Jeg spiser lige hvad jeg lyst til!

Første kapitel af min bog!!

Det her er faktisk VILDT grænseoverskridende – på trods af at jeg her på bloggen MANGE gange har skrevet om min spiseforstyrrelse og kampen ud af den. MEN i dag deler jeg noget, jeg ikke har delt med andre end mine forældre før nu: det første kapitel af min bog. Jeg har egentlig skrevet hele 2 bøger, men indtil videre har jeg desværre ikke haft held med at udgive dem. Det betyder bestemt IKKE, at jeg har givet op på min drøm at udgive dem, og faktisk har jeg et stykke tid gået og overvejet, hvorvidt jeg skulle dele den med jer her på bloggen – kapitel for kapitel.

I dag har jeg taget skridtet videre og deler her det første kapitel af bogen.  Jeg ved endnu ikke, om jeg kommer til at dele flere kapitler med jer, for det kommer an på den respons, jeg får, og om der overhovedet er nogen interesse for at læse den. I skal lige være advaret om, at jeg altså beskriver en episode med opkast i detaljer. Men der bliver altså ikke lagt fingre imellem i denne bog. Jeg har beskrevet tingene, præcist som de var, og kampen mod en spiseforstyrrelsen er jo altså INGEN dans på roser – tværtimod!

Så… HER kommer det. Jeg håber, I vil tage godt imod det.

Kærlig hilsen Louise

Den første gang, jeg gør det, står jeg op af et buskads. Jeg har bevæget mig et godt stykke ned af den markvej, der løber bag vores gård og har fundet et sted i ly af nogle buske. Jeg vil være sikker på, at ingen opdager mig. Det er ikke mit første forsøg. Jeg har prøvet det før, hjemme på badeværelset. Jeg husker, hvordan jeg hele tiden måtte være på vagt. Jeg spidsede ørerne efter de mindste lyde eller tegn på, om nogen skulle befinde sig i nærheden. Selvom jeg forsøgte med forskellige tricks, jeg havde læst om på nettet – to fingre i halsen, en tandbørste, forestillede mig de mest ulækre ting – skete der ikke noget. Jeg pressede sikkert ikke hårdt nok. Måske var jeg bare for svag til at turde? Eller måske var det frygten for at blive opdaget af nogen, der holdt mig tilbage? I hvert fald endte jeg med at opgive. Men ét mislykket forsøg er ikke nok til at afholde mig fra at gøre det igen. Denne gang er jeg opsat på at få det til at lykkes. Jeg er desperat efter at komme af med maden – den klamme fornemmelse indeni. Følelsen af mæthed. Følelsen af at have mistet kontrollen.

Denne dag bag busken er første gang, det lykkes mig at få mere end spyt og en smule syre op. Og denne gang stikker jeg ikke bare to fingre men samtlige fingre i halsen. Jeg presser også lidt hårdere. Der begynder at komme noget ud, og jeg ser rester af aftensmaden aftegne sig i små brækklatter, idet de lander på buskadset og drypper videre ned på jorden foran mig. Jeg væmmes i første omgang ved synet, smagen og tanken om, hvad jeg gør ved mig selv. Men jeg vælger at ignorere det. Tvinger mig til ikke at tænke for meget over det, ganske uvidende over for de konsekvenser, som denne handling kommer til at have for de næste mange år mit liv.

Ovenstående episode fandt sted i begyndelsen af, hvad der skulle vise sig at blive til 10 års kamp mod en altopslugende spiseforstyrrelse. I denne bog fortæller jeg historien om, hvordan min spiseforstyrrelse startede, udviklede sig og ikke mindst, hvordan det i sidste ende lykkedes mig at få bugt med den.

For mange mennesker er det ofte svært at forstå, hvorfor nogen udvikler en spiseforstyrrelse. De kan ikke forstå, hvordan det kan være svært at spise, eller hvordan nogen kan finde på at tvinge sig selv til at kaste op efter at have spist. Jeg mindes selv at have været en af de, der blot rystede på hovedet og gjorde grin, når jeg hørte om folk med spiseforstyrrelser. Jeg var sikker på, de bare gjorde det for at tiltrække sig opmærksomhed. Få år senere var jeg ikke længere én af de, der hørte om dem, så dem på tv og læste om dem i bladene. Jeg var én af dem. Jeg måtte indse, at jeg havde taget fejl i at dømme disse mennesker så hårdt. Min spiseforstyrrelse var ikke noget råb på opmærksomhed, men rettere en tavs handling, der hjalp mig til at udtrykke den smerte, jeg følte indvendigt. Jeg gjorde det, fordi en del af mig troede, at jeg ville få det bedre med mig selv.

I virkeligheden er maden blot et symptom på spiseforstyrrelsen og for at komme ud af en spiseforstyrrelse, kræver det, at man arbejder med selve årsagen bag den. Bogen her handler derfor heller ikke kun om måden min spiseforstyrrelse kom til udtryk på men i særlig grad om de ting, der lå til baggrund for den; om min indre usikkerhed og lave selvværd. Det, som dybest set var grunden til dens eksistens. Ved at kontrollere maden og vægten søgte jeg at tilfredsstille et behov for kontrol, anerkendelse og opnå en følelse af selvtillid. Jeg gav vægten lov at definere, hvorvidt jeg var god nok. Det var en stor fejltagelse, som jeg har måttet bøde for gennem mange år af mit liv.

Nogle vil påstå, at det er samfundets skyld. At presset fra omverdenen leder os til den opfattelse, at vi skal være eller se ud på en bestemt måde for at være ”gode nok”. Jeg er ikke afvisende over for denne påstand men ved samtidig, at der skal mere til, førend man går så vidt som til at udvikle en decideret spiseforstyrrelse. Gennem min bog vil du blive præsenteret for forskellige årsagsfaktorer, som jeg mener har været medvirkende til udløsningen og fastholdelsen af min spiseforstyrrelse. Der er tale et sammenspil af flere faktorer, herunder både individuelle, sociokulturelle og familiemæssige faktorer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at påvirkningen fra omverdenen og vores færden rundt på de sociale medier kan være med til at sløre vores selvsyn og påvirke vores selvopfattelse i negativ retning. Og vi er nødt til simpelthen at finde vores egen vej gennem dette mylder af uopnåelige skønhedsidealer og opstillede succeskriterier og lære at se det smukke og unikke i det, vi hver især har at byde på. Vi skal, sagt med andre ord, lære at ”flyve med egne vinger”. Med denne bog vil jeg gerne vise, at det er muligt at kæmpe sig ud af sin destruktive adfærd og få opbygget en større selvtillid og tro på sig selv. Én, som er stærk nok til, at man ikke konstant behøver måle sig ud fra sine præstationer, sin vægt, sit udseende eller andres bekræftelse.

I bogens kapitler vil jeg gennemgå min historie ved hjælp af dagbøger, digte og erindringsglimt fra mit sygdomsforløb med tilhørende forklaringer og uddybelser. Uanset, hvad dine udfordringer og dit motiv til at læse bogen er, og hvad enten du selv kæmper med en spiseforstyrrelse, kender nogen, som gør, eller blot læser bogen af interesse for emnet, håber jeg, at du vil bruge den til noget positivt, og at den vil gøre dig klogere på nogle af de ting, du selv og andre kæmper med. Med de ord håber jeg, at du vil få glæde af min bog, og den vil sætte gang i nogle positive refleksioner om dig selv, din krop og livet generelt.

Læs næste kapitel her.

untitled-8

4 kommentarer

  • Sarah

    Hej Louise, tak, fordi du deler lidt af din bog! Hvor er det godt skrevet. Jeg får helt lyst til at læse den, fordi jeg gerne vil blive klogere på, hvordan man kan finde vejen ud af spiseforstyrrelsen. Da jeg læste starten, kunne jeg genkende mig selv lidt. Derfor kan jeg også blive lidt bekymret for, om det vil kunne trigge mig at læse bogen. Men som jeg forstår det, vil bogen vise muligheder for at arbejde med sig selv for at få det bedre. Igen, tak, fordi du deler <3 kh Sarah

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise L

      Hej Sarah,
      Mange tak for din respons – det betyder super meget for mig! <3 Mit mål er helt bestemt IKKE at trigge nogen, men ja desværre ved jeg jo også godt, hvor nemt det kan være blive trigget af den slags – især når man selv står i det – hvilket også netop er desværre med den slags bøger. Jeg har stadig overvejelser om, hvorvidt jeg skal dele flere kapitler, og i så fald vil jeg forsøge kun at udvælge de kapitler, som jeg synes er allervigtigst og giver det bedst mulige indblik i min spiseforstyrrelse og vejen ud af den – uden at trigge alt for meget. Jeg håber i hvert fald, hvis du læser med, at du bliver mere inspireret til at kæmpe IMOD, end du bliver trigget af det. De kærligste tanker til dig <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah

      Hej Louise,
      det kan jeg godt forstå 🙂 Ligemeget, hvad du beslutter, så er det super sejt af dig at dele lidt af din historie her <3 knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise L

      Tak søde – så dejligt at vide! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg spiser lige hvad jeg lyst til!