En ny skillevej

Som det muligvis fremgår af min aktivitet på Instagram og bloggen på det seneste, så går det overordnet rigtig godt. Jeg er mindre og mindre styret af mine depressive og destruktive tankemønstre, mit sociale liv fungerer bedre end nogensinde før, og jeg har søgt ind på en ny uddannelse efter sommerferien, da jeg efterhånden føler mig klar og rask nok til at genoptage en “normal” hverdag. Og det er jo alt sammen vældig, vældig godt.

MEN… skal jeg være fuldstændig ærlig (og det mener jeg bestemt er vejen frem), så skræmmer det mig også fra vid og sans. Jeg har en enorm, dog irrationel frygt for at få det godt… for jeg har ærlig talt ikke haft så lang en god og stabil periode som denne så langt tilbage jeg kan huske. Men jeg kan jo faktisk allerbedst forholde mig til at være syge Louise… Hende der har det skidt… Hende der har brug for hjælp. Jovist jeg får stadig hjælp udefra, og den er jeg på ingen måde klar til at give slip på endnu. Men jeg kan mærke i mig selv, at jeg er under en kæmpe forandring lige nu.

Jeg står på tærsklen til det liv, jeg egentlig så længe har drømt om, og alligevel… alligevel mærker jeg frygt. For hvad ved jeg egentlig ikke. Jeg kæmper konstant for at modstå trangen til at gøre dumme, destruktive ting. Trangen efter noget at kontrollere. Måske i virkeligheden fordi jeg er så forbandet bange for snart at miste den. Bange for at jeg skal få det skidt igen…

Så på den ene side er jeg altså skide bange for at få det skidt, og samtidig er jeg også bange for at få det godt. Forvirrende at være i mit hoved?? Temmelig meget ja! Men jeg er nu stadig fortrøstningsfuld. For jeg kender denne fornemmelse fra tidligere. Sådan havde jeg det nemlig også kort tid, før jeg gav slip på de sidste rester af spiseforstyrrelsen. Og jeg modstod trangen og VANDT.

Så måske jeg bare skal se frygten som et tegn på, at jeg er på vej til at VINDE. Et tegn på at jeg endelig har noget at miste. Faktisk har jeg MEGET at miste. Og helt naturligt følger frygten derfor med. Det er en positiv og SUND frygt. Jeg må bare ikke lade den få overtaget. Den må gerne være der, jeg må GERNE føle den, men den skal IKKE styre noget i mig. 

Sidst men ikke mindst er det måske ikke så underligt, at jeg frygter det gode, fordi jeg længe har været vant til noget andet. Jeg har jo været vant til i årevis at have det skidt og være utilfreds med mig selv, så måske er grunden til, at jeg mærker denne frygt simpelthen, fordi det er ukendt territorium for mig. Jeg mangler stadig at lære at have det helt ok med, at jeg jo rent faktisk har det godt. Jeg er dog ret overbevist om, at det nok skal lykkes mig.

Jeg ved ikke, hvorvidt andre end mig vil kunne drage nytte af dette indlæg. Men i hvert fald føles det rart at få luftet mine tanker. Og ved at italesætte den her frygt gør jeg netop det modsatte af, hvad den ellers forsøger at få mig til. I stedet for at skubbe denne væk vælger jeg nemlig herved at ACCEPTERE den. Og dette må siges at være en langt bedre og mere brugbar teknik end at forsøge at holde den nede gennem kontrol eller bruge den som en undskyldning for at destruere tingene for mig selv. De ting, som ellers netop går så godt.

Og i tilfælde af at du rent faktisk KAN genkende noget af denne frygt, jeg skriver om, så vil jeg bare sige til dig, at du endelig må hænge i. Frygten kan være et tegn på, at du er på vej videre. Og selvom det kan være hårdt og angstprovokerende, må du holde fast i troen på, at DU fortjener det gode! For det GØR du! Og det skal frygten (eller nogen andre tanker i dit hoved for den sags skyld) IKKE ødelægge for dig.

Tak til søde dig fordi du læser med♡

untitled-8

Ferieklar… lige om lidt

Så er det i morgen, jeg drager afsted på ferie sammen med N og mine forældre. Jeg glæder mig helt vildt, men først har jeg  lige en kuffert, der skal pakkes og en lejlighed, der trænger til en hurtig gang oprydning og rengøring. Jeg har det altid bedst med at efterlade hjemmet i nogenlunde ren tilstand, når jeg skal på ferie, for jeg magter simpelthen ikke at komme hjem til en lejlighed, der både roder og er ulækker.

Jeg glæder mig simpelthen så meget til en uge fyldt med ren hygge, solbadning, Yatzy-spil på terrassen, lækker mad, gode (og store) drinks samt ikke mindst dejligt selskab. Nu er det jo ikke ligefrem, fordi vejret herhjemme ikke byder på solskin, men derfor bliver det nu rart nok at komme lidt væk hjemmefra og dermed få mulighed for at koble fuldstændigt af.

194e9ce5-90b1-4d2e-bb56-0d63397b17e6

Jeg håber, I får en god uge! Jeg regner selvfølgelig med at tjekke ind her på bloggen en gang i ny og næ, og ellers kan du selvfølgelig også følge med på Instagram, hvor der er høj risiko for deling af misundelsesværdige igennem den næste uges tid… Det er ikke for sarte sjæle:)

untitled-8

Status på livet

9e35235e-2c44-4cc5-8fa5-fafaacc0dd0f

Efter den seneste tids stilhed på bloggen tænkte jeg, det var på tide med en lille update på livet… Jeg er her jo tydeligvis endnu, og jeg har det sådan set også ganske fint. Bortset fra lidt sygdom på det seneste kan jeg vist ikke klage… Om få dage går turen til Gran Canaria, hvor jeg skal tilbringe en hel uge i mine forældre og N’s dejlige selskab. Og inden da går turen lige et smut til Århus med nogle søde tøser for at fejre en skøn venindes fødselsdag.

Derudover skal jeg formentlig snart opstarte i en ny og forhåbentligt spændende praktik, og jeg tror og håber på, at jeg er klar til det. Sidst men ikke mindst har jeg faktisk nærmet mig en (næsten) sikker beslutning omkring, hvilken uddannelse jeg vil søge ind på til sommer… mere om det i et senere indlæg.

Alt i alt går det jo faktisk ganske lovende. Jeg har nogle enkelte dårlige dage hist og her, men dem kan ingen vist se sig fri af. Jeg er generelt set utrolig taknemmelig for mange ting i mit liv lige nu og er faktisk (skide være janteloven) pænt stolt af mig selv over, hvordan jeg har taklet de seneste års udfordringer. Jeg har lært utrolig meget om mig selv, om hvad jeg er i stand til, og om hvor mine begrænsninger ligger. Og ikke mindst hvordan jeg lære at acceptere og håndtere sidstnævnte.

Jeg har stadig masser af gå på mod og tro på, at det her liv nok skal byde på masser af gode ting for mig… så længe jeg bliver ved med at kæmpe, bruge mit vidunderlige netværk og huske på, at livet jo altså ikke handler om at præstere og opnå en masse ydre mål. Det handler om at være DIG og få en mening ud af de ting, som DU holder af… og så selvfølgelig huske at være god og respektfuld over for dine medmennesker♡

untitled-8

En uges stilhed…

9af8de1c-5970-401f-8701-f21d874b0301

Den seneste uge har der ikke været megen, faktisk ingen overhovedet, aktivitet her på bloggen. Jeg har i virkeligheden nok haft brug for en kort pause til at tænke over nogle ting (særligt uddannelses-valg) og ikke mindst komme mig over forrige weekend, hvor tulipanfesten i Ribe blev fejret med den dejligste flok mennesker 3 dage i streg! Faktisk har jeg været fuldstændig afkræftet og småsyg lige siden. Min krop er tydeligvis ikke særlig begejstret for den ellers ret imponerende mængde af alkohol, fastfood og karusel-ture (okay den ENE karuseltur), jeg udsatte den for.

Ikke desto mindre er jeg super glad for at være tilbage på bloggen og har en masse lækkert indhold klar til jer den kommende tid, så jeg håber selvfølgelig super meget, at du har lyst til at læse med♡

untitled-8

Ret så glad for ham

Det er simpelthen lykkedes mig at blive en af den slags pladderforelskede tøser, der ikke kan lade være med at tænke på, hvad han laver eller har lyst til at tage telefonen og skrive til ham, at jeg savner ham, selvom vi skiltes sidste gang for mindre end en halv time siden… Ja, jeg er ligefrem pigen, der køber en halskæde med hans forbogstav, bare fordi jeg har lyst til at vise ham, at jeg er virkelig glad for ham.

Og hvor er det da SKØNT at være så glad for en anden person og samtidig føle, at det er gengældt. Vi har det smaddergodt sammen, og det er jeg mega taknemmelig over… Og så alligevel, så er det faktisk en anelse (altså kun en lille bitte smule) belastende at have det sådan. For jeg savner ham jo hele tiden.

Men selvom det jo overordnet er pisse fuc…. dejligt at være så glad for en anden person, så er det jo faktisk også hårdt. For med omsorg og glæde kommer også ansgten for at miste. Jeg er da skide bange for, at han lige pludselig ikke vil mig alligevel. At han opdager, at jeg i virkeligheden ikke er værd at være kærester med. Og jeg vil jo bestemt ikke miste alt det gode, vi har sammen, og som i løbet af de seneste måneder faktisk er gået hen og blevet et ret stærkt bånd… føler jeg. Og eftersom vi er meget åbne over for hinanden med vores tanker og følelser, så ved jeg, at han føler det samme.

Men intet her i livet er jo sikkert. Og jeg forsøger VIRKELIG bare at nyde det, tillade mig selv at føle alt det, jeg gør for ham og IKKE lægge bånd på hverken mig selv eller mine følelser. For det er jo en GAVE at kunne have det sådan. Men det er faktisk også skide hamrende svært, og jeg kan mærke, at jeg lærer rigtig meget i denne proces. Og det er jo selvfølgelig positivt.

Men frygten er der – og det må den også gerne – men den skal IKKE få lov at styre noget. En ting er ganske sikkert – jeg er RET så glad for ham!

untitled-8
Older posts