Ja, den er god nok… du læste rigtigt. Jeg er ikke sikker på, jeg selv helt har fattet det, og jeg ved heller ikke, om det overhovedet er muligt, før man står med den lille nyfødte i sine arme. Men scanningsbillederne taler sit eget tydelige sprog. Jeg er gravid! Jeg skal være mor! Mig og N skal være forældre til vores første fælles barn♡

Vi var til kønscanning for en uge siden, hvor det viste sig, at vi venter en lille pige. Det er så sindssygt svært at forholde sig til, at der rent faktisk gror et andet liv inde i maven på mig, samtidig med at kroppen bobler af glæde, nervøsitet og spænding over det, der venter forude. Jeg føler en ubeskrivelig tilknytning til hende, på trods af at jeg ikke engang har hverken mødt eller overhovedet mærket hende endnu. Det hænger ikke helt sammen med, at jeg synes, det hele er meget svært at forholde sig til, men noget, som jeg virkelig har indset, efter jeg blev gravid, er netop, at dét at være gravid, er noget af det mest forunderlige, man kan opleve, og på trods af, at der ikke lader til at være nogen som helst mening i det, så giver det alligevel mere mening end NOGET andet, jeg har prøvet før i mit liv.

Dét, der startede som et møde mellem en littebitte sædcelle og en ægcelle inde i mig (ja, vi ved vist godt allesammen, at det altså er sådan, det foregår), er med ét gået hen og blevet det allervigtigste i mit liv. Mit vigtigste formål de næste 5 måneder, der er tilbage af min graviditet, er at passe på maven – at passe på hende. Hun er mit et og alt, og samtidig kan jeg slet ikke forstå, at hun overhovedet er der. Det er sgu da forunderligt♡

Da jeg for første gang hørte babyens (eller fostrets, som det jo altså stadig hedder) hjertelyd til en scanning, kom det fuldstændigt bag på mig, hvor voldsomt det lød, og hvor hurtigt sådant et lille hjerte kan slå. Men jeg fandt også hurtigt ud af, at lige netop dén lyd er noget af det mest rørende og beroligende, jeg nogensinde har hørt og formentlig vil komme til at høre. Den lille pige i min mave og hendes ve og vel betyder ALT for mig, og den lettelse, der breder sig i kroppen, når en jordemoder fortæller dig, at alt ser fint ud, og hun har det godt, er de bedste ord, man kan forestille sig at høre. Det er lige før, man helt glemmer de måneder med kvalme, forstoppelse og overdreven træthed, som “hun” har forårsaget op til nu…

At sige at min første tid som gravid har været uden nogen form for slinger i valsen, ville helt sikkert være at lyve. Jeg kan relatere MEGET til Sofie Lindes tanker og følelser, som hun beskriver dem i “Fårking Gravid”, som altså ikke ligefrem er en bog med fokus på graviditet som en særlig vidunderlig og rosenrød tid, som det ellers ofte bliver beskrevet af mange. For det kan virkelig være hårdt at være gravid – i hvert fald har det også været det for mig i 1. trimester. Og selvom jeg har det betydeligt bedre nu (rent fysisk i hvert fald), her i starten af 2.trimester, så kan jeg jo ikke forudsige noget om, hvordan de næste måneder vil forløbe.

Noget af det værste ved at være gravid er nok den enorme usikkerhed, som er forbundet med den. Man kan få at vide nok så mange gange, at alt ser fint ud, men 5 minutter efter vender bekymringerne blot tilbage. For det ER jo ikke til at vide. Vi kan ikke overvåge babyen hele tiden eller sidde fastkoblet til en monitor, der viser, at den har det godt, og hjertet slår. Desuden tror jeg også lige så godt, jeg kan forberede mig på, at jeg vil komme til at bekymre mig fra nu af og resten af mine dage. At bekymre sig sig om sine børn er et livsvilkår, som jeg har indvilliget i at leve med, eftersom jeg har taget beslutningen om at bringe et barn til verden. Og mon ikke, jeg nok skal klare det – jeg vil uden tvivl komme til at gøre mit absolut ypperste for, at lille pigen i min mave kommer til at få de bedst mulige vilkår for et godt liv fyldt med kærlighed og omsorg♡

untitled-8