Efter min laserbehandling

Blogger i hjertet♡

31817338_10156487796730209_5642835643890401280_n

Gennem årene har min “blogger-stil” ændret sig meget… Og her taler jeg ikke bare om mine billeder, mit design og bloggens udtryk generelt, men også kernen i det hele – mit skriftlige indhold – har udviklet sig og ændret form i takt med, at jeg rent personligt har gennemgået en ret vild og på mange måder skelsættende udvikling, siden jeg startede med at blogge for nu godt 6 år siden.

Den største og mest synlige forskel på nu og dengang er nok, at jeg har overvundet min spiseforstyrrelse, som faktisk var én af baggrundene for, at jeg overhovedet valgte at starte bloggen. Min primære intention dengang var vistnok at bruge mine erfaringer fra min spiseforstyrrelse til at hjælpe andre og støtte dem i at lære at elske sig selv og deres krop.

På det tidspunkt var jeg stadig selv midt i recovery processen og havde endnu meget at lære. Men derfor hjalp det mig alligevel rigtig meget, kan jeg huske, at åbne op for emnet og være ærlig over for omverdenen ved at fortælle, at jeg kæmpede med nogle svære ting.

Jeg havde selvfølgelig begrænset antal læsere, og i starten var det mest af alt venner og bekendte, der læste med. Men efterhånden som jeg spredte budskabet gennem mine sociale medier, begyndte der også at komme enkelte andre til. Og jeg fik faktisk opbygget mig et socialt netværk – især på Instagram – med andre unge, der oplevede de samme eller lignende problemer, hvilket var både skræmmende men vildt fantastisk og bekræftende på samme tide.

Da jeg rejste til USA i 2012, bloggede jeg mest om mine oplevelser derovre, og da jeg kom hjem sidst på året, fortsatte jeg med at blogge om mine udfordringer i forhold til spiseforstyrrelsen, men begyndte samtidig at have flere interesser i form af træning og mode. Jeg havde dog lidt besvær med at finde ud af, hvordan jeg skulle kombinere det hele på en måde, hvorpå det gav mening. Og der opstod også nogle lange pauser mellem flere af mine indlæg.

Siden dengang har jeg egentlig kæmpet ret meget med at finde min stil som blogger. Jeg har i grunden nok været lidt forvirret over, hvad jeg egentlig gerne VIL med bloggen, hvad JEG gerne vil have ud af den, og hvad ANDRE skal have ud af den. Og især de seneste 2 år – efter jeg endelig har sluppet spiseforstyrrelsen helt og virkelig åbnet op for MIG selv og MINE interesser – har jeg arbejdet ret intensivt med at finde en retning for bloggen.

Og jeg føler egentlig langt om længe, at jeg har fundet min rette position som blogger, hvor jeg formår at kombinere mine største interesser med mit ypperste formål, som jo stadig er at inspirere andre til at få et godt og afbalanceret forhold til dem selv og deres krop – dog på et mere bredt og overordnet plan end oprindeligt tiltænkt. Jeg har fået en del mere skønhedsindhold på det seneste, men for mig er det en del af pakken af dét at tage sig af sig selv.

Det har bestemt krævet sin tid og læring gennem årene at komme hertil… Jeg mærker dog tydeligt, hvordan det hele bare giver mening og går op i en højere enhed nu. Jeg udgiver efterhånden indlæg på daglig basis, og jeg gør det endnu mere end nogensinde, fordi jeg ELSKER det. Jeg har en masse på hjertet, og det håber jeg da, at jeg vil fortsætte med at have. Og hvis det en dag stopper, ja så er det vel bare sådan, det er. Som det ser ud lige nu, kan jeg bare slet ikke FORESTILLE mig et liv uden bloggen.

I det hele taget er jeg MEGA taknemmelig for den udvikling og personlige læring, jeg har fået ud af at være blogger. Jeg er blogger i hjertet, og jeg tror derfor også, jeg kommer til at fortsætte længe endnu. Og så vil det da selvfølgelig være en kæmpe bonus, hvis I har lyst til at følge med♡

untitled-8
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efter min laserbehandling