
    Sender dig et kæmpe knus ! Og håber du kommer ovenpå hurtigt og kan nyde resten af din ferie ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pak med mig