Nu har jeg søgt ind. Mit valg blev…

For 6 år siden blev jeg student, og på en måde kan man godt sige, at jeg befinder mig lidt i samme sitation som dengang. Godt nok nok har jeg bygget en uddannelse mere ovenpå, men jeg bruger den ikke… Faktisk står jeg nu og skal til at starte forfra på en ny videregående uddannelse efter sommerferien.

Det var bestemt ikke min hensigt at vælge en uddannelse, jeg senere skulle fortryde (læs mit indlæg om oplevelsen af at have taget den forkerte uddannelse her). Og jeg må da også indrømme, at jeg nogle dage har været bitter over at have brugt så mange kræfter på en uddannelse, som jeg nu ikke engang vil bruge til noget. Men jeg kan jo ikke ændre på fortiden, og samtidig vil jeg også påstå, at den udvikling, jeg gennemgik under uddannelsen til markedsføringsøkonom, er noget af det mest dyrebare, jeg har “opnået”.

Egentlig tror jeg slet ikke, jeg ville have været “stærk” nok til at vælge den uddannelse, jeg nu har søgt ind på, hvis ikke det havde været for den personlige udvikling, jeg har været igennem de seneste 6 år. Jeg har lært MEGET omkring mig selv, mine både gode og mindre gode egenskaber og om, hvad der vigtigst for mig her i livet. Og efter mange måneders opvejning af for- og imod ved forskellige uddannelser, er jeg nu kommet frem til en beslutning, som jeg har en god mavefornemmelse omkring. Især fordi jeg virkelig føler jeg har valgt med hjertet – og ikke kun mit hoved – denne gang. Om det så også ER den rigtige uddannelse, det vil kun tiden vise. Men lige nu og her – i dette øjeblik – føler jeg faktisk en helt særlig ro omkring at have taget en beslutning. Og jeg GLÆDER mig til at komme i gang!

Nu er du måske ved at være nysgerrig efter, hvad det så er, jeg har valgt for en uddannelse. Så here it goes: jeg har søgt ind på SYGEPLEJERSKE-STUDIET! “Jamen Louise, det er sgu da en helt anden retning end marketing og salg”. Og ja, det ER det. Men det er måske også meget godt…

Faktisk gik jeg allerede som 18-årig med ønsket om at uddanne mig til sygeplejerske. Jeg havde en drøm om at hjælpe andre mennesker igennem svære perioder i deres liv og forestillede mig blandt andet at kunne støtte folk med spiseforstyrrelser eller andre psykiske lidelser, som jeg jo selv har en del kendskab til. Alligevel valgte jeg efter min hhx at gå i en helt anden retning, da jeg startede på den 2-årige uddannelse til markedsføringsøkonom. Det virkede bare som det “fornuftige” valg på det tidspunkt. Jeg var jo dygtig til alt det med marketing og økonomi, så det gav egentlig god mening – på papiret i hvert fald.

Jeg har i hvert fald lært af alt det her; at det fornuftige valg – det der ser mest rigtigt ud på papiret – altså ikke altid er det rigtige valg. Det handler dybest set om, at du skal spørge dig selv, hvad der driver DIG mest? Hvilke kerneværdier har du, og hvad kunne du forestille dig arbejde med på sigt?

I mit tilfælde har svaret gemt sig i samværet med andre mennesker. For i virkeligheden er det noget af det, jeg vægter højest og får størst værdi ud af i hverdagen, så derfor bør jeg også tænke på, at jeg skal have et arbejde, hvor samvær med mennesker er en stor del af det. Og det må man sige er tilfældet for sygeplejersker.

Så selvom jeg da ikke er 100 % sikker på mit valg (det tror jeg i grunden de færreste er), så er jeg spændt og har en god mavefornemmelse omkring det.

Har I også oplevet besvær med at skulle vælge uddannelse? Og hvad har I gjort af overvejelser op til jeres beslutning?

untitled-8

En ny skillevej

Som det muligvis fremgår af min aktivitet på Instagram og bloggen på det seneste, så går det overordnet rigtig godt. Jeg er mindre og mindre styret af mine depressive og destruktive tankemønstre, mit sociale liv fungerer bedre end nogensinde før, og jeg har søgt ind på en ny uddannelse efter sommerferien, da jeg efterhånden føler mig klar og rask nok til at genoptage en “normal” hverdag. Og det er jo alt sammen vældig, vældig godt.

MEN… skal jeg være fuldstændig ærlig (og det mener jeg bestemt er vejen frem), så skræmmer det mig også fra vid og sans. Jeg har en enorm, dog irrationel frygt for at få det godt… for jeg har ærlig talt ikke haft så lang en god og stabil periode som denne så langt tilbage jeg kan huske. Men jeg kan jo faktisk allerbedst forholde mig til at være syge Louise… Hende der har det skidt… Hende der har brug for hjælp. Jovist jeg får stadig hjælp udefra, og den er jeg på ingen måde klar til at give slip på endnu. Men jeg kan mærke i mig selv, at jeg er under en kæmpe forandring lige nu.

Jeg står på tærsklen til det liv, jeg egentlig så længe har drømt om, og alligevel… alligevel mærker jeg frygt. For hvad ved jeg egentlig ikke. Jeg kæmper konstant for at modstå trangen til at gøre dumme, destruktive ting. Trangen efter noget at kontrollere. Måske i virkeligheden fordi jeg er så forbandet bange for snart at miste den. Bange for at jeg skal få det skidt igen…

Så på den ene side er jeg altså skide bange for at få det skidt, og samtidig er jeg også bange for at få det godt. Forvirrende at være i mit hoved?? Temmelig meget ja! Men jeg er nu stadig fortrøstningsfuld. For jeg kender denne fornemmelse fra tidligere. Sådan havde jeg det nemlig også kort tid, før jeg gav slip på de sidste rester af spiseforstyrrelsen. Og jeg modstod trangen og VANDT.

Så måske jeg bare skal se frygten som et tegn på, at jeg er på vej til at VINDE. Et tegn på at jeg endelig har noget at miste. Faktisk har jeg MEGET at miste. Og helt naturligt følger frygten derfor med. Det er en positiv og SUND frygt. Jeg må bare ikke lade den få overtaget. Den må gerne være der, jeg må GERNE føle den, men den skal IKKE styre noget i mig. 

Sidst men ikke mindst er det måske ikke så underligt, at jeg frygter det gode, fordi jeg længe har været vant til noget andet. Jeg har jo været vant til i årevis at have det skidt og være utilfreds med mig selv, så måske er grunden til, at jeg mærker denne frygt simpelthen, fordi det er ukendt territorium for mig. Jeg mangler stadig at lære at have det helt ok med, at jeg jo rent faktisk har det godt. Jeg er dog ret overbevist om, at det nok skal lykkes mig.

Jeg ved ikke, hvorvidt andre end mig vil kunne drage nytte af dette indlæg. Men i hvert fald føles det rart at få luftet mine tanker. Og ved at italesætte den her frygt gør jeg netop det modsatte af, hvad den ellers forsøger at få mig til. I stedet for at skubbe denne væk vælger jeg nemlig herved at ACCEPTERE den. Og dette må siges at være en langt bedre og mere brugbar teknik end at forsøge at holde den nede gennem kontrol eller bruge den som en undskyldning for at destruere tingene for mig selv. De ting, som ellers netop går så godt.

Og i tilfælde af at du rent faktisk KAN genkende noget af denne frygt, jeg skriver om, så vil jeg bare sige til dig, at du endelig må hænge i. Frygten kan være et tegn på, at du er på vej videre. Og selvom det kan være hårdt og angstprovokerende, må du holde fast i troen på, at DU fortjener det gode! For det GØR du! Og det skal frygten (eller nogen andre tanker i dit hoved for den sags skyld) IKKE ødelægge for dig.

Tak til søde dig fordi du læser med♡

untitled-8

Mange kilo lettere

At stå på en strand foran hundredvis af mennesker og posere for at kamera og i en lidt “vovet” bikini er ikke noget, jeg ville have turde gøre tidligere. Men igennem de seneste år og faktisk især det seneste halve år af mit liv har jeg rykket mig et GIGANTISK stykke i forhold til min egen kropsaccept. Og den er ikke kommet af, at jeg har brugt tusindvis af timer i fitnesscenteret eller spist en særlig kost for at få det godt med den. Tværtimod har jeg det seneste halve år SLET ikke hverken trænet, løbet en eneste tur eller spist hverken restriktivt eller kastet op. Jeg har spist LIGE, hvad jeg har haft lyst til. Jeg har lyttet til min krops behov (og mange gange bukket under for min utrolige chokoladetrang).

Men jeg ser det på ingen måde som en svaghed. Det er en STYRKE – især i det pressede samfund vi lever i. Misforstå mig ikke, jeg savner at løbe og være fysisk aktiv, og jeg er sikker på, at motivationen og lysten nok skal komme helt naturligt igen. Men det seneste halve år har jeg arbejdet MEGET mere fokuseret på at lære MIG – Louise på indersiden – at kende og på at acceptere alle mine sider (positive OG mindre positive). Og helt naturligt har denne accept af mig selv også skabt en langt større kontakt til og accept af den krop, jeg bor i. Jeg kan blive rørt ved og nusset alle de steder, jeg førhen plejede at væmmes ved.

Jeg plejede at HADE at blive opmærksomgjort på min egen krop – især hvis jeg lige havde spist eller ikke havde trænet i et længere stykke tid. Og hvor er det dog trist at vide, hvor mange andre end jeg, der kæmper med deres egen kropsaccept og slet ikke føler sig hjemme i deres kroppe. Og hvor ville jeg ønske, jeg kunne give dem bare en lille forsmag på, hvordan det føles at give slip på alle forestillingerne om, hvordan de bør se ud, hvad de bør spise, og hvor meget de bør træne, for at gøre sig fortjent til følelsen af at være tilpas i deres egen krop. En krop, som de vel og mærke skal leve i resten af livet. For det ER sgu bare dejligere at føle sig fri for alle de tyngende og destruktive forestillinger. Man føler sig bogstaveligt talt som et LETTERE menneske.

Masser af kropspositivisme og kærlighed ud til jer alle♡

untitled-8

Status på livet

9e35235e-2c44-4cc5-8fa5-fafaacc0dd0f

Efter den seneste tids stilhed på bloggen tænkte jeg, det var på tide med en lille update på livet… Jeg er her jo tydeligvis endnu, og jeg har det sådan set også ganske fint. Bortset fra lidt sygdom på det seneste kan jeg vist ikke klage… Om få dage går turen til Gran Canaria, hvor jeg skal tilbringe en hel uge i mine forældre og N’s dejlige selskab. Og inden da går turen lige et smut til Århus med nogle søde tøser for at fejre en skøn venindes fødselsdag.

Derudover skal jeg formentlig snart opstarte i en ny og forhåbentligt spændende praktik, og jeg tror og håber på, at jeg er klar til det. Sidst men ikke mindst har jeg faktisk nærmet mig en (næsten) sikker beslutning omkring, hvilken uddannelse jeg vil søge ind på til sommer… mere om det i et senere indlæg.

Alt i alt går det jo faktisk ganske lovende. Jeg har nogle enkelte dårlige dage hist og her, men dem kan ingen vist se sig fri af. Jeg er generelt set utrolig taknemmelig for mange ting i mit liv lige nu og er faktisk (skide være janteloven) pænt stolt af mig selv over, hvordan jeg har taklet de seneste års udfordringer. Jeg har lært utrolig meget om mig selv, om hvad jeg er i stand til, og om hvor mine begrænsninger ligger. Og ikke mindst hvordan jeg lære at acceptere og håndtere sidstnævnte.

Jeg har stadig masser af gå på mod og tro på, at det her liv nok skal byde på masser af gode ting for mig… så længe jeg bliver ved med at kæmpe, bruge mit vidunderlige netværk og huske på, at livet jo altså ikke handler om at præstere og opnå en masse ydre mål. Det handler om at være DIG og få en mening ud af de ting, som DU holder af… og så selvfølgelig huske at være god og respektfuld over for dine medmennesker♡

untitled-8

Skammer jeg mig over min krop?

Med det lækre vejr vi har haft på det seneste, er det jo faktisk allerede blevet bikini-tid, og for mange er det nok noget at det mest angstprovokerende ved sommeren at skulle vise sin krop frem i fuld offentlighed med kun et lille stykke stof at skjule sig bag. Personligt er det ikke noget, der længere påvirker mig særlig meget, men sådan har det bestemt ikke altid været!

Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ligger skjul på, at jeg i mange år havde en spiseforstyrrelse. Den var en stor del af mit liv igennem næsten 10 år og har dermed også i høj grad været med til at forme den person og de holdninger om motion, sundhed, krop og mad, som jeg er og har i dag.

At føle mig tilpas i min egen krop har bestemt ikke altid været en af mine stærke sider – rettere det modsatte. Jeg afskyede den. Selv da jeg vejede tæt på de 4o kilo, så jeg mig selv som tyk. Et forskruet kropsbillede er typisk noget, man ser hos spiseforstyrrede – men i den grad også i en stor del IKKE-spiseforstyrrede.

Faktisk oplever jeg, at MANGE omkring mig ser negativt på deres kroppe og kæmper en daglig kamp for at ændre den. De vil så gerne tabe sig lidt, opbygge større muskler eller fjerne den der trælse delle på maven – ikke at der er noget forkert i at ønske og efterstræbe dette.

Men hvis du går og tror, at du vil blive lykkelig af, at vægten viser et lavere tal eller du opnår en fladere mave, så bliver du nok skuffet. Selvfølgelig kan det godt have en vis indvirkning på din fysiske velvære, men det positive syn på din krop kommer ikke krybende af sig selv.

De fleste af os har alt for travlt med at fokusere på det negative ved os selv. Vi skammer os over ikke at have den perfekte krop, måske fordi samfundet og medierne har bildt os ind, at vi sagtens kan opnå den perfekte, slanke krop gennem den rette mængde motion og den helt rigtige næring.

Men som jeg også har nævnt før, så er sundhed en individuel ting, og det handler om både at have det fysisk godt men også det mentale billede man har af sin krop og sig selv generelt.

Én af de ting, som for mig afspejler sundhed er at kunne føle sig tilpas i egen krop. Og det er altså ikke noget, jeg har fået ud af den blå luft. Jeg har kæmpet for det – kæmpet for at finde mig til rette i min krop. Og med stolthed kan i dag sige, at jeg IKKE skammer mig over min krop. Jeg er rent faktisk STOLT af den. Alligevel mærker jeg faktisk en vis tilbageholdenhed i at skrive dette. For kan man virkelig tillade sig at være stolt af din egen krop?

SELVFØLGELIG kan man det! Der er intet galt i at være stolt af sin krop – uanset vægt, størrelse, om du har sixpack eller store elskovshåndtag – så længe man er god mod den og fodrer den med en passende mængde næring og motion. Det handler om, at DU skal have det godt i den krop, du ejer, og hvad andre siger eller tænker om dig bør ikke være den faktor, der bestemmer, om du føler dig tilpas eller ej.

Det er selvfølgelig ikke så sært, at du har tilegnet dig den særlige og meget UNYTTIGE evne at se det negative i alt ved dig selv. For vi er trods alt hele tiden konfronteret med andres kroppe og kan på tæt hold følge med i andres liv og hvad DE gør for at opretholde sundheden i deres hverdag.

Hvis du hele tiden sammenligner dig med andre, vil du højst sandsynligt forblive utilfreds med dit eget liv. For der vil jo altid være nogen med en mere slank og tonet krop en dig. Og alligvel betyder det jo ikke, at de er mere lykkelige.

Heldigvis synes jeg, at der er ved at ske en positiv ændring i synet på krop og sundhed, og det, der førhen var opstillet som det perfekte billede af den perfekte krop, er ved at blive udvisket. Jeg er VILD med, at ord som KROPSPOSITIVISME og KROPSAKTIVISTER har fundet sin vej ind gennem mylderet af vægttabs- og sundhedsråd vi ellers belemres med dagligt.

Vi kan selvfølgelig ikke bare stoppe med at se på andres kroppe. Én ting du kan gøre er dog at være påpasselig med, hvem du følger på sociale medier og de indtryk du vælger at udsætte dig selv for. Det er klart, at du ikke kan bestemme ALT, hvad der finder vej ind i din bevidsthed, men du kan trods alt godt vælge at lukke øjnene for alle disse sundhedspækkede de råd og i stedet for arbejde på at finde ud af, hvad der virker for DIG, og hvordan du får det bedst muligt i din egen krop.

Det er i hvert fald super vigtigt at passe på sig selv, udvælge sine daglige indtryk via sociale medier med omhu og sidst men ikke mindst øve sig i at tale PÆNT til og om sig selv og sin krop.

untitled-8
Older posts