Skammer jeg mig over min krop?

Med det lækre vejr vi har haft på det seneste, er det jo faktisk allerede blevet bikini-tid, og for mange er det nok noget at det mest angstprovokerende ved sommeren at skulle vise sin krop frem i fuld offentlighed med kun et lille stykke stof at skjule sig bag. Personligt er det ikke noget, der længere påvirker mig særlig meget, men sådan har det bestemt ikke altid været!

Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ligger skjul på, at jeg i mange år havde en spiseforstyrrelse. Den var en stor del af mit liv igennem næsten 10 år og har dermed også i høj grad været med til at forme den person og de holdninger om motion, sundhed, krop og mad, som jeg er og har i dag.

At føle mig tilpas i min egen krop har bestemt ikke altid været en af mine stærke sider – rettere det modsatte. Jeg afskyede den. Selv da jeg vejede tæt på de 4o kilo, så jeg mig selv som tyk. Et forskruet kropsbillede er typisk noget, man ser hos spiseforstyrrede – men i den grad også i en stor del IKKE-spiseforstyrrede.

585791cf-7bb5-4ef0-9faf-8c162a57f9a7

Faktisk oplever jeg, at MANGE omkring mig ser negativt på deres kroppe og kæmper en daglig kamp for at ændre den. De vil så gerne tabe sig lidt, opbygge større muskler eller fjerne den der trælse delle på maven – ikke at der er noget forkert i at ønske og efterstræbe dette.

Men hvis du går og tror, at du vil blive lykkelig af, at vægten viser et lavere tal eller du opnår en fladere mave, så bliver du nok skuffet. Selvfølgelig kan det godt have en vis indvirkning på din fysiske velvære, men det positive syn på din krop kommer ikke krybende af sig selv.

De fleste af os har alt for travlt med at fokusere på det negative ved os selv. Vi skammer os over ikke at have den perfekte krop, måske fordi samfundet og medierne har bildt os ind, at vi sagtens kan opnå den perfekte, slanke krop gennem den rette mængde motion og den helt rigtige næring.

Men som jeg også har nævnt før, så er sundhed en individuel ting, og det handler om både at have det fysisk godt men også det mentale billede man har af sin krop og sig selv generelt.

Én af de ting, som for mig afspejler sundhed er at kunne føle sig tilpas i egen krop. Og det er altså ikke noget, jeg har fået ud af den blå luft. Jeg har kæmpet for det – kæmpet for at finde mig til rette i min krop. Og med stolthed kan i dag sige, at jeg IKKE skammer mig over min krop. Jeg er rent faktisk STOLT af den. Alligevel mærker jeg faktisk en vis tilbageholdenhed i at skrive dette. For kan man virkelig tillade sig at være stolt af din egen krop?

SELVFØLGELIG kan man det! Der er intet galt i at være stolt af sin krop – uanset vægt, størrelse, om du har sixpack eller store elskovshåndtag – så længe man er god mod den og fodrer den med en passende mængde næring og motion. Det handler om, at DU skal have det godt i den krop, du ejer, og hvad andre siger eller tænker om dig bør ikke være den faktor, der bestemmer, om du føler dig tilpas eller ej.

Det er selvfølgelig ikke så sært, at du har tilegnet dig den særlige og meget UNYTTIGE evne at se det negative i alt ved dig selv. For vi er trods alt hele tiden konfronteret med andres kroppe og kan på tæt hold følge med i andres liv og hvad DE gør for at opretholde sundheden i deres hverdag.

Hvis du hele tiden sammenligner dig med andre, vil du højst sandsynligt forblive utilfreds med dit eget liv. For der vil jo altid være nogen med en mere slank og tonet krop en dig. Og alligvel betyder det jo ikke, at de er mere lykkelige.

Heldigvis synes jeg, at der er ved at ske en positiv ændring i synet på krop og sundhed, og det, der førhen var opstillet som det perfekte billede af den perfekte krop, er ved at blive udvisket. Jeg er VILD med, at ord som KROPSPOSITIVISME og KROPSAKTIVISTER har fundet sin vej ind gennem mylderet af vægttabs- og sundhedsråd vi ellers belemres med dagligt.

Vi kan selvfølgelig ikke bare stoppe med at se på andres kroppe. Én ting du kan gøre er dog at være påpasselig med, hvem du følger på sociale medier og de indtryk du vælger at udsætte dig selv for. Det er klart, at du ikke kan bestemme ALT, hvad der finder vej ind i din bevidsthed, men du kan trods alt godt vælge at lukke øjnene for alle disse sundhedspækkede de råd og i stedet for arbejde på at finde ud af, hvad der virker for DIG, og hvordan du får det bedst muligt i din egen krop.

Det er i hvert fald super vigtigt at passe på sig selv, udvælge sine daglige indtryk via sociale medier med omhu og sidst men ikke mindst øve sig i at tale PÆNT til og om sig selv og sin krop.

Ret så glad for ham

Det er simpelthen lykkedes mig at blive en af den slags pladderforelskede tøser, der ikke kan lade være med at tænke på, hvad han laver eller har lyst til at tage telefonen og skrive til ham, at jeg savner ham, selvom vi skiltes sidste gang for mindre end en halv time siden… Ja, jeg er ligefrem pigen, der køber en halskæde med hans forbogstav, bare fordi jeg har lyst til at vise ham, at jeg er virkelig glad for ham.

Og hvor er det da SKØNT at være så glad for en anden person og samtidig føle, at det er gengældt. Vi har det smaddergodt sammen, og det er jeg mega taknemmelig over… Og så alligevel, så er det faktisk en anelse (altså kun en lille bitte smule) belastende at have det sådan. For jeg savner ham jo hele tiden.

Men selvom det jo overordnet er pisse fuc…. dejligt at være så glad for en anden person, så er det jo faktisk også hårdt. For med omsorg og glæde kommer også ansgten for at miste. Jeg er da skide bange for, at han lige pludselig ikke vil mig alligevel. At han opdager, at jeg i virkeligheden ikke er værd at være kærester med. Og jeg vil jo bestemt ikke miste alt det gode, vi har sammen, og som i løbet af de seneste måneder faktisk er gået hen og blevet et ret stærkt bånd… føler jeg. Og eftersom vi er meget åbne over for hinanden med vores tanker og følelser, så ved jeg, at han føler det samme.

Men intet her i livet er jo sikkert. Og jeg forsøger VIRKELIG bare at nyde det, tillade mig selv at føle alt det, jeg gør for ham og IKKE lægge bånd på hverken mig selv eller mine følelser. For det er jo en GAVE at kunne have det sådan. Men det er faktisk også skide hamrende svært, og jeg kan mærke, at jeg lærer rigtig meget i denne proces. Og det er jo selvfølgelig positivt.

Men frygten er der – og det må den også gerne – men den skal IKKE få lov at styre noget. En ting er ganske sikkert – jeg er RET så glad for ham!

untitled-8

Glad i maven

f6a8fc97-6a90-44a6-ab40-a21108287ef5

De sidste 2 måneder er der sket rimelig meget i mit liv… eller rettere det FØLER jeg, der er. For hvis man kigger på det udefra, er der dælme ikke sket meget. Jeg går fortsat sygemeldt, er endnu ikke sikker på, hvad der skal ske efter sommerferien (jeg nærmer mig en beslutning, men mere om det senere), og jeg er generelt set stadig stuck det samme sted i mit liv, som jeg har været det seneste halvandet år.

Men indeni er der altså sket en enorm forandring. Jeg er gået fra at have minimalt håb og tro på fremtiden til nu at være utrolig fortrøstningfuld og faktisk ligefrem spændt på den. Jeg har det godt sammen med N, jeg skal snart på ferie, der venter nogle hyggelige stunder med både venner og familie de næste par måneder, og jeg har aldrig følt mig mere tilpas i mit eget skind, end jeg gør lige for tiden.

Så udenpå er det ikke sket det store – men indeni mærker jeg en VILDT positiv forandring. Jeg er sikker på, at uanset hvilken vej jeg vælger at gå efter sommerferien, så vil jeg klare den. For jeg har et fantastisk bagland at støtte mig op af og ikke mindst en fightervilje indeni, der kun har vokset sig større i takt med, at jeg de seneste måneder har mærket en længe savnet fremgang.

Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, jeg er glad. Den slags glad, der kan mærkes i maven. Den slags glad, der giver mere livsgejst og tro på fremtiden. Den slags glad, der bare er skide dejlig…

Og selvom jeg da slet ikke er i tvivl om, at jeg også vil skulle kæmpe rigtig meget, så vil jeg gøre alt, jeg kan for at holde fast i denne glæde og taknemmelighed. Og rent faktisk tillade mig at TRO på, at jeg fortjener det godt, og at fremtiden nok skal blive god – uanset i hvilken retning det bliver.

untitled-8

Det var jo ikke sådan, det skulle gå…

e9ceaeb9-25e9-4a64-84d4-fb5bb7cbee3a

Da jeg var yngre, havde jeg en idé om, hvilke ting jeg gerne ville opnå i mit liv og også hvornår, de gerne skulle ske. Men med alderen blev jeg klogere… Som jeg skrev i mit indlæg her, så er jeg langt fra et sted i mit liv, som jeg havde forestillet mig. Her er nogle af de ting, jeg troede ville være gået lidt anderledes.

Da jeg var yngre troede jeg…:

❥at jeg som 18-årig ville være VOKSEN og FØLE mig voksen… (men nu er jeg 26 og føler mig altså stadig ikke voksen)

❥at jeg ville blive MOR for første gang, når jeg var omkring 27 (så jeg har temmelig travlt, hvis jeg skal nå det)

❥at jeg på nuværende ville være færdiguddannet og i fuld gang med mit første JOB (godt nok er jeg uddannet, men overvejer nu at starte helt forfra og læse noget helt andet)

❥at jeg ville have fuldstændigt styr på min ØKONOMI (men mit shopaholic-gen mangler stadig at blive tæmmet)

❥at jeg ville have fuldstændigt styr på det med SEX (øøøh, på det punkt har jeg stadig MEGET at lære – læs mere her)

Som I nok kan læse, er det ikke gået helt som planlagt. Men nu er det jo altså også pænt umuligt at planlægge det meste her i livet. Jeg har bestemt også lært meget af de ting, jeg har været igennem – især de sværeste og mest udfordrende af dem. Og selvom det godt kan føles en smule angstprovokerende at tænke på, hvor man kunne have været, så er det jo altså ikke ligefrem noget, der hjælper mig videre i en positiv retning.

Jeg har en MASSE gode ting at være taknemmelig for, og det er vigtigt og nødvendigt at påminde sig selv en gang imellem. Ellers ville vi jo bare gå og surmule over fortiden og ærgre os over alt det, vi ikke har, men som vi engang drømte om. Desuden er det jo ikke, fordi mine drømme er smuldret mellem fingrene. De er der stadig – de er bare blevet udskudt.

Og til sidst skal det jo også siges, at bare fordi man ikke har opnået, hvad man troede, kan man stadig have det godt i NUET. Det er i hvert fald noget af de, jeg arbejder rigtig meget på at lære. Vi lever hverken i dag eller i morgen – vi lever her og NU!♡

untitled-8

Blogger i hjertet♡

31817338_10156487796730209_5642835643890401280_n

Gennem årene har min “blogger-stil” ændret sig meget… Og her taler jeg ikke bare om mine billeder, mit design og bloggens udtryk generelt, men også kernen i det hele – mit skriftlige indhold – har udviklet sig og ændret form i takt med, at jeg rent personligt har gennemgået en ret vild og på mange måder skelsættende udvikling, siden jeg startede med at blogge for nu godt 6 år siden.

Den største og mest synlige forskel på nu og dengang er nok, at jeg har overvundet min spiseforstyrrelse, som faktisk var én af baggrundene for, at jeg overhovedet valgte at starte bloggen. Min primære intention dengang var vistnok at bruge mine erfaringer fra min spiseforstyrrelse til at hjælpe andre og støtte dem i at lære at elske sig selv og deres krop.

På det tidspunkt var jeg stadig selv midt i recovery processen og havde endnu meget at lære. Men derfor hjalp det mig alligevel rigtig meget, kan jeg huske, at åbne op for emnet og være ærlig over for omverdenen ved at fortælle, at jeg kæmpede med nogle svære ting.

Jeg havde selvfølgelig begrænset antal læsere, og i starten var det mest af alt venner og bekendte, der læste med. Men efterhånden som jeg spredte budskabet gennem mine sociale medier, begyndte der også at komme enkelte andre til. Og jeg fik faktisk opbygget mig et socialt netværk – især på Instagram – med andre unge, der oplevede de samme eller lignende problemer, hvilket var både skræmmende men vildt fantastisk og bekræftende på samme tide.

Da jeg rejste til USA i 2012, bloggede jeg mest om mine oplevelser derovre, og da jeg kom hjem sidst på året, fortsatte jeg med at blogge om mine udfordringer i forhold til spiseforstyrrelsen, men begyndte samtidig at have flere interesser i form af træning og mode. Jeg havde dog lidt besvær med at finde ud af, hvordan jeg skulle kombinere det hele på en måde, hvorpå det gav mening. Og der opstod også nogle lange pauser mellem flere af mine indlæg.

Siden dengang har jeg egentlig kæmpet ret meget med at finde min stil som blogger. Jeg har i grunden nok været lidt forvirret over, hvad jeg egentlig gerne VIL med bloggen, hvad JEG gerne vil have ud af den, og hvad ANDRE skal have ud af den. Og især de seneste 2 år – efter jeg endelig har sluppet spiseforstyrrelsen helt og virkelig åbnet op for MIG selv og MINE interesser – har jeg arbejdet ret intensivt med at finde en retning for bloggen.

Og jeg føler egentlig langt om længe, at jeg har fundet min rette position som blogger, hvor jeg formår at kombinere mine største interesser med mit ypperste formål, som jo stadig er at inspirere andre til at få et godt og afbalanceret forhold til dem selv og deres krop – dog på et mere bredt og overordnet plan end oprindeligt tiltænkt. Jeg har fået en del mere skønhedsindhold på det seneste, men for mig er det en del af pakken af dét at tage sig af sig selv.

Det har bestemt krævet sin tid og læring gennem årene at komme hertil… Jeg mærker dog tydeligt, hvordan det hele bare giver mening og går op i en højere enhed nu. Jeg udgiver efterhånden indlæg på daglig basis, og jeg gør det endnu mere end nogensinde, fordi jeg ELSKER det. Jeg har en masse på hjertet, og det håber jeg da, at jeg vil fortsætte med at have. Og hvis det en dag stopper, ja så er det vel bare sådan, det er. Som det ser ud lige nu, kan jeg bare slet ikke FORESTILLE mig et liv uden bloggen.

I det hele taget er jeg MEGA taknemmelig for den udvikling og personlige læring, jeg har fået ud af at være blogger. Jeg er blogger i hjertet, og jeg tror derfor også, jeg kommer til at fortsætte længe endnu. Og så vil det da selvfølgelig være en kæmpe bonus, hvis I har lyst til at følge med♡

untitled-8
Older posts