Ting jeg elsker ved forår♡

Jeg er KÆMPE fan af det solskinrige forårsvejr, som vi har lige nu! Det gør altså bare noget fantastisk ved humøret og overskuddet. Her er en liste over 10 ting, som jeg absolut ELSKER ved denne årstid:

❥At vågne op til lyden af fuglesang og slå øjnene op til solens stråler, der skinner sin vej ind gennem sprækkerne i gardinet.
❥Duften af nyslået græs. I går, da jeg kom hjem fra skole, var min kæreste i fuld gang ude i haven, og sikken dejlig duft, der mødte mig. Og så ser det også bare ski’e godt ud!
❥Luftige nederdele og ballerinasko… Jeg er altså bare mere fan af en let og luftig forårsgarderobe frem for huer, tykke sweatre og forede støvler.
❥Lange gåture ud til diget med min dejlige kæreste ved min side. Bevares, det kan man også om vinteren. Vi gør det bare langt oftere til forår/sommer, for det lyse vejr virker meget mere motiverende på fysisk aktivitet, og så kræver det altså heller ikke helt så mange lag tøj.
❥Længere lyse aftener… nu går vi godt nok snart over på sommertid, så det bliver lidt hurtigere mørkt igen. Men er der noget meget bedre end lange lyse aftener? Jeg får også lavet meget mere derhjemme til forskel fra de mørke aftener, der mest af alt føles som en oplagt invitation til stearinlys, sofatid og Netflix på fjerneren.


❥Tulipaner og friske blomster. Det sidste lange stykke tid har jeg haft friske blomster i hjemmet. Det i sig selv tilfører enormt meget forårsstemning – også på de dage, hvor regnen siler ned udenfor.
❥Melon smager altså bare af meget mere ved denne årstid, og vandmelonerne er ofte på tilbud, hvilket jeg RIGTIG godt kan li’. Fik jeg sagt, at jeg er ret vild med vandmelon?
❥Lyden af grinende, legende børn på trampolinen føles på en eller anden måde så livsbekræftende. Og så er det virkelig rart at se, at de er i stand til at lave andet end at sidde klinet op af en skærm eller tegne i en malebog. For lige som for os voksne giver vejret altså bare mere energi og motivation til “leg” og kreativitet.
❥Denne årstid er den perfekte mulighed for at få sorteret ud i gemmerne og få gjort hytten ordentligt ren. Jeg er godt klar over, at dette måske ikke lige er alles kop te, men mit oprydnings-/kontrolgen ELSKER det.
❥Masser af D-vitamin! I går da jeg kom hjem, sad jeg på sofaen og mærkede solens stråler varme mine kinder og resten af kroppen. Sikken vidunderlig fornemmelse!


Har du nogen punkter at tilføje til listen? ♡

untitled-8

Mit længste forhold hidtil! Og forhåbentligt det sidste♡

N og jeg har efterhånden været i fast forhold i 1 år. Vi har godt nok ikke nogen specifik dato på, hvornår vi blev kærester – synes altid det er sådan lidt svært, for det er jo ikke ligesom i folkeskolen, hvor man bare spurgte hinanden eller skrev et brev, som han/hun kunne sætte kryds i… Selvom det nu var meget sødt! Men vi startede i hvert fald med at date i januar sidste år, så jeg vil mene, at vi omkring marts var ved at være sådan rimelig kæreste-agtige.

Så lidt over et år er der gået, siden vi begyndte at se hinanden. Og MEGET er sket siden. Vi snakkede faktisk om forleden, hvordan vi i starten af vores forhold egentlig tog det meget stille og roligt (han har jo en datter fra et tidligere forhold, og når der er børn involveret kræver det altså, at man liige ser tiden og forholdet lidt an først). Og vi tog det virkelig også meget stille og roligt – det første halve år. Men så tog vores forhold også fart…

Jeg blev introduceret til hans datter for første gang i starten af juni måned sidste år. Kort tid efter mødte jeg hans mor og far og dernærst hans søsters familie. Og 2 måneder senere flyttede vi sammen i hans hus! Det lyder jo helt vanvittigt, men det føltes faktisk meget naturligt. Hans datter var selvfølgelig en anelse skeptisk de første par gange hun mødte mig, men der gik ikke længe, før hun nærmest så det som en selvfølge, at jeg også var der, når hun var hjemme hos sin far. Hun begyndte også hurtigt at være opsøgende i forhold til mig og ville gerne lave ting sammen med mig. Så det virkede som en rigtig god beslutning for os alle bare at flytte sammen på det tidspunkt.

Nu sidder jeg så her. Lidt mere end et halvt år senere og kunne slet ikke forestille mig et liv uden hverken N eller hans datter. De er begge lige så naturlig og vigtig en del af mit liv som min egen familie. De ER min familie! Og det samme gælder egentlig N’s forældre. De har VIRKELIG bare taget imod mig med åbne arme, og vi ser dem ret ofte – faktisk oftere end jeg ser mine egne forældre – og derfor føler jeg efterhånden også, at de er blevet en naturlig del af min familie. De giver også udtryk for, hvor glade de er for mig, og jeg er simpelthen så rørt og beæret over hele den måde, de bare har taget mig ind og acccepteret mig som en del af deres, deres søns og deres barnebarns liv.

N har også sagt, at nu må jeg dæleme heller ikke smutte, for jeg har lige solgt hans spisestole og købt nogle nye, så hvis jeg forlader ham nu og tager møblerne med, står han igen og skal til at have fat i nye møbler til huset. Han mener det selvfølgelig ikke kun pga møblerne – jeg ved godt, at han også mener det på et ganske dybere plan. Vores forhold er baseret på dyb respekt og kærlighed til hinanden, det er tydeligt at mærke, og vi udtrykker det også verbalt over for hinanden ofte… Men derfor kan vi nu godt grine lidt af det, for det er jo lidt tragi-komisk, når man tænker på, hvad han måtte gå igennem, da hans forhold til L’s mor gik i opløsning. Så det ville selvfølgelig være forfærdeligt for ham at skulle gennemleve noget lignende igen.

Én ting er ganske sikkert – jeg elsker den mand, og jeg ønsker at tilbringe et langt liv sammen med både ham, hans skønne datter og de dejlige børn vi forhåbentligt får sammen en dag♡

untitled-8

En ny foundation favorit?


Jeg har nu for første gang prøvet denne populære foundation fra Nars. Faktisk er det første gang overhovedet, at jeg prøver Nars’ produkter. Og jeg forstår nu, hvorfor deres Natural Radiant Longwear Foundation er blevet omtalt med så meget ros. For den ER virkelig god!

Og jeg, som ellers gik og troede, at INTET kunne måle sig med min kære favorit, den såkaldte Beyond Perfecting Foundation fra Clinique – et produkt, jeg har svoret til i de seneste år (læs mit indlæg om den her)… Jeg må ærlig talt sige, at dette produkt virkelig giver den kamp til stregen, sammen med Estée Lauders DoubleWear Foundation, som jeg også er temmelig tosset med.

Hvis du har fulgt med tidligere, ved du måske, at et af mine største problemer med min hud, er de utallige ar, som jeg har fået efter mange års bøvl med ane (læs mere her og her). For mig er det absolut VIGTIGSTE i en foundation derfor, at den har en god dækkeevne. Det problematiske ved dette er ofte at finde én, som samtidig ikke føles alt for tung og “kaget” oven på huden. Og selv de foundations, som IKKE gør dette, synes jeg stadig har en tendens til i løbet af dagen at samle sig lidt i klaser. Men det gør denne foundation virkelig ikke!

Min nye fascination af Nars’ foundation betyder dog IKKE, at jeg kommer til at droppe favoritten fra Clinique i min makeup-rutine. For denne ER og bliver min absolutte favorit i forhold til både dækkeevne, konsistens og generelle ydeevne på min hud. Jeg kommer til gengæld helt sikkert til at række ud efter Nars’ foundation noget oftere end Doublewear i hverdagen, da jeg synes, den føles lidt mere naturlig og let på huden. Jeg tror derfor, jeg kommer til at bruge den rigtig meget til at dække efter de steder, hvor jeg savner en smule ekstra dækkeevne.

Som den foundation fanatiker jeg nu engang her, er jeg selvfølgelig nysgerrig efter at høre, om DU har nogen foundation favoritter, du kunne tænke dig at dele med mig? Jeg elsker at høre andre folks vurderinger, så sig endelig frem, hvis du kender nogle gode og anbefalelsesværdige produkter.

untitled-8

Sæt pris på de små ting og lev i nuet ♡♡♡

I dag vil gerne rette fokus på dét der med lige at huske engang imellem at værdsætte de små ting i livet. Jeg synes nemlig selv ret hurtigt, at hverdagen kan gå hen og blive forhastet og triviel. Jeg har en tendens til bare at skøjte hen over dagene med et alt for stort fokus på alle de ting, der skal eller bør gøres og er ofte meget styret af lange huskelister. Selv på de dage, hvor jeg ikke har noget planlagt på forhånd og et eller andet sted også mærker en lyst til bare at slappe af og hygge mig derhjemme, ender jeg ofte med at rende rundt og ordne alt muligt eller lave en eller anden aftale, fordi jeg har så afsindigt dårlig samvittighed over aldrig mere at have tid til at ses med mine veninder.

I det hele taget er det ret sjældent efterhånden, at jeg kan finde roen i mig selv til at sidde ned og fx se et afsnit serie, fordi jeg får dårlig samvittighed af at tænke på alle de ting, jeg burde lave… Dermed ikke sagt at jeg aldrig hviler mig. Jeg får mig ofte – helst hver dag – en eftermiddagslur eller bruger en times tid i sengen, hvor jeg ligger med min computer. Problemet er bare, at min hjerne aldrig står stille (og det er altså IKKE for blære mig! wink). Ofte ligger jeg i virkeligheden bare og tilføjer ekstra punkter til min liste, fordi det er, når jeg slapper af, at min hjerne lader til at arbejde allerhårdest og kommer på tusindvis af idéer og forslag til, hvad jeg kan gå i færd med, når min såkaldte “afslapningstid” er forbi.

Det er, som om jeg lider en eller anden konstant præstations-søgen, som simpelthen ikke tillader mig at slappe af og Gud-forbyde-det rent faktisk få held med at tømme mit hoved for tanker og planer. Okay, det er faktisk ikke engang løgn, eftersom lige netop dét er en af hovedessenserne i min diagnose – MEN jeg tror nu langt fra jeg er helt alene om at have det sådan.

Vi har jo alle en hverdag, hvor mange ting skal passes og nås, og det KAN være svært lige at stoppe op og tænke over nogle af de små forbigånde øjebkikke, man oplever, som rent faktisk HAR en større betydning. Og hvor mange gør i virkeligheden også det? Det er jo ikke, fordi man pludselig stopper op midt i en handling og tænker over, hvor glad man er for at være i live i præcist det øjeblik. Okay, det kan da godt være, at nogle mennesker gør det, men for mit vedkommende er det kun i de allersjældneste øjeblikke, jeg mærker en glæde så enorm, at denne tanke overhovedet opstår.

De to opfordringer i overskriften kunne ikke være meget mere kliché. Men det er jo for dælen da rigtigt! Vi SKAL huske at sætte pris på de små ting og leve i nuet. Det er nu, vi er her. Det er nu, vi lever. Og det er ikke, fordi vi hele tiden skal stoppe op og bruge 10 minutter på en indre takketale til Gud eller hvem end vi nu har lyst til at takke for vores liv, og de gode ting, vi har. Det handler egentlig bare lidt om at skærpe sit mindset til at lægge mere mærke til nogle af de ting, der sker i nuet og VIRKELIG mærke det, når noget føles godt. For bare ved at have sin opmærksomhed mere skærpet mod disse ting, tror jeg også automatisk, det bliver nemmere at MÆRKE, når noget føles godt. Men hvis vi hele tiden er styret af en samvittighedsfuld indre stemme og lange-to-lister og dermed hele tiden mentalt befinder os i fremtiden, kan det altså ikke lade sig gøre…

Det var lidt af mine dybere tanker på denne godt nok lidt kedelige grå fredag (i hvert fald hvad vejret angår) – og jeg må da også indrømme, at det indeni også godt kan føles lidt gråt lige nu. Jeg har en træls opgave hængende over hovedet til på mandag, så det kan godt være lidt svært at finde begejstringen og glæden frem i dette øjeblik. Men fx lige nu hvor jeg sidder med en kop kaffe og filosoferer en smule over dette indlæg – ja det er jo faktisk netop et af de øjeblikke, der bør sprøjtes glimmer på (som kære Hella så fint beskriver det).

Jeg håber, du får en skøn weekend med masser af strålende glimmer-øjeblikke♡

untitled-8

Home makeover vlog / Mit nye kontor

Som nævnt i mit tidligere indlæg er jeg i gang med et lille home makeover projekt, hvor jeg ommøblerer og reorganiserer flere af rummene i huset. Jeg filmer processen og laver en vlog for hvert rum. Det første afsnit får I her, hvor I kan se the making af mit nye kontor. Nogle af tingene blev lavet helt tilbage i efteråret, og det har jeg desværre ikke filmet, men der er en lille før-video i vloggen, som kort viser, hvordan rummet så ud, dengang jeg flyttede ind i huset. Jeg håber, I har lyst til at se med. Og så vil jeg selvfølgelig blive super glad, hvis I vil gå ind og følge min Youtube kanal

.

untitled-8