En taknemmelig jul

Julen i år har været indbringende. Og med det, mener jeg ikke kun i form af gaver (de er selvfølgelig en lækker bonus at få), men særligt i form af betydningfulde stunder sammen med dem, jeg holder af. Jeg har været til forskellige julearrangementer, haft glædeligt gensyn med flere af mine veninder, og så har jeg hygget i stor stil herhjemme sammen med N. Tiden er fløjet afsted… Nu er julen allerede forbi, nytåret er fuld gang med at blive skudt igang, og jeg skal i skole igen allerede i overmorgen.

Jeg føler mig egentlig sket ikke klar til det, for jeg føler slet ikke, jeg er færdig med at julehygge og gå rundt i nattøj det meste af dagen uden at foretage mig det store. Desværre kan vi jo ikke standse tiden (selvom det godt nok ville være en lækker magisk superkraft at besidde), og julen kommer jo heldigvis igen til næste år. Og den ville ligesom heller ikke være noget særligt, hvis den bare varede ved i én evighed… men alligvel, et par dage mere ville ikke have gjort mig noget.

Om ikke andet kan jeg se tilbage på en jul med masser af kærlighedsfyldte stunder med familie og venner, og den glæde, det har givet mig, vil jeg tage med mig ind i det nye år. Jeg vil gøre mit bedste for at mindes den, når det hele brænder på, og det føles som om, der slet ikke er nok timer i døgnet til at nå alt det, man så gerne vil, fordi hverdagens pligter og lektier optager al ens tid og fokus. For de dage vil der komme mange af – det ved jeg.

Jeg håber også, I andre har nydt julen og juleferien (hvis I også har været så heldige at have sådan én). Og så får I lige et lille blik på nogle af mine fine julegaver her på faldegrebet. Jeg har blandt andet fået den blødeste pelsjakke fra Zara og nogle lækre produkter fra Rituals. Har I fået nogle særligt gode gaver eller minder fra julen i år?♡

untitled-8

Tynget af dårlig samvittighed

Sjældent har jeg været så energiforladt, som jeg er for tiden. Siden jeg startede på nyt studie for halvanden måned siden, har der været drøn på hverdagen, og det er gået ud over mit humør og mit overskud til de fleste andre ting. Jeg passer min skole og lektierne, men mit sociale liv står nærmest fuldstændigt i stilstand, fordi jeg simpelthen ikke har overskuddet til det. Det giver mig ekstremt dårlig samvittighed, men jeg kan jo ikke bare fremtrylle mere energi.

Så min manglende energi fører altså til dårlig samvittighed, hvilket bare dræner mig endnu mere for energi, og sådan kører den onde spiral. Og lige nu er jeg oven i købet blevet ramt af en træls omgang forkølelse.

Men, men, men… nu skal det heller ikke lyde som om det bare er trist og træls det hele. For det er det ikke! Jeg er glad for studiet, det fanger virkelig min interesse, og samtidig er jeg er stadig VILD med hverdagen som samboende med N. Og han har simpelthen været så dejlig i forbindelse med studiestarten og været yderst tolerant og støttende, på trods af at jeg til tider må være temmelig svær at håndtere.

For det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at studiestart har været hårdt for mig på det mentale plan. Jeg føler mig max presset og har haft en del følelsesmæssige udbrud på det seneste. Og af en eller anden grund er jeg begyndt at mærke en enorm selvskadetrang, som i grunden er fuldstændig uberettiget, og som jeg selvfølgelig ikke reagerer på, men som ikke desto mindre fylder meget og skræmmer mig.


Det er ved at være længe siden, jeg har haft så mange selvkritiske og dømmende tanker. Og jeg er egentlig temmelig forbavset over, hvor lidt der skal til, før de vender tilbage. På den anden side er det måske heller ikke så pudsigt, at jeg reagerer på denne måde, da det jo i mange år har været min instinktive måde at håndtere noget svært på, nemlig at bebrejde mig selv. Og lige nu sker der altså bare en masse omvæltende ting i mit liv, og derfor er det måske ganske naturligt, at usikkerheden præger mig – selvom det godt nok er en ganske irriterrende måde, den kommer til udtryk på.

Men jeg kæmper hårdt imod tankerne, og jeg bruger især N, når det hele bliver lidt for svært. Jeg har valgt at være fuldstændig åben og ærlig over for ham lige fra starten, for ellers tror jeg simpelthen ikke, vores forhold kunne fungere. Min psykiske sårbarhed er en del af pakken, og han er jo nødt til at kende mig, som den jeg er – vel og mærke den HELE mig. Og heldigvis er han utroligt støttende, selvom han har svært ved at forstå, hvorfor jeg sommetider får det sådan – ligesom jeg selv kan have ret svært ved at forstå og håndtere det. Men som han også siger, så indeholder jeg jo også MEGET andet og mere end den sårbare og “syge” del, og det må jeg ikke glemme.

Lige for tiden kæmper jeg altså temmelig meget med at forsøge at finde en passende balance mellem studieliv, lektier, parforhold, veninder etc, for ikke at forglemme bloggen, som er MEGET underprioriteret for tiden, hvilket bestemt ikke er med min gode vilje. Men jeg bevarer fortsat min fightervilje, selvom den har været noget under pres den seneste tid. Jeg har simpelthen ikke kæmpet mig så langt for at give op. Og jeg har SÅ meget, jeg gerne vil, og som jeg vælger at tro på, er værd at kæmpe for. Og mon ikke, dette bare er en tilpasnings-periode, ligesom med så meget andet. Det håber jeg…

Jeg håber, I alle sammen har det godt, og at I også bevarer fighterviljen, når det bliver lidt svært♡

untitled-8

Parat til studiestart?

På den ene side er det slet ikke til at fatte, at det allerede er i morgen, jeg starter på studiet, og på den anden side så føles det også som noget, jeg har ventet i evigheder på. Her til september rundede jeg faktisk 1,5 år som sygemeldt, så dét, at jeg nu endelig skal i gang med noget og har udsigt til at komme videre med mit liv, er fantastisk!

Samtidig er det også angstprovokerende, og bekymringen om, hvorvidt jeg nu er KLAR til det, og hvorvidt det nu er det RETTE valg af uddannelse, rumsterer rundt i mit hoved. Men denne bekymring tror jeg havde været der uanset, hvordan mit liv havde set ud. For ingen kan vide med sikkerhed, om det studie man vælger, nu også FØLES rigtigt, når først man er i gang med det.

Jeg er SLET ikke sikker på noget, men min umiddelbare fornemmelse omkring sygeplejerske-studiet er god. Det, jeg manglede, ved min gamle uddannelse (markedsføringsøkonom), var det mere menneskelige aspekt. Dét at arbejde tæt med mennesker (bl.a. gennem mine servicejobs) har altid været noget, jeg har lagt stor værdi i.

Derudover tror jeg, at min personlige udvikling gennem især de seneste 2 år, har styrket mig og bidraget til at gøre mig mere KLAR på, hvad det er jeg virkelig ønsker med mit liv. Jeg vil gerne tæt på mennesker – rigtig tæt – men jeg har ladet min egen overbevisning om, hvad jeg kunne klare (og ikke klare), bestemme, hvad jeg skulle. Jeg har ikke TURDE tage skridtet mod sygeplejerske-uddannelsen simpelthen, fordi jeg mente, jeg ville være for svag.

Men som jeg også har nævnt flere gange før, så er det oftest sådan, at vores egne tanker og overbevisninger bliver vores virkelighed. Hvis vi ikke selv tror på, vi kan noget, så kan vi det højst sandsynligt heller ikke. Men omvendt, hvis vi tør TRO på og tænke positivt om os selv og vores evner, så kan vi rykke os langt og opnå MANGE flere ting i livet.

Nu springer jeg ud i denne uddannelse med begge ben, og så må det briste eller bære. Er det ikke det rigtige for mig, finder jeg nok en løsning på det. Men jeg må selvfølgelig også huske på, at bare fordi det hele ikke er en dans på roser, betyder det ikke nødvendigvis, at det i sidste ende ikke vil være det rigtige for mig. For et studie ER udfordrende, og det skal det da også helst være. Ellers lærer man jo ingenting. Og det er jo netop derfor man er der for… for at lære og udvikle sig – både fagligt men også personligt.

Så selvom nervøsiteten bobler en smule i maven, har jeg en god fornemmelse omkring studiestart. Jeg går ind til det med et positivt sind, og så krydser jeg fingrene for, at jeg kommer i en klasse med en masse spændende og gerne forskellige personer – både alders- og personlighedsmæssigt.

Nu vil jeg få ordnet de sidste ting inden sengetid, så jeg er fuldstændigt klar til i morgen. Jeg har pølsehorn i ovnen, så der er lidt lækkert til madpakken, skoletasken skal lige pakkes og tøjet skal findes frem… Og så kan jeg heller ikke blive mere parat – i hvert fald fysisk. Mentalt er jeg vist så klar, som man nu kan være, når man skal i gang med noget helt nyt og nervepirrende.

Wish me luck! ♡

untitled-8

Det er nu officielt

Min adresse er fra i dag officielt ændret, og jeg kan for alvor lægge et kapitel bag mig… Et ret mørkt og trist kapitel, som nu er blevet erstattet af langt mere lys og glade dage med overskud og LYST til tingene. Men JA, jeg oplever selvfølglig stadig svære udfordringer og indre kampe, og mit psykiske helbred vil muligvis aldrig blive stærkt nok til en komplet stabil og “normal” hverdag – hvad det så end er. Men jeg føler i alt fald, at jeg nu har taget et utrolig stort skridt ud i en håbefuld fremtid, som jeg satser MEGET stærkt på at skulle tilbringe i tæt selskab med den dejlige mand, som gennem de seneste måneder har væltet mig omkuld og nu også budt mig velkommen i hans hus 24/7.

Det er vildt spændende at skulle skabe et hjem sammen med en anden og opleve hverdagen sammen. En hverdag som by the way også lige om snart byder på en helt stor omvæltning for mig i form af studiestart på sygeplejerske-uddannelsen. Jeg glæder mig til det hele, er fyldt med håb og føler mig faktisk ganske tryg i at sige farvel til lejligheden og byde livet som sygeplejerske-studerende og samboende med kæresten hjerteligt velkommen♡

untitled-8

Update | Der er sket meget på kort tid

Der er godt nok sket meget på kort tid! For lidt mere end et halvt år siden var jeg sygemeldt uden nogen særlig klar idé om, hvad jeg ville/kunne holde til at gøre med mit liv. Fremtid var ikke noget, jeg skænkede for mange tanker, for jeg kunne knap nok overskue at stå ud af sengen, tage et bad for overhovedet at tale om at overskue at lave mad til mig selv.

…Så fremtiden, ja den lå mig nok lidt fjernt. Og for at være hudløst ærlig var jeg ikke sikker på, jeg overhovedet havde/ønskede nogen fremtid – og i så fald at det ville blive en særlig lys en af slagsen.

8 måneder senere sidder jeg her… på sofaen i min kærestes hus og er stort set lige blevet færdig med at flytte alle mine ting ind. Jeg er blevet optaget på sygeplejerske-uddannelsen i Esbjerg og skal starte til september. Fremtiden er ikke længere noget fjernt for mig. Jeg er sprunget direkte og hovedkulds ud i den…

Nu kan man jo selvfølgelig ikke planlægge alt, hvad der kommer til at ske i livet. Jeg kan ikke vide, om sygeplejerske-uddannelsen vil vise sig at være den rette hylde for mig. Og jeg kan for så vidt heller ikke vide, at mit og N’s forhold kommer til at vare ved evigt (selvom jeg jo inderligt håber og tror på det)…

Men fra ikke at have set nogen fremtid for mig selv, er jeg gået til nu at glæde mig over den! Jeg er ikke bange og angst på samme måde længere. Jeg VIL den rent faktisk. Jeg GLÆDER mig til at starte på studiet, og jeg er MEGA taknemmlig og glad for at være flyttet sammen med min kæreste. Generelt set er jeg optimistisk og tør godt tro på, at det hele nok skal gå.

Med den rette støtte og opbakning udefra kan jeg næsten ikke forestille mig, at det vil gå galt. For uanset hvilke udfordringer jeg vil møde på min vej, føler jeg mig rimelig godt rustet til at klare mig igennem dem.

Lige nu priser jeg mig bare lykkelig for, at jeg stadig har min behandler i psykiatrien som en fast støtte og vejleder. Men jeg tror også på, at der nok skal komme en dag inden for en overskuelig fremtid, hvor jeg ikke længere vil have brug for hende. At jeg vil kunne klare mig alene via støtten fra mit eget vidunderlige netværk. Men jeg er ikke længere flov over at have brug for hjælp. Jeg er bare glad for, at jeg får den.

Det var lige en lille, ganske positiv update herfra. Jeg håber, I får en dejlig weekend og er fyldt med håb og optimisme – ligesom jeg♡

untitled-8