Mærkelige cravings under graviditeten?

Jeg bliver tit spurgt, om jeg har nogle af der graviditets-relaterede cravings, man hører så meget om… altså det der med, at der er en helt bestemt madvare, man simpelthen bare MÅ have, fx syltede agurker, appelsiner, hotdogs, spandauere, fastfood, anything really…

For mit vedkommende har mine madvaner ikke ændret sig betydeligt i forhold til før graviditeten. Hvis man da lige ser bort fra, at jeg de første 3 måneder af graviditeten nærmest ikke spiste andet end rugbrød, melon og koldskål… Men det var nok mere pga. nød end af lyst, fordi det var det eneste, jeg kunne klemme ned, og som ikke blot forstærkede den enorme kvalme, jeg døjede med 24/7 (hvorfor kalder man det overhovedet morgenkvalme??)

I løbet af graviditetens 2. trimester har jeg dog fået appetitten tilbage, og nu spiser jeg nærmest hvad som helst. Jeg har aldrig været kræsen, så det er der ikke noget nyt i. Den største ændring må nok siges at være, at mit forhold til kød er blevet mere anstrengt. Jeg har faktisk ikke den store lyst til det, medmindre det er hakket kød i form af fx kødboller eller frikadeller. Men en lækker bøf siger mig faktisk ikke det store… Og DÉT ligner ellers ikke mig!


Det er dog sjældent, at jeg oplever direkte at have lyst til noget helt bestemt. Jeg er egentlig bare meget madglad, som jeg altid har været. Som en undtagelse kan dog nævnes, at jeg de seneste dage har haft en ubærlig trang til Othello lagkage. Hvorvidt denne craving er graviditets-relateret er dog ikke til at sige. For jeg har altid ELSKET Othello-kage!

Uanset hvor trangen kom fra, endte jeg i hvert fald med at give efter for den, da jeg i går smuttede forbi Kvicklys bager på en tur gennem Broen (faktisk var jeg allerede klar til at kaste mig over én i torsdag, men de var udsolgt i både Kvickly og Føtex)… Okay…, indrømmet, jeg smuttede ikke blot tilfædeligt forbi – mit besøg var ganske målrettet. Jeg havde dog et andet ærinde i centret, som endte med at blive den perfekte anledning til at gå forbi bageren. Og til mit held var de oven i købet på tilbud! Så det var jo nærmest meant to be…

Det var også kun lige med nød og næppe, at jeg med største utålmodighed nåede at få skudt et par billeder til bloggen, før jeg satte tænderne i et stykke kage, da jeg kom hjem.

Var den så lige så lækker, som jeg havde håbet? JA, og faktisk bedre end det. Heldigvis for min samvittigheds skyld har jeg ikke fortæret kagen i al ensomhed, men delt den med min kæreste. Der er stadig lidt under en halv tilbage i køleskabet, men dér står den nok ikke ret meget længere. Han skal nok være heldig, hvis der er noget tilbage til ham, når han vågner over middag engang (han har været på arbejde i nat).

Det var lige lidt madrelateret graviditets-snak. Jeg har flere graviditetsrelaterede indlæg på vej, men hvis der skulle sidde nogen derude med bestemte ønsker til indhold, modtages de med kyshånd i kommentarfeltet under indlægget. Håber I får en herlig lørdag♡

ZARA favoritter♡

Det er jo bestemt ingen hemmelighed, at jeg er og bliver VILD med tøj og accessories fra Zara. De gør det altså bare hamrende godt, og priserne er altid rimelige og overkommelige. Jeg har for nyligt været et kig forbi hjemmesiden, og som altid faldt jeg over nogle ganske yndige items, som jeg VIRKELIG gerne vil have fingrene i. Derfor vil flere af dem nok også været at finde på ønskelisten til min fødselsdag næste måned.

Jeg er især helt fortryllet over den mønstrede sort/hvide kjole og den rosafarvede top med bindedetalje. Et par klassiske sorte overknee-støvler er bestemt heller aldrig til at gå fejl af, og det ser hamrede godt ud til efteråret med fx et par strømperbukser og en lang strik. Det samme gælder den fine lyse rosa frakke – den vil være perfekt her til efteråret med et dejligt stort tørklæde til.

De sølvfarvede stilletter i vinyl har jeg haft øjne på i længe, men pga. min i forvejen temmelig imponerende skogarderobe, har jeg ikke helt følt, jeg kunne tillade mig at købe et par nye. Men eftersom jeg endnu ikke har fået dem ud af hovedet, kan jeg jo altid putte dem på ønskelisten og håbe på, at der findes en barmhjertig sjæl, som har lyst til at forære mig et par nye stilletter til samlingen, i str. 38 tak;-)

Palliet-kjolen er også bare alt for fin, og jeg forestiller mig, at den vil være den perfekte nytårskjole. Dog er det nok ikke lige den slags, jeg skal stile efter at påføre mig som højgravid i december måned, men man har vel lov at leve i fantasien. Sidst men ikke mindst er der den lækre lilla oversize sweater og den sorte polkaprikke skuldertaske, som begge udstråler lige præcis dét, jeg godt kan li’: simpelt men alligevel med et twist af farve eller detalje.

untitled-8

Her er mavsen♡

I mit seneste indlæg afslørede jeg den glædelige nyhed om min graviditet. Det er nu ved at være 2 måneder siden… Og som billedet nok med al tydelighed viser, ja så er der sket en del med mavsen siden da. Den vokser med rekordfart for tiden. Jeg er efterhånden vokset ud af alle mine bukser, og jeg ville da lyve, hvis jeg påstod, at det ikke generer mig det mindste. For selvfølgelig er det hårdt at se kiloene trænge sig på – særligt når man hele sit liv har tilhørt den slanke ende af skalaen og i en mangeårig periode ligefrem været undervægtig.

MEN… når det så er sagt, så ELSKER jeg samtidig, hvad den voksende mave indeholder. Jeg er så umådelig stolt af den lille pige, der gemmer sig under maveskindet, og jeg VED allerede nu, at hun bliver helt vidunderlig og uimodståelig. Hun er tilmed nået en størrelse, hvor jeg rent faktisk kan mærke, hvordan hun hver dag ligger og tumler rundt derinde, og følelsen er ubeskriveligt forunderlig og vidunderlig på samme tid. Det er ikke til at tro, at der rent faktisk gror et andet menneske inden i mig. Og så oven i købet et menneske, som er en kombination af mig og den mand, jeg elsker og ønsker at dele mit liv med. Jeg kan på ingen måde forestille mig, hvordan hun IKKE kan gå hen og være det sødeste og dejligste i hele verden♡

Ja, nu bliver det sgu lidt sukkersødt det hele. Men det skal der bestemt også være plads til! For nu er realiteten jo også, at jeg altså ER ovenud lykkelig ved tanken om, hvad der venter mig og N om 3,5  måned, når vores lille pige kommer til verden. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det også kommer til at blive hårdt, men med den kærlighed jeg allerede har for N, og den enorme tilknytning, jeg føler til bebsen indeni, er jeg ganske overbevist om, at jeg vil kæmpe med alt, hvad jeg har, for at få vores liv sammen til at fungere på bedste vis. Jeg kan ikke forestille mig noget andet, som kan være mere værd at kæmpe for.

untitled-8