Hvor langt skal man gå for sit udseende?

fd530e36-1fba-41a1-b99f-f637e63cae49

Som jeg delte med jer i et indlæg forleden, har jeg netop fået foretaget min 3. behandling med fraktioneret Co2-laser, da jeg forsøger få mindsket nogle acnear i mit ansigt. Jeg har gennem de seneste år opsøgt og afprøvet samtlige former for behandling, hvor intet simpelthen har hjulpet, så jeg leder stadig med lys og lygte efter en behandling, som rent faktisk gør en forskel. I øjeblikket får jeg lavet det, der hedder fraktioneret CO2 laser, hvor man går ind og laver små huller i huden, så den kan opbygge sig og hele pænere sammen igen.

For de fleste kommer det helt som en overraskelse, at jeg overhovedet får lavet noget, og mange ved slet ikke, hvor ekstremt påvirket jeg har været af mine ar de seneste mange år. De ved ikke, at jeg mange dage er nødt til at undgå spejlet, fordi jeg får det dårligt af at se på mine ar, og at jeg på de helt slemme dage ikke kan gå uden for min dør på grund af det. Men det kan da også være svært at få øje på disse “fejl” inde under al makeuppen, smilet og de utallige filtre (på billeder), der er lagt oven på for at skjule dem.

Mange kan i øvrigt slet ikke forstå, hvorfor jeg er så ked af mine ar, for i deres øjne er det slet ikke noget særligt. Når jeg viser dem arene, kan de godt få øje på dem, men det er ikke noget, de tænker over, når de er sammen med mig, siger de. Men det ændrer desværre ikke på, at jeg selv er RIGTIG ked af og ærgerlig over mine ar, som i øvrigt skyldes, at jeg gennem årene har pillet meget i urenheder og bumser.

Et eller andet sted ville jeg da virkelig ønske, at jeg bare kunne acceptere dem som en del af mig, men det kan jeg simpelthen bare IKKE. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal gå og være så ked af det over noget, som der rent faktisk kan gøres noget ved. Derfor har jeg også gået langt i min søgning for at finde den rette behandling “bare” for at ændre noget ved mit udseende.

Nogle vil måske mene, at det er en smule paradoksalt af mig at få gjort dette, når nu jeg er så stor en fortaler for, at man skal acceptere og lære at se det smukke i den, man er. Og jeg må da også indrømme, at jeg er en smule stødt over, hvor mange der får lavet noget i dag – lige fra botox til skønhedsoperationer. I bund og grund har vi nok alle har noget, vi gerne vil lave om på ved vores udseende, og med de mange muligheder, vi har er i dag, er der da også RIGTIG mange, som får gjort noget ved det.

Umiddelbart kan jeg ikke se det forkerte i at få lavet noget, hvis det påvirker én i ekstrem grad og måske oven i købet nedsætter livskvaliteten. Men samtidig kan jeg heller ikke undlade at indrømme, at jeg ville ønske, at der var færre, som fik lavet skønhedsoperationer, fordi de jo ER smukke i forvejen.

Dét, at vi vælger at bruge så mange penge og gå til ekstremer for at få ændret vores udseende er nok i virkeligheden en af følgevirkningerne af det “perfekte” samfund vi lever i. Vi ved jo godt allesammen, at vi ikke ER perfekte, men alligevel vil vi helst fremstå så perfekte som muligt. Det er lidt et svært dilemma, for hvordan kan vi vide med sikkerhed, at de ting vi gør, ikke er for andres skyld – men for vores egen? Jeg tror desværre, der er en del derude, som vælger at få lavet noget ved udseendet ud fra en forestilling om, at både de selv andre vil kunne lide dem bedre for det.

SÅ… Hvor langt skal man gå for udseendets skyld? Jeg mener, det VIGTIGSTE er, at du gør det for DIN skyld – ikke for andres. Du skal gøre det, fordi det betyder noget for DIG, og fordi det vil gøre DIG gladere.

Med det sagt, skal det også siges, at det selvfølgelig også forudsætter, at man i forvejen har en vis selvsikkerhed og tro på, at man er noget værd. Jeg mener ALDRIG, man bør få lavet noget ved sig selv på det grundlag, at man gerne vil have det bedre med sig selv og ud fra troen om, at en pænere næse, et sæt større bryster eller en slankere krop vil være svaret. For det vil ens udseende aldrig kunne “rette op” på. Det er en følelse, som skal komme indefra. Det er i alt fald noget af det vigtigste, som min spiseforstyrrelse har lært mig.

Hvad mener I, og hvor langt vil I selv gå for udseendets skyld? Jeg synes, det er en sindssygt spændende diskussion, og jeg vil super gerne høre lidt mere om jeres holdninger til emnet, så skriv endelig en besked i kommentarfeltet.

Følg mig på Instagram, Bloglovin og Facebook

Sådan ser jeg ud efter Co2 fraktioneret laser

Ja, jeg ved godt, at det altså ikke just er attraktiv syn det her. Men det er nu engang sådan jeg ser ud lige efter en ordentlig omgang behandling med fraktioneret Co2 laser:

23897328_10156044909980209_1861160189_o-2

Den korte forklaring på, hvorfor jeg har fået gjort dette er, at jeg forsøger at formindske nogle af de mange ar, jeg har fået efter mange års akne og urenheder, som jeg har pillet i. Hvis du gerne vil høre lidt mere om dette, så se min video her.

Det ser selvfølgelig kun så voldsomt ud, fordi det bløder de første timer efter behandlingen. Men så snart blodet størkner, og man kan vaske det af, ja så ser det faktisk ikke så skræmmende ud mere:

23960850_10156044909840209_1310314606_o-2

24116371_10156053595050209_464588984_o-2

Som I kan se er det ret hurtigt til at hele, og allerede 4 dage efter ser de behandlede områder næsten neutrale ud i forhold til min egen hudfarve. Jeg skal selvfølgelig stadig helst undgå for meget makeup og smører med en masse fed og fugtighedsgivende creme. Det er godt nok ikke det lækreste at rende rundt med vaseline i fjæset (især når håret sætter sig i det), men jeg synes det er lille pris at betale for at opnå en (forhåbentligt) pænere hud.

Det er nu 3. gang jeg får lavet fraktioneret Co2 laser, men det er første gang, jeg får det lavet på så stort et område på én gang. Jeg håber selvfølgelig på snart at kunne se nogle gode resultater på min hud.

Jeg må indrømme, at det er lidt af en sej omgang at være igennem. Jeg har nu gået til behandlinger på Marselisborg i mere end 1 år og har indtil videre ikke set den store virkning. Der er som regel godt 3 måneder mellem mine behandlinger med en pause henover sommeren, da man ikke må få sol på området de første måneder efter behandlingen.

Jeg har stadig flere behandlinger til gode og skal have den næste i starten af det nye år. Men selvom det er en lang og strid proces, forsøger jeg fortsat at være optimistisk og håber på det bedste. Jeg må lige væbne mig med lidt mere tålmodighed og se en glæde i de små fremskridt.

untitled-8

Skal jeg bare give op?

Jeg ligger forpint og forgrædt på badeværelsetsgulvet – fyldt op af mørke tanker, håbløshed og følelsesmæssig tomhed. Den slags tomhed, der får livet til at føles så uendeligt ligegyldigt, og som får mig til at tænke, at det måske er på tide at give op? At sige; jeg kæmpede hvad jeg kunne, men nu kan jeg ikke mere. Aldrig har jeg været så langt fra mig selv, som jeg er nu. Ikke at jeg ved, hvad eller hvem jeg overhovedet er. Alt jeg ved er, at jeg ikke kan holde ud at have det sådan her…

Dette skrev jeg ned i går aftes efter en svær episode. Den slags episoder, som jeg sjældent deler med nogen – ikke engang min familie – men alligevel oplever alt for ofte. Men er jeg nødt til at komme ud med det… Jeg kan ikke gå med det alene, for jeg er bange for, at hvis jeg holder det inde, rammer jeg snart kanten – og så er det ikke længere en mulighed, om jeg vil hoppe – jeg kommer til falde hårdt, om jeg vil det eller ej.

Jeg har aldrig lagt skjult på herinde, at jeg kæmper en ekstremt svær kamp ofte – for ofte. De fleste af os kæmper med hver vores og rammer muren af og til. Men når man rammer muren så hårdt, at livet ikke længere synes værd at kæmpe for – og det sker med kun få dage og sommetider timers mellemrum – tror jeg godt, jeg kan tillade mig at sige, at jeg kæmper lidt hårdere end flertallet (forhåbentligt da!!!)

Et eller andet sted burde jeg måske slet ikke poste noget så ærligt og sårbart som dette, og jeg har bestemt ikke lyst til at drage andre med ind i mine elendigheder. Men for mig er bloggen et frirum, hvor jeg kan dele alt fra outfit-inspiration til tabu-belagte emner, og derfor vil jeg heller ikke holde mig tilbage fra at dele et så alvorligt emne som selvskade og selvmordstanker.

Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, der kæmper så svært med sit indre, at selvbebrejdelser og sommetider selvmordstanker er en nærmest hyppig del af hverdagen. Og jeg vil for alt i verden gerne lade disse mennesker vide, at de IKKE er alene!

Faktisk kan jeg slet ikke huske et tidspunkt i mit liv, hvor jeg nogensinde har haft en længere periode helt UDEN episoder som denne. Episoder hvor jeg har tænkt, om jeg overhovedet skulle blive ved med at kæmpe. Episoder hvor jeg har tvivlet på mit eget værd og min ret til eksistens her i verden.

Og jeg tror heller ikke på, at det er slut med at føle dette – eller det VED jeg, det ikke er. Jeg er en MEGET følsom person, og jeg er så kritisk mod mig selv, at jeg helt naturligt også forventer det værste af andre. Ikke at jeg dømmer andre, men jeg tror automatisk, at de dømmer MIG negativt. Og det spænder ofte ben for mig i hverdagen, da jeg – selvom jeg gør ALT hvad jeg kan for at fremstå og agere “normalt” – ikke kan undgå den her følelse af at være forkert – ikke at slå ordentligt til. Det er hårdt at gå med disse tanker om sig selv, og sommetider rammer jeg derfor muren, hvor jeg tænker på, om jeg måske i virkeligheden bare skal give op.

Det er selvfølgelig noget, jeg arbejder på at ændre, for jeg har ikke lyst til at disse tanker skal komme i vejen for alle mine drømme og ambitioner i livet. Jeg har faktisk mærket en positiv fremgang igennem de seneste år, hvor jeg gradvist har afprøvet og udviklet min egne forskellige “teknikker”, der gør det en smule nemmere for mig at slippe kritikken og i stedet tro på mig selv og mit eget værd. At give mig selv lov til bare at VÆRE uden hele tiden at skulle præstere – fordi dét i sig selv er nok.

Men det er ikke nemt – især når det er blevet så indgroet og naturlig en del af ens personlighed, som det er for mig. Og som en psykolog så klogt sagde til mig forleden, så udvikles vores personlighed fra vi er helt små til vi er omkring 20, så hvis vi ønsker at ændre noget efterfølgende, kan vi godt forvente, at det kommer til at tage pænt lang tid.

Det er vanvittig hårdt og frusterende, og de fleste dage er jeg gudskelov i stand til at kæmpe videre på trods af mange opgivende tanker og følelser om mig selv og livet. Men der er også stadig mange dage/episoder som i går, hvor jeg mest af alt har lyst til bare at give op. Og de dage må jeg acceptere som en del af processen – også selvom de gør fandens ondt! For jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at holde fast i og tro på, at jeg selv og livet under alle omstændigheder ER kampen værd.

Jeg håber, dette indlæg gav bare en lille smule mening. Hvis du har læst det hele, vil jeg bare sige tusind tak fordi du læste med. Jeg håber – trods det lidt dystre indhold – at du tager noget brugbart med fra det♡

Julen er på vej // kommende julegiveaway

d38e76af-d401-457c-a1b1-353b699b10b6

24008805_10156049426760209_1251033474_n

I går var jeg til Black Friday med en veninde i Kolding Storcenter. Der var simpelthen så smukt pyntet op med lyskæder og juletræer, og det fik virkelig bragt den indre julestemning frem. Vi nærmer os jo med hastige skridt december måned, og nu begynder jeg så småt at glæde mig. Jeg glæder mig ikke mindst til de mange hyggelige julestunder med venner og familie, hvilket uden tvivl er det allerbedste ved julen, hvis man spørger mig (og så selvfølgelig gaverne☺)

0ad79b95-e715-49ee-b28e-a380388987b4

Hvis I følger med på min Instastory har I måske set, at jeg i går løftede sløret for en kommende giveaway. Jeg har nemlig tænkt mig at forkæle en af jer læsere med en lækker gave i December måned (måske kan I gætte jer til, hvor den er fra ☺)  Så hold øje her på bloggen eller Insta, hvis I ønsker at deltage – jeg afslører produkterne, og hvad du skal gøre for at deltage i starten af december måned♡

untitled-8