Jeg skal være mor♡

Ja, den er god nok… du læste rigtigt. Jeg er ikke sikker på, jeg selv helt har fattet det, og jeg ved heller ikke, om det overhovedet er muligt, før man står med den lille nyfødte i sine arme. Men scanningsbillederne taler sit eget tydelige sprog. Jeg er gravid! Jeg skal være mor! Mig og N skal være forældre til vores første fælles barn♡

Vi var til kønscanning for en uge siden, hvor det viste sig, at vi venter en lille pige. Det er så sindssygt svært at forholde sig til, at der rent faktisk gror et andet liv inde i maven på mig, samtidig med at kroppen bobler af glæde, nervøsitet og spænding over det, der venter forude. Jeg føler en ubeskrivelig tilknytning til hende, på trods af at jeg ikke engang har hverken mødt eller overhovedet mærket hende endnu. Det hænger ikke helt sammen med, at jeg synes, det hele er meget svært at forholde sig til, men noget, som jeg virkelig har indset, efter jeg blev gravid, er netop, at dét at være gravid, er noget af det mest forunderlige, man kan opleve, og på trods af, at der ikke lader til at være nogen som helst mening i det, så giver det alligevel mere mening end NOGET andet, jeg har prøvet før i mit liv.

Dét, der startede som et møde mellem en littebitte sædcelle og en ægcelle inde i mig (ja, vi ved vist godt allesammen, at det altså er sådan, det foregår), er med ét gået hen og blevet det allervigtigste i mit liv. Mit vigtigste formål de næste 5 måneder, der er tilbage af min graviditet, er at passe på maven – at passe på hende. Hun er mit et og alt, og samtidig kan jeg slet ikke forstå, at hun overhovedet er der. Det er sgu da forunderligt♡

Da jeg for første gang hørte babyens (eller fostrets, som det jo altså stadig hedder) hjertelyd til en scanning, kom det fuldstændigt bag på mig, hvor voldsomt det lød, og hvor hurtigt sådant et lille hjerte kan slå. Men jeg fandt også hurtigt ud af, at lige netop dén lyd er noget af det mest rørende og beroligende, jeg nogensinde har hørt og formentlig vil komme til at høre. Den lille pige i min mave og hendes ve og vel betyder ALT for mig, og den lettelse, der breder sig i kroppen, når en jordemoder fortæller dig, at alt ser fint ud, og hun har det godt, er de bedste ord, man kan forestille sig at høre. Det er lige før, man helt glemmer de måneder med kvalme, forstoppelse og overdreven træthed, som “hun” har forårsaget op til nu…

At sige at min første tid som gravid har været uden nogen form for slinger i valsen, ville helt sikkert være at lyve. Jeg kan relatere MEGET til Sofie Lindes tanker og følelser, som hun beskriver dem i “Fårking Gravid”, som altså ikke ligefrem er en bog med fokus på graviditet som en særlig vidunderlig og rosenrød tid, som det ellers ofte bliver beskrevet af mange. For det kan virkelig være hårdt at være gravid – i hvert fald har det også været det for mig i 1. trimester. Og selvom jeg har det betydeligt bedre nu (rent fysisk i hvert fald), her i starten af 2.trimester, så kan jeg jo ikke forudsige noget om, hvordan de næste måneder vil forløbe.

Noget af det værste ved at være gravid er nok den enorme usikkerhed, som er forbundet med den. Man kan få at vide nok så mange gange, at alt ser fint ud, men 5 minutter efter vender bekymringerne blot tilbage. For det ER jo ikke til at vide. Vi kan ikke overvåge babyen hele tiden eller sidde fastkoblet til en monitor, der viser, at den har det godt, og hjertet slår. Desuden tror jeg også lige så godt, jeg kan forberede mig på, at jeg vil komme til at bekymre mig fra nu af og resten af mine dage. At bekymre sig sig om sine børn er et livsvilkår, som jeg har indvilliget i at leve med, eftersom jeg har taget beslutningen om at bringe et barn til verden. Og mon ikke, jeg nok skal klare det – jeg vil uden tvivl komme til at gøre mit absolut ypperste for, at lille pigen i min mave kommer til at få de bedst mulige vilkår for et godt liv fyldt med kærlighed og omsorg♡

untitled-8

Mit længste forhold hidtil! Og forhåbentligt det sidste♡

N og jeg har efterhånden været i fast forhold i 1 år. Vi har godt nok ikke nogen specifik dato på, hvornår vi blev kærester – synes altid det er sådan lidt svært, for det er jo ikke ligesom i folkeskolen, hvor man bare spurgte hinanden eller skrev et brev, som han/hun kunne sætte kryds i… Selvom det nu var meget sødt! Men vi startede i hvert fald med at date i januar sidste år, så jeg vil mene, at vi omkring marts var ved at være sådan rimelig kæreste-agtige.

Så lidt over et år er der gået, siden vi begyndte at se hinanden. Og MEGET er sket siden. Vi snakkede faktisk om forleden, hvordan vi i starten af vores forhold egentlig tog det meget stille og roligt (han har jo en datter fra et tidligere forhold, og når der er børn involveret kræver det altså, at man liige ser tiden og forholdet lidt an først). Og vi tog det virkelig også meget stille og roligt – det første halve år. Men så tog vores forhold også fart…

Jeg blev introduceret til hans datter for første gang i starten af juni måned sidste år. Kort tid efter mødte jeg hans mor og far og dernærst hans søsters familie. Og 2 måneder senere flyttede vi sammen i hans hus! Det lyder jo helt vanvittigt, men det føltes faktisk meget naturligt. Hans datter var selvfølgelig en anelse skeptisk de første par gange hun mødte mig, men der gik ikke længe, før hun nærmest så det som en selvfølge, at jeg også var der, når hun var hjemme hos sin far. Hun begyndte også hurtigt at være opsøgende i forhold til mig og ville gerne lave ting sammen med mig. Så det virkede som en rigtig god beslutning for os alle bare at flytte sammen på det tidspunkt.

Nu sidder jeg så her. Lidt mere end et halvt år senere og kunne slet ikke forestille mig et liv uden hverken N eller hans datter. De er begge lige så naturlig og vigtig en del af mit liv som min egen familie. De ER min familie! Og det samme gælder egentlig N’s forældre. De har VIRKELIG bare taget imod mig med åbne arme, og vi ser dem ret ofte – faktisk oftere end jeg ser mine egne forældre – og derfor føler jeg efterhånden også, at de er blevet en naturlig del af min familie. De giver også udtryk for, hvor glade de er for mig, og jeg er simpelthen så rørt og beæret over hele den måde, de bare har taget mig ind og acccepteret mig som en del af deres, deres søns og deres barnebarns liv.

N har også sagt, at nu må jeg dæleme heller ikke smutte, for jeg har lige solgt hans spisestole og købt nogle nye, så hvis jeg forlader ham nu og tager møblerne med, står han igen og skal til at have fat i nye møbler til huset. Han mener det selvfølgelig ikke kun pga møblerne – jeg ved godt, at han også mener det på et ganske dybere plan. Vores forhold er baseret på dyb respekt og kærlighed til hinanden, det er tydeligt at mærke, og vi udtrykker det også verbalt over for hinanden ofte… Men derfor kan vi nu godt grine lidt af det, for det er jo lidt tragi-komisk, når man tænker på, hvad han måtte gå igennem, da hans forhold til L’s mor gik i opløsning. Så det ville selvfølgelig være forfærdeligt for ham at skulle gennemleve noget lignende igen.

Én ting er ganske sikkert – jeg elsker den mand, og jeg ønsker at tilbringe et langt liv sammen med både ham, hans skønne datter og de dejlige børn vi forhåbentligt får sammen en dag♡

untitled-8

Sæt pris på de små ting og lev i nuet ♡♡♡

I dag vil gerne rette fokus på dét der med lige at huske engang imellem at værdsætte de små ting i livet. Jeg synes nemlig selv ret hurtigt, at hverdagen kan gå hen og blive forhastet og triviel. Jeg har en tendens til bare at skøjte hen over dagene med et alt for stort fokus på alle de ting, der skal eller bør gøres og er ofte meget styret af lange huskelister. Selv på de dage, hvor jeg ikke har noget planlagt på forhånd og et eller andet sted også mærker en lyst til bare at slappe af og hygge mig derhjemme, ender jeg ofte med at rende rundt og ordne alt muligt eller lave en eller anden aftale, fordi jeg har så afsindigt dårlig samvittighed over aldrig mere at have tid til at ses med mine veninder.

I det hele taget er det ret sjældent efterhånden, at jeg kan finde roen i mig selv til at sidde ned og fx se et afsnit serie, fordi jeg får dårlig samvittighed af at tænke på alle de ting, jeg burde lave… Dermed ikke sagt at jeg aldrig hviler mig. Jeg får mig ofte – helst hver dag – en eftermiddagslur eller bruger en times tid i sengen, hvor jeg ligger med min computer. Problemet er bare, at min hjerne aldrig står stille (og det er altså IKKE for blære mig! wink). Ofte ligger jeg i virkeligheden bare og tilføjer ekstra punkter til min liste, fordi det er, når jeg slapper af, at min hjerne lader til at arbejde allerhårdest og kommer på tusindvis af idéer og forslag til, hvad jeg kan gå i færd med, når min såkaldte “afslapningstid” er forbi.

Det er, som om jeg lider en eller anden konstant præstations-søgen, som simpelthen ikke tillader mig at slappe af og Gud-forbyde-det rent faktisk få held med at tømme mit hoved for tanker og planer. Okay, det er faktisk ikke engang løgn, eftersom lige netop dét er en af hovedessenserne i min diagnose – MEN jeg tror nu langt fra jeg er helt alene om at have det sådan.

Vi har jo alle en hverdag, hvor mange ting skal passes og nås, og det KAN være svært lige at stoppe op og tænke over nogle af de små forbigånde øjebkikke, man oplever, som rent faktisk HAR en større betydning. Og hvor mange gør i virkeligheden også det? Det er jo ikke, fordi man pludselig stopper op midt i en handling og tænker over, hvor glad man er for at være i live i præcist det øjeblik. Okay, det kan da godt være, at nogle mennesker gør det, men for mit vedkommende er det kun i de allersjældneste øjeblikke, jeg mærker en glæde så enorm, at denne tanke overhovedet opstår.

De to opfordringer i overskriften kunne ikke være meget mere kliché. Men det er jo for dælen da rigtigt! Vi SKAL huske at sætte pris på de små ting og leve i nuet. Det er nu, vi er her. Det er nu, vi lever. Og det er ikke, fordi vi hele tiden skal stoppe op og bruge 10 minutter på en indre takketale til Gud eller hvem end vi nu har lyst til at takke for vores liv, og de gode ting, vi har. Det handler egentlig bare lidt om at skærpe sit mindset til at lægge mere mærke til nogle af de ting, der sker i nuet og VIRKELIG mærke det, når noget føles godt. For bare ved at have sin opmærksomhed mere skærpet mod disse ting, tror jeg også automatisk, det bliver nemmere at MÆRKE, når noget føles godt. Men hvis vi hele tiden er styret af en samvittighedsfuld indre stemme og lange-to-lister og dermed hele tiden mentalt befinder os i fremtiden, kan det altså ikke lade sig gøre…

Det var lidt af mine dybere tanker på denne godt nok lidt kedelige grå fredag (i hvert fald hvad vejret angår) – og jeg må da også indrømme, at det indeni også godt kan føles lidt gråt lige nu. Jeg har en træls opgave hængende over hovedet til på mandag, så det kan godt være lidt svært at finde begejstringen og glæden frem i dette øjeblik. Men fx lige nu hvor jeg sidder med en kop kaffe og filosoferer en smule over dette indlæg – ja det er jo faktisk netop et af de øjeblikke, der bør sprøjtes glimmer på (som kære Hella så fint beskriver det).

Jeg håber, du får en skøn weekend med masser af strålende glimmer-øjeblikke♡

untitled-8

Jeg kunne ikke være mere lettet♡

ENDELIG…!!! Endelig blev det tid til min sidste omgang laserbehandling. Jeg kan ikke beskrive min lettelse over, at det endelig snart er slut. Det er efterhånden 3 år siden jeg fik min første behandling med CO2 fraktioneret laser, og siden da er det blevet til 6 behandlinger i alt! Hver gang efterfulgt af en længerevarende helingsproces, herunder flere dage som et omvandrende trafikoffer (se billeder her).

Bevares, det er noget, jeg har valgt at få gjort af min egen fri vilje. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke har været opslidende og hårdt – mest af alt mentalt. Hele den langvarige proces op til behandlingen, som bestod af årevis af mislykkede forsøg med forskellige behandlinger og produkter til mange tusind kroner (hør mere om det i videoen her), og selve processen med behandlingerne, de efterfølgende dage og ventetiden (sommertider mere end et halvt år) frem til næste behandling, har virkelig krævet sin tålmodighed… En evne, som jeg besidder i ualmindelig lille grad!

Jeg kan derfor næsten heller ikke begribe, at i dag var sidste gang. Ikke flere laserbehandlinger til mig… Jeg er færdig… FINITO! Det er befriende på SÅ mange måder! Nu har det varet ved i så mange år, og langt om længe kan jeg nu sætte et punktum efter det. Jeg er langt fra færdig med at kæmpe med min hud, og jeg vil selvfølgelig fortsat gøre ALT, hvad jeg kan for at pleje og passe godt på den. Men jeg kan ikke gøre mere for mine ar.

Og nu til det spørgsmål, som sikkert presser sig på hos de fleste; Er min hud blevet pænere efter behandlingerne? JA, det er den faktisk. Er den blevet fri for ar? NEJ, dem er der stadig MANGE af. MEN… Er jeg glad og tilfreds med resultatet indtil videre (mangler jo stadig at hele op efter behandlingen i dag)? Ja, det er jeg. Jeg er i hvert fald indstillet på, at nu er det sådan det er! Der er ikke mere at gøre… Jeg har gjort, hvad jeg kunne for nu. Og min hud ER jo blevet pænere og mere ensartet i forhold til udgangspunktet. Arrene er blevet betydligt mindre synlige end før, og eftersom jeg nærmest allerede på forhånd havde opgivet troen på nogensinde at få en pænere hud, kan jeg jo kun sige, at jeg er glædeligt overrasket over resultatet.

Jeg ville selvfølgelig ØNSKE, at der fandtes en mirakelkur, så min hud bare kunne blive fin og glat igen, som var jeg stadig 14. Men det gør der altså bare ikke, og sådan kommer min hud aldrig til at se ud. Det kan være hårdt at acceptere, især når man et eller andet sted ikke synes, man har fortjent at ende ud med en så ødelagt hud, som min er/har været. Men trods alt er jeg glad for, at jeg fandt en behandling, som har afgrænset problemet og gjort det nemmere for mig at føle mig bare en smule tilpas i min egen hud. En kamp, som jo lige så meget som det fysiske, også har handlet om, at jeg på det mentale plan har måttet arbejde for at acceptere og anerkende den person, jeg er på indersiden af min arrede hud.

Ingen af os er perfekte. Og min hud er bestemt slet ikke! Og nogle gange må jeg virkelig huske at minde mig selv om, at jeg indeni er et godt menneske, og at min hud jo selvfølgelig intet siger om, hvem jeg er, og hvorvidt jeg er god eller pæn nok. Vi er ALLE præcist, som vi skal være, men dermed ikke sagt, at vi ikke godt kan ønske os noget anderledes ved os selv, og at det i en vis grad også er okay at bestræbe dette. Så længe det ikke volder dig mere skade, end det gør gavn selvfølgelig!

Derudover vil jeg også gerne tilføje, at selvom du måske sidder og tænker “hvor er det dog åndssvagt at gå så meget op i sin hud, hun så sikkert også pæn ud før”, så vil jeg gerne lige påpege, at selvom det ikke nødvendigvis er/var noget andre lagde mærke til eller overhovedet tænkte over før i tiden, medmindre jeg påpegede problemet for dem, er det ikke desto mindre noget, som for MIG har haft en KÆMPE betydning og været en enorm hæmsko i mit liv. Derfor har det også været enormt vigtigt for mig at gøre så meget som muligt for at forsøge at mindske problemet, således at jeg kunne få det bedre med min hud.

Jeg VED godt, at der ikke er lighedstegn mellem at SE pæn ud og HAVE det godt indvendigt. Men vi kan bare heller ikke undslippe, at udseende og i særlig grad udstråling betyder noget i dag. Og min udstråling før var bestemt ikke én, der strålede af selvtillid og glæde. Og den har jeg i hvert fået meget mere af, efterhånden som mine ar er blevet mindre synlige – både for omverdenen og for mig selv.

Hatten af for dig, hvis du har læst med helt til slutningen. Og så håber jeg ellers bare, at du får en fabelagtig onsdag. Masser af tanker og kram fra det omvandrende trafikuheld♡

Lige til sidst et billede af, hvordan vi virkelig kan manipulere med virkeligheden via filter og redigering. Ville ofte ønske, der fandtes et filter for virkeligheden. Men det GØR der altså ikke! Og min hud VIL aldrig blive som billedet til venstre.

Nye negle og en snak om studiet

Årh hvor jeg dog bare synes, at hverdagen flyver afsted lige nu. Der er alt for meget at nå og alt for lidt tid til at nå det i. Jeg kæmper virkelig for at finde den rette prioritering og balance i tingene, men synes det er SÅ svært!

Især studiet har jeg svært ved at få til at balancere med mine fritidsinteresser og familielivet derhjemme. Når det kører godt på den ene front, synes jeg det går alt for meget ud over det andet – og omvendt. Især min start på 2. semester har tæret hårdt på mine kræfter, fordi vi har været og fortsat er i gang med nogle gruppeprojekter, som kræver et ret stort arbejde og engagement uden for studiet. Og selvom det selvfølgelig er spændende at få lov at fordybe sig i nogle bestemte problemstillinger og arbejde intensivt med dem, går det altså ud over min tid til at læse op på pensum til de almindelige undervisningstimer. Så selvom jeg møder op til undervisningen på skolen, får jeg ikke helt så meget ud af det, som jeg kunne have gjort. Det synes jeg er mega ærgerligt, og jeg er på den måde endt med at komme ret meget bagud i flere af fagene.

Jeg bryder mig bestemt ikke om at være bagud, men samtidig kan jeg også mærke, at der simpelthen ikke er flere ressourcer at tage af lige nu. Jeg magter ikke at gøre mere – i hvert fald hvis jeg jeg samtidig skal tage hånd om mig selv… og selvfølgelig skal jeg det! Jeg vil IKKE ende ud i en situation, hvor jeg skal sygemeldes igen. Så vil jeg hellere slække lidt på kravene til mig selv (selvom det er pisse hårdt, når man har en tendens til automatisk at stille tårnhøje krav til sig selv).

Ovenstående problematik er en del af den læringsproces, som jeg er i gang med, og som jeg i bund og grund tror, vi er mange, der kæmper med på egen vis. Vi lever i en verden i konstant fremgang, og vi kan altså ikke forvente af os selv at kunne følge med i og være med til alt, hvad der sker omkring os – og det er OKAY. Det vigtigste er, at vi har os selv med i det, og at vi er i stand til at være i nuet og NYDE det! Og det kan man altså ikke, når man hele tiden kigger fremad på alt det andet, der gerne skal gøres og nåes.

Heldigvis for mit vedkommende har vi ikke undervisning igen før på mandag, så jeg har tænkt mig at bruge de næste dage på at gøre nogle gode ting for mig selv. Jeg har IKKE tænkt mig at gøre ret meget i forhold til studiet. Selvfølgelig er det træls at være bagud, men jeg er temmelig forsikret om, at det hele nok skal gå alligevel. Om ganske få uger skal jeg ud i min første lange praktikperiode i hjemmeplejen, og jeg glæder mig til at få en lille pause fra studiet og komme ud og få fingre i nogle af de ting, vi har lært. Og mon ikke jeg nok skal finde tiden til at få læst op på nogle af de ting, jeg mangler… det er i hvert fald, hvad jeg overbeviser mig selv om.

Og så lige til noget helt andet… Forleden fik jeg lavet disse fine gelénegle, og jeg er helt vild med det afdæmpede lyserøde look!

untitled-8