Spiseforstyrrelsens løgne og illusioner

Jeg er i øjeblikket i færd med at læse bogen “Dage uden sult” af Delphine De Vigan. Jeg plejede altid at blive ret trigget af at læse den slags bøger om spiseforstyrrelser, men nu bliver jeg nærmest bare påmindet om, hvor sindssygt langt jeg er kommet ud af min egen spiseforstyrrelse. Det samme gælder, når jeg læser mine dagbøger fra dengang, jeg var syg. Jeg kan næsten ikke genkende mig selv eller forstå, hvordan disse tanker kan have fyldt så meget i mig. Det gør mig ked af det, at jeg har spildt så mange år af min liv på noget så ubarmhjertigt og nytteløst, men på den anden side er jeg jo blevet SÅ meget stærkere på den anden side.

Jeg vil heller ikke lyve og sige, at det ALDRIG falder mig ind at gå tilbage til spiseforstyrrelsen. Jeg kan stadig godt få lyst til at tabe mig,  fordi noget i mig overbeviser mig om, at så vil jeg få det bedre. Men jeg VED også, at det er en løgn. Det, jeg savner, er ikke selve spiseforstyrrelsen og det helvede den var at leve med. Det, jeg savner, er følelsen af kontrol. Følelsen af ar være stærk, at være dygtig til noget.  Og det gode ved at have så meget erfaring med spiseforstyrrelsen efter utallige tilbagefald i de 10 år, den var til stede i mit liv, er netop, at jeg også ved, at ingen er af disse ting er ægte. Det er en illusion i mit hoved, som jeg aldrig vil kunne opnå ved et vægttab eller ved at lade mig følge af en række selvudskælende og destruktive tanker i mit hoved.

Derfor giver jeg heller ikke længere efter for trangen, når den opstår. Jeg ved godt, at den eneste vej frem – selvom livet nogle gange er svært og udfordrende – er at blive ved med at LEVE mit liv. Det hjælper IKKE at skælde mig selv ud og tro, at jeg skal lave om på noget eller opnå noget bestemt, for at få værdi. Værdien HAR jeg allerede. Og kun ved at tale POSITIVT til mig selv og springe hovedkulds ud i livets udfordringer vil jeg selv blive bevidst om min værdi og mine styrker. Det er den ENESTE vej frem og den eneste mulighed for at opnå noget nær ægte glæde i livet.

Det var lige lidt tanker fra mig på denne lørdag formiddag. Håber du får en herlig dag♡

untitled-8

Mange kilo lettere

At stå på en strand foran hundredvis af mennesker og posere for at kamera og i en lidt “vovet” bikini er ikke noget, jeg ville have turde gøre tidligere. Men igennem de seneste år og faktisk især det seneste halve år af mit liv har jeg rykket mig et GIGANTISK stykke i forhold til min egen kropsaccept. Og den er ikke kommet af, at jeg har brugt tusindvis af timer i fitnesscenteret eller spist en særlig kost for at få det godt med den. Tværtimod har jeg det seneste halve år SLET ikke hverken trænet, løbet en eneste tur eller spist hverken restriktivt eller kastet op. Jeg har spist LIGE, hvad jeg har haft lyst til. Jeg har lyttet til min krops behov (og mange gange bukket under for min utrolige chokoladetrang).

Men jeg ser det på ingen måde som en svaghed. Det er en STYRKE – især i det pressede samfund vi lever i. Misforstå mig ikke, jeg savner at løbe og være fysisk aktiv, og jeg er sikker på, at motivationen og lysten nok skal komme helt naturligt igen. Men det seneste halve år har jeg arbejdet MEGET mere fokuseret på at lære MIG – Louise på indersiden – at kende og på at acceptere alle mine sider (positive OG mindre positive). Og helt naturligt har denne accept af mig selv også skabt en langt større kontakt til og accept af den krop, jeg bor i. Jeg kan blive rørt ved og nusset alle de steder, jeg førhen plejede at væmmes ved.

Jeg plejede at HADE at blive opmærksomgjort på min egen krop – især hvis jeg lige havde spist eller ikke havde trænet i et længere stykke tid. Og hvor er det dog trist at vide, hvor mange andre end jeg, der kæmper med deres egen kropsaccept og slet ikke føler sig hjemme i deres kroppe. Og hvor ville jeg ønske, jeg kunne give dem bare en lille forsmag på, hvordan det føles at give slip på alle forestillingerne om, hvordan de bør se ud, hvad de bør spise, og hvor meget de bør træne, for at gøre sig fortjent til følelsen af at være tilpas i deres egen krop. En krop, som de vel og mærke skal leve i resten af livet. For det ER sgu bare dejligere at føle sig fri for alle de tyngende og destruktive forestillinger. Man føler sig bogstaveligt talt som et LETTERE menneske.

Masser af kropspositivisme og kærlighed ud til jer alle♡

untitled-8

Skammer jeg mig over min krop?

Med det lækre vejr vi har haft på det seneste, er det jo faktisk allerede blevet bikini-tid, og for mange er det nok noget at det mest angstprovokerende ved sommeren at skulle vise sin krop frem i fuld offentlighed med kun et lille stykke stof at skjule sig bag. Personligt er det ikke noget, der længere påvirker mig særlig meget, men sådan har det bestemt ikke altid været!

Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ligger skjul på, at jeg i mange år havde en spiseforstyrrelse. Den var en stor del af mit liv igennem næsten 10 år og har dermed også i høj grad været med til at forme den person og de holdninger om motion, sundhed, krop og mad, som jeg er og har i dag.

At føle mig tilpas i min egen krop har bestemt ikke altid været en af mine stærke sider – rettere det modsatte. Jeg afskyede den. Selv da jeg vejede tæt på de 4o kilo, så jeg mig selv som tyk. Et forskruet kropsbillede er typisk noget, man ser hos spiseforstyrrede – men i den grad også i en stor del IKKE-spiseforstyrrede.

Faktisk oplever jeg, at MANGE omkring mig ser negativt på deres kroppe og kæmper en daglig kamp for at ændre den. De vil så gerne tabe sig lidt, opbygge større muskler eller fjerne den der trælse delle på maven – ikke at der er noget forkert i at ønske og efterstræbe dette.

Men hvis du går og tror, at du vil blive lykkelig af, at vægten viser et lavere tal eller du opnår en fladere mave, så bliver du nok skuffet. Selvfølgelig kan det godt have en vis indvirkning på din fysiske velvære, men det positive syn på din krop kommer ikke krybende af sig selv.

De fleste af os har alt for travlt med at fokusere på det negative ved os selv. Vi skammer os over ikke at have den perfekte krop, måske fordi samfundet og medierne har bildt os ind, at vi sagtens kan opnå den perfekte, slanke krop gennem den rette mængde motion og den helt rigtige næring.

Men som jeg også har nævnt før, så er sundhed en individuel ting, og det handler om både at have det fysisk godt men også det mentale billede man har af sin krop og sig selv generelt.

Én af de ting, som for mig afspejler sundhed er at kunne føle sig tilpas i egen krop. Og det er altså ikke noget, jeg har fået ud af den blå luft. Jeg har kæmpet for det – kæmpet for at finde mig til rette i min krop. Og med stolthed kan i dag sige, at jeg IKKE skammer mig over min krop. Jeg er rent faktisk STOLT af den. Alligevel mærker jeg faktisk en vis tilbageholdenhed i at skrive dette. For kan man virkelig tillade sig at være stolt af din egen krop?

SELVFØLGELIG kan man det! Der er intet galt i at være stolt af sin krop – uanset vægt, størrelse, om du har sixpack eller store elskovshåndtag – så længe man er god mod den og fodrer den med en passende mængde næring og motion. Det handler om, at DU skal have det godt i den krop, du ejer, og hvad andre siger eller tænker om dig bør ikke være den faktor, der bestemmer, om du føler dig tilpas eller ej.

Det er selvfølgelig ikke så sært, at du har tilegnet dig den særlige og meget UNYTTIGE evne at se det negative i alt ved dig selv. For vi er trods alt hele tiden konfronteret med andres kroppe og kan på tæt hold følge med i andres liv og hvad DE gør for at opretholde sundheden i deres hverdag.

Hvis du hele tiden sammenligner dig med andre, vil du højst sandsynligt forblive utilfreds med dit eget liv. For der vil jo altid være nogen med en mere slank og tonet krop en dig. Og alligvel betyder det jo ikke, at de er mere lykkelige.

Heldigvis synes jeg, at der er ved at ske en positiv ændring i synet på krop og sundhed, og det, der førhen var opstillet som det perfekte billede af den perfekte krop, er ved at blive udvisket. Jeg er VILD med, at ord som KROPSPOSITIVISME og KROPSAKTIVISTER har fundet sin vej ind gennem mylderet af vægttabs- og sundhedsråd vi ellers belemres med dagligt.

Vi kan selvfølgelig ikke bare stoppe med at se på andres kroppe. Én ting du kan gøre er dog at være påpasselig med, hvem du følger på sociale medier og de indtryk du vælger at udsætte dig selv for. Det er klart, at du ikke kan bestemme ALT, hvad der finder vej ind i din bevidsthed, men du kan trods alt godt vælge at lukke øjnene for alle disse sundhedspækkede de råd og i stedet for arbejde på at finde ud af, hvad der virker for DIG, og hvordan du får det bedst muligt i din egen krop.

Det er i hvert fald super vigtigt at passe på sig selv, udvælge sine daglige indtryk via sociale medier med omhu og sidst men ikke mindst øve sig i at tale PÆNT til og om sig selv og sin krop.

untitled-8

Blogger i hjertet♡

31817338_10156487796730209_5642835643890401280_n

Gennem årene har min “blogger-stil” ændret sig meget… Og her taler jeg ikke bare om mine billeder, mit design og bloggens udtryk generelt, men også kernen i det hele – mit skriftlige indhold – har udviklet sig og ændret form i takt med, at jeg rent personligt har gennemgået en ret vild og på mange måder skelsættende udvikling, siden jeg startede med at blogge for nu godt 6 år siden.

Den største og mest synlige forskel på nu og dengang er nok, at jeg har overvundet min spiseforstyrrelse, som faktisk var én af baggrundene for, at jeg overhovedet valgte at starte bloggen. Min primære intention dengang var vistnok at bruge mine erfaringer fra min spiseforstyrrelse til at hjælpe andre og støtte dem i at lære at elske sig selv og deres krop.

På det tidspunkt var jeg stadig selv midt i recovery processen og havde endnu meget at lære. Men derfor hjalp det mig alligevel rigtig meget, kan jeg huske, at åbne op for emnet og være ærlig over for omverdenen ved at fortælle, at jeg kæmpede med nogle svære ting.

Jeg havde selvfølgelig begrænset antal læsere, og i starten var det mest af alt venner og bekendte, der læste med. Men efterhånden som jeg spredte budskabet gennem mine sociale medier, begyndte der også at komme enkelte andre til. Og jeg fik faktisk opbygget mig et socialt netværk – især på Instagram – med andre unge, der oplevede de samme eller lignende problemer, hvilket var både skræmmende men vildt fantastisk og bekræftende på samme tide.

Da jeg rejste til USA i 2012, bloggede jeg mest om mine oplevelser derovre, og da jeg kom hjem sidst på året, fortsatte jeg med at blogge om mine udfordringer i forhold til spiseforstyrrelsen, men begyndte samtidig at have flere interesser i form af træning og mode. Jeg havde dog lidt besvær med at finde ud af, hvordan jeg skulle kombinere det hele på en måde, hvorpå det gav mening. Og der opstod også nogle lange pauser mellem flere af mine indlæg.

Siden dengang har jeg egentlig kæmpet ret meget med at finde min stil som blogger. Jeg har i grunden nok været lidt forvirret over, hvad jeg egentlig gerne VIL med bloggen, hvad JEG gerne vil have ud af den, og hvad ANDRE skal have ud af den. Og især de seneste 2 år – efter jeg endelig har sluppet spiseforstyrrelsen helt og virkelig åbnet op for MIG selv og MINE interesser – har jeg arbejdet ret intensivt med at finde en retning for bloggen.

Og jeg føler egentlig langt om længe, at jeg har fundet min rette position som blogger, hvor jeg formår at kombinere mine største interesser med mit ypperste formål, som jo stadig er at inspirere andre til at få et godt og afbalanceret forhold til dem selv og deres krop – dog på et mere bredt og overordnet plan end oprindeligt tiltænkt. Jeg har fået en del mere skønhedsindhold på det seneste, men for mig er det en del af pakken af dét at tage sig af sig selv.

Det har bestemt krævet sin tid og læring gennem årene at komme hertil… Jeg mærker dog tydeligt, hvordan det hele bare giver mening og går op i en højere enhed nu. Jeg udgiver efterhånden indlæg på daglig basis, og jeg gør det endnu mere end nogensinde, fordi jeg ELSKER det. Jeg har en masse på hjertet, og det håber jeg da, at jeg vil fortsætte med at have. Og hvis det en dag stopper, ja så er det vel bare sådan, det er. Som det ser ud lige nu, kan jeg bare slet ikke FORESTILLE mig et liv uden bloggen.

I det hele taget er jeg MEGA taknemmelig for den udvikling og personlige læring, jeg har fået ud af at være blogger. Jeg er blogger i hjertet, og jeg tror derfor også, jeg kommer til at fortsætte længe endnu. Og så vil det da selvfølgelig være en kæmpe bonus, hvis I har lyst til at følge med♡

untitled-8

Accepter dig selv som du er♡

25d9c101-f091-4fda-b710-56c31a63b600

Der er ingen tvivl om, at mine mange år i anoreksiens og bulimiens fangeskab var et tydeligt symbol på min mistrivsel og manglende accept af mig selv. Jeg var overbevist om, at jeg måtte lave om på mig selv for at få det godt, blive glad og være “god nok” i både mine egne og andres øjne. I virkeligheden var det et uopnåeligt mål, jeg stræbte efter.

Men at ændre på mine ydre forhold i form af min krop, vægt og kontrollen over mad, var ikke løsningen på mine indvendige problematikker. Det førte mig ikke tættere på ACCEPTEN af mig selv, ej heller gjorde det noget positivt ved min opfattelse af omverdenens syn på mig… Hvilket i grundet ikke var så mærkeligt, da det vi lægger vores fokus på jo som regel også er det, vi søger at få bekræftet igennem andre. Så når jeg selv havde det dårligt indeni og så ethvert snit til at nedgøre mig, var det klart, at jeg også mente, andre måtte tænke sådan om mig – uanset om det så var sandt eller ej.

Det var først, efter jeg langsomt gav slip på kontrollen over de ydre forhold i mit liv, at jeg begyndte at opdage, at styrken til at acceptere mig selv hele tiden havde været i mig. Den skulle ikke findes andre steder og opnås i form af en tyndere krop, den “rigtige” udannelse eller nogen andre ydre foranstaltninger. Alt, hvad jeg egentlig skulle bruge, for at få det godt i mig selv, VAR allerede derinde.

Men at se min værste frygt – mig selv – i øjnene har været en sværere opgave, end jeg havde forestillet. I virkeligheden er det vel en proces, vi alle skal igennem her i livet – at turde se og selv og øjnene og acceptere alle de sider – både positive og mindre gavnlige sider – vi indeholder. Og jeg tror heller ikke, det er en proces, der nogensinde stopper. For vi udvikler os jo hele tiden, møder nye udfordringer, nye mennesker og lærer om nye eller blot uudforskede sider af os selv.

Jeg kan godt acceptere, at jeg ikke er perfekt. Jeg kan også godt acceptere, at jeg har nogle utroligt ikke-særligt-gavnlige (jeg vil ikke kalde dem dårlige) sider af mig selv. Og den accept har bare gjort alting SÅ meget nemmere… Det er simpelthen noget af det bedste, man kan gøre for sig selv.

Så accepter nu for dælen dig selv – for du er unik, smuk og dejlig allerede, som du er♡

untitled-8