Jeg er slet ikke så alene

I søndags var jeg med i programmet TVÆRS på p3. Det var en mega fed oplevelse, og jeg er simpelthen så fyldt med taknemmelighed over al den opbakning, støtte og ikke mindst den brugbare respons, jeg fik ud af det. Vi fik talt om det tabuberørte emne “sex når det er svært”, hvilket jeg skrev lidt om i mit forrige indlæg, alt imens lytterne havde mulighed for at ringe og skrive ind med gode råd og erfaringer fra deres eget liv.

fde0bc04-eef1-41e4-85b3-62a50441d372

Fotograf: Frederik Højfeldt Nielsen

Det var første gang, programmet blev sendt live fra studiet, og det var med nerverne uden på tøjet og sommerfuglene florerende i maven, at jeg stillede mig foran mikrofonen og fortalte åbent og ærligt om, hvordan sex for mig er præget af angst og skamfuldhed.

Men det gik hurtigt op for mig, at jeg langt fra var alene, da sms’erne og opkaldene på telefonen til p3 begyndte at tikke ind. Det var nærmest en befrielse at høre, at andre havde oplevet nogle af de samme følelser og tanker omkring sex. Og flere kom med fortrøstende ord og gode råd.

Alt i alt var det en rigtig positiv oplevelse, som jeg er glad for at have haft del i. Jeg er mega taknemmelig for opbakningen både fra det skønne hold på p3 og de mange lyttere, der skrev og ringede ind og delte ud af egne råd og erfaringer♡

Hvis man har lyst til at høre/genhøre programmet, er den udkommet som podcast.

untitled-8

Jeg er bange for sex

terrifying GIF

Sex. En naturlig ting, som de fleste af os har. Og på en eller anden måde lader der til at eksistere en forskruet og misforstået illusion om, at sex for os alle er fantastisk og ukompliceret.

I dag skal det handle om, når forholdet til sex bliver anstrengt eller præget af frygt og skam. Et emne, jeg aldrig før har berørt på bloggen – og faktisk kun talt om i strengeste fortrolighed blandt veninderne. Men som så mange andre tabuer vil jeg gerne være med til at nedbryde det… Ved at stå frem og fortælle min historie håber jeg på at kunne skabe en større forståelse, indsigt og et fællesskab omkring noget – som trods dets manglende omtale – helt sikkert er noget, som mange rent faktisk kan relatere til.

For mig har forholdet til og synet på sex i mange år været omfattet af en stærk følelse af at være alene – og forkert. I hvert fald ikke som hos de fleste andre. Lysten til sex var nærmest ikke-ekstisterende, og jeg var 23, før jeg første gang kastede mig ud i samleje med en fyr. Det var ekstremt smertefuldt, og jeg endte med at sige fra, før vi overhovedet var kommet ordentligt i gang. Først 2 år senere prøvede jeg igen, og oplevelsen var ikke meget bedre. Nu er jeg 26, og lysten til sex er stadig meget begrænset. Faktisk er jeg lidt bange for det. Det føles grænseoverskridende og næsten pinligt at indrømme. For det er jo ikke normalt – er det?

Jeg føler i hvert fald en vis utilstrækkelighed i og med, at jeg ikke kan leve op til samfundsidealet og forventningen om, at sex er noget, vi alle har eller bør have et naturligt forhold til. Det er først for ganske nylig, at jeg er begyndt at turde åbne op for og indrømme over for både mig selv og andre, at jeg har et anstrengt forhold til det. Og en aften for blot en måned siden tog jeg den nervepirrende beslutning at skrive en besked til Sara fra programmet TVÆRS, der er et rådgivningsprogram for unge. Her kan man skrive ind og dele nogle af de udfordringer og svære situationer, man går igennem.

Min besked blev af Sara modtaget med en helt utrolig hjertevarm forståelse og ikke mindst respekt. Jeg fik mig efterfølgende en rigtig god snak med hende over telefonen, og det endte ud i, at jeg sagde ja til at dele min historie via det ugentlige radioprogram, som TVÆRS afholder på P3 søndag aften… Og i aften er jeg altså gæst!! Jeg er edderspændt og nervøs, men jeg føler mig ganske tryg og i gode hænder hos Sara og hendes dygtige kolleger.

Hvis du synes, det lyder interessant, kan du jo lytte med i aften kl. 20.03 på P3, når jeg sammen med den skønne vært Sara Bovin tager den åbne og ærlige snak om sex, og hvordan det har påvirket mit liv at have et så anstrengt og på mange måder skamfuldt forhold til det. Jeg håber selvfølgelig, at der sidder nogen derude og lytter med, som vil kunne drage noget fra programmet. Og så håber jeg ikke mindst selv at gå derfra med et par gode råd i bagagen.

Det er i hvert fald vigtigt at få talt om dét, der er svært, for man kan hurtigt komme til at føle sig alene uden at ane, at der faktisk er mange andre, som deler det samme syn eller går igennem lignende udfordringer, som dem man selv står i.

Jeg håber, I vil tage rigtig godt imod dette indlæg og ikke mindst programmet, hvis I lytter med i aften. Og så er I som altid velkommen til at kommentere eller (hvis du ikke ønsker at gøre det i det offentlige rum) skrive en besked til mig via bloggens Facebook profil.

Sidst men ikke mindst håber jeg, I vil tage godt og kærligt imod min åbenhed♡

untitled-8

DECEMBER HAUL

Så fik jeg endelig filmet og redigeret en december haul. Det er ved at være et godt stykke tid siden jeg sidst uploadede til kanalen, men nu er jeg tilbage og klar på at kréere en masse (forhåbenteligt) fedt indhold i 2018. Der vil komme flere videoer som denne, men det primære fokus vil helt klart være på emner som sundhed og selvomsorg. Det vil I høre om i næste uge.

Jeg håber, I vil nyde videoen, og så må I ellers bare have en rigtig dejligt lørdag♡

Er du sund?

Når det kommer til nytårsfortsæt, står sundhed ofte øverst på listen for mange af os. Det tæt-pakkede fitness-centret i januar er et ret tydeligt bevis herpå.

Men hvad er sundhed egentlig? Er fx du sund, hvis du går i fitness 5 gange i ugen? Er du sund, hvis du lever af grøntsager og fisk? Er du sund, hvis du aldrig spiser slik, kage eller hvidt brød?…

Ikke nødvendigvis. Spørgsmålet om hvad sundhed er, har IKKE noget simpelt svar. I virkeligheden er sundhed en blanding af mange ting – rigtig mange ting – og hvad der er sundhed for dig er ikke nødvendigvis sundhed for mig.

 

16981bcb-9a17-4064-aae3-eee91ecdcde3

Vi ved alle, at vi helst skal dyrke motion og spise varieret. Men betyder det så også, at hvis vi IKKE dyrker motion en halv time hver dag og ikke spiser den mængde grønt, som sundhedsstyrelsen anbefaler, så er vi per definition ikke sunde?

NEJ! Man kan slet ikke stille det op så sort på hvidt. Selvfølgelig er der det rent fysiske aspekt, at kroppen har godt af motion, og den gerne skal have den rette mængde af de forskellige næringsstoffer. Helt overordnet så handler sundhed om balance – balance i både sind og i krop. Problematikken består i, at vi lever i en verden, der er så spækket med information og råd til, hvordan man bliver sund, at det er svært at finde hoved og hale i, hvad der RIGTIGT.

Men… der findes jo ikke noget rigtigt svar. Ingen kan komme og sige til dig, hvad du skal gøre for, at DU føler dig sund og godt tilpas i din krop. Det handler derfor om at finde ud af, hvad DU har det bedst med, og hvad der giver dig følelsen af velvære, energi og BALANCE. Det er en proces, men én ting er sikkert; At lade samfundet definere, hvad der er sundt for dig vil aldrig kunne stille dig 100% tilfreds med, hvordan du spiser eller træner.

For mig er sundhed…

❥ At jeg har det godt i min krop – både rent fysisk – men også godt med hvordan den ser ud.

❥ At jeg LYTTER til min krop og sørger for at tilfredsstille dens behov.

❥ At jeg kun presser mig selv hårdt, når det i sidste ende vil gavne mig.

❥ At kunne kende forskellen mellem, hvad der gavner mig, og hvad der ikke gør.

❥ At kunne spise chokolade og andre samfundsopfattede “usunde” varer UDEN at få dårlig samvittighed.

❥ At jeg stopper med træningen, mens legen er god. Ellers bliver det hurtigt meget uoverskueligt, og jeg ender med at holde alt for lange pauser fra træningen, hvilket hverken gavner min fysiske tilstand eller min indre følelse af velvære.

❥ At jeg føler en værdi i det, jeg laver til dagligdag og oplever små øjeblikke af glæde HVER dag og husker at REGISTRERE dem trods de negative ting, som ellers er gode til at stjæle spotlyset fra alt det positive.

❥ At jeg tillader mig at mærke både glæde og stolthed og samtidig accepterer følelser som angst og vrede som en del af mig, der er OKAY.

For mig handler sundhed altså ikke kun om det fysiske. Det handler lige så meget om det mentale aspekt, nemlig at jeg føler mig i balance med mig selv og mine følelser, at jeg har et rigt socialt liv, og jeg føler en værdi i det, jeg beskæftiger mig med til hverdag. Hvad er sundhed for dig?

Drømme for 2018

Jeg synes, det er ret vildt, at vi nu kan skrive 2018 i kalenderen. Tiden flyver afsted, og især de sidste 6 år af mit liv er VIRKELIG gået stærkt, føler jeg selv. Nogle gange ville jeg ønske, der lige var en stopknap, man kunne trykke på, så jeg havde mulighed for at nå lidt flere af de ting, jeg gerne vil. Desværre findes den ikke.

Et af mine nytårsfortsæt vil derfor helt sikkert være at få det bedste ud af den tid, jeg nu engang har. Og så vil jeg forsøge at arbejde mere målrettet og effektivt hen imod de mål, jeg skaber hen af vejen. OM jeg når dem, kan jeg ikke vide på forhånd, men jeg vil gøre mit allerbedste og samtidig huske at lytte til mig selv, min krop og de behov jeg mærker. Jeg skal ikke opnå målene for enhver pris.

Og som I jo nok ved, er det heller ikke muligt at planlægge alt. Der er mange ting, som sker uventet, og som kan komme i vejen for de planer, man oprindeligt havde udtænkt sig. Som jeg nævnte i mit forrige indlæg, er mine mål derfor aldrig helt specifikke eller tidsbestemte, da jeg har dårlig erfaring hermed. Samtidig er nogle af mine nytårsfortsæt også lidt mere til den utraditionelle side. Jeg prøver i det hele taget at undgå at sætte for store og urealistiske mål, som jeg bare ender med at fejle.

Med det sagt, kommer her mine planer/drømme for år 2018:

❥ Jeg vil fortsætte min hudbehandling og drømmer om at opnå en pænere hud i 2018.

❥ Jeg vil forsøge at tale pænere til mig selv og bebrejde mig mindre for de ting, jeg ikke kan gøre, som jeg havde håbet.

❥ Jeg vil øve mig i at mærke og sætte ord på min egne følelser.

❥ Jeg vil forsøge at tale pænere til mig selv og bebrejde mig mindre for de ting, jeg ikke kan gøre, som jeg havde håbet.

❥ Jeg vil gerne finde mig et arbejde/en uddanelse, som motiverer mig og giver mig glæde og overskud i hverdagen.

❥ Jeg vil bestræbe mig efter at løbe eller træne i fitness mere regelmæssigt og blive bedre til at træne med måde, så jeg undgår at køre træt og holde for lange pauser.

Som I nok kan læse, skriver jeg de fleste af gangene  “jeg vil forsøge“. Det gør jeg, fordi jeg jo altså ikke kan vide, om disse ting kan lade sig gøre. Jeg er meget påpasselig med at sætte direkte “krav” til mig, da jeg har erfaring med, at det ofte bare fører til flere selvbebrejdelser, end hvad godt er. Jeg ender altid med at blive skuffet, hvis jeg ikke når de mål, jeg har sat mig. Og måske bør et af mine nytårsfortsæt derfor også være at øve mig i, at det er okay ikke at have en plan for alting.

Har I nogen nytårsfortsæt for 2018?

untitled-8