En hverdag af kaos

Må jeg gerne være glad?

I dag skal det handle om noget, som jeg da aldrig troede skulle blive et problem for mig. Efter mange års selvhad og kamp mod destruktive og selvsaboterende tanker, mærker jeg, hvad jeg tror, er følelsen af oprigtig glæde… Jeg mærker i alt fald en ro i maven, som jeg ikke mindes før at have haft. Jeg kan trække vejret ubesværet og VÆRE i min krop, uden det på nogen måde føles anstrengt for mig. Sikken underlig følelse!

Jeg er blevet så vant til at at være fyldt af tankekaos og anspændthed, at jeg simpelthen havde glemt, hvordan det føles at have det afslappet i min egen krop. Og i virkeligheden er det jo en fantastisk rar og befriende følelse, men alligevel – ja alligevel så mærker jeg en tvivl indeni, der får mig til at tænke, om jeg nu også kan tillade mig at være glad?

Så da jeg sad forleden dag til terapi og skulle svare min behandler på, hvordan jeg egentlig havde det, var det faktisk med modstridende følelser i kroppen, at jeg fik fremstammet: “Jeg har det faktisk rigtig godt! – tror jeg…“, tilføjede jeg så. Og straks efter ordene havde forladt min mund, fortrød jeg dem. Jeg VILLE rigtig gerne være okay med at sige dem højt, men der var alligevel en tvivlende fornemmelse i baggrunden, der forsøgte at stride imod. For var det nu også okay? jeg gerne være glad?

161d3014-d613-40e1-b189-f40ff3144663

Efter mange år med selvsabotage og depressive og destruktive tanker, kan det føles helt forkert og faktisk en smule angstprovokerende at mærke glæde. Det lyder sikkert helt skørt, for i virkeligheden bør man jo bare NYDE det gode, mens det står på. Men frygten for, at det går galt igen, holder mig tilbage. Jeg ved jo godt, at det nok ikke fortsætter for evigt med at være godt, og at jeg med allerhøjeste sandsynlighed vil ramme ind i svære perioder igen. Sådan er virkeligheden jo for os alle. Men hvordan kan jeg overhovedet nyde glæden, når jeg ved, den er på lånt tid?

Samtidig er jeg også bange for, hvilke krav og forventninger, der eventuelt måtte høre med, hvis jeg nu får det godt. For hvad nu, hvis de så bare forventer, at jeg er rask og dropper min behandling? Regner de med, at jeg bare klarer det hele selv fremover? Bare tanken om det bringer anspændtheden tilbage i min krop – den velkendte blanding af ubehag, tristhed og angst.

Dybest set ved jeg godt, at mine tanker er irrationelle, for jeg går jo netop i behandling, fordi jeg igennem mestedelen af mit liv har været præget af de her ekstreme op- og nedture. Det ved min behandler, og ergo ved hun også godt – ligesom jeg – at der kommer mange flere udfordringer på vejen, og at vi skal arbejde sammen om at finde ud af, hvordan jeg kan klare de op- og nedture bedst muligt og måske endda kan sørge for, at nedturene bliver færre og knap så voldsomme som tidligere.

Lige nu har jeg det sandsynligvis godt, fordi alle de eksterne forhold, som tidligere har presset mig, er blevet fjernet. Jeg er frataget ansvaret for et job og modtager støtte fra både kommunen og psykiatrien. Det betyder, at jeg ikke føler et pres udefra – presset om at skulle præstere. Men der vil uundgåeligt komme et tidspunkt, hvor jeg vil blive udsat for det pres igen. Jeg skal jo ikke bare stå stille her resten af livet – og det ønsker jeg bestemt heller ikke. Jeg har dog brug for hjælp til at lære, hvordan jeg navigerer rundt i disse forventninger, og hvordan jeg undgår at lade min egne forventninger og det udefrakommende pres fra omverdenen vælte mig omkuld.

Lige nu er min største opgave derfor faktisk – hvor absurd det end lyder – at lære at tillade mig selv at være glad samt finde ud af, hvordan jeg kan fortsætte med at have det godt trods det ansvar og sommetider pres, der følger med at være her i verden – uden at føle et behov for at søge kontrol gennem noget andet, ligesom jeg fx gjorde gennem spiseforstyrrelsen.

For lige at slutte af med at svare på mit indledende spørgsmål, så JA! Selvfølgelig må jeg gerne være glad! Og det samme må du! Vi har desværre en generel tendens i nutidens samfund til at fokusere på det dårlige i stedet for at mærke efter indeni og give os selv LOV til at føle, når noget er godt – fordi vi netop er så fokuseret på at jagte en masse ydre mål. I sidste ende ER det dog det inderste, der tæller, og hvorvidt du “fortjener” glæde har ikke noget at gøre med, hvorvidt du har opnået en bestemt uddannelse, jobstilling, social eller økonomisk status, kropsvægt, fedtprocent etc. “You alone are enough. You don’t need anyone to approve

untitled-8

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En hverdag af kaos