Min fødselsberetning del 1: Hvad er det her?

Dette indlæg har jeg måttet tage mig mod til at skrive… Ikke fordi det var en særlig kompliceret og ligefrem traumatisk fødsel. Og så alligevel… jeg genkalder det bestemt ikke som værende en særlig rar og tryg oplevelse. Modsat vil jeg mene, at det er den vildeste og mest ud-af-kroppen-agtige oplevelse jeg har gennemgået i mit liv – trods jeg aldrig nogensinde har MÆRKET min krop SÅ tydeligt, eller i hvert fald den involverede del af min krop, så tydeligt før.

Jeg har valgt at dele min fødselsberetning op i 2 afsnit, da jeg gerne vil give et så realistisk og livagtigt indblik i min fødsel som muligt. Jeg har gjort mig meget umage med at skrive den, da jeg håber det er noget, andre og særligt kommende mødre, måske kan få noget ud af at læse. Da jeg var gravid, syntes jeg, det var ret hyggeligt og på en måde betryggende at høre andres fødselsberetninger. Jeg fandt det utroligt spændende og givende at få lov at tage del i andres oplevelser. Herved opnåede jeg en forståelse for, at ingen fødsler er ens, og at en kompliceret fødsel ikke nødvendigvis er lig en traumatisk oplevelse og omvendt, hvilket det nok i virkeligheden endte med at være tilfældet for mig. Hvis du skulle være interesseret i at lytte til andres fødselsberetninger, så kan jeg anbefale denne podcast, som jeg selv lyttede til, da jeg var gravid med Ellie.

Nå, nu må jeg hellere springe videre til dét, som du sikkert er klikket ind på min blog for at læse; nemlig MIN fødselberetning.

Noget føles underligt

Lørdag d. 21.december 2019: Kl. er omkring 11, da jeg mærker den første ve. Jeg er i Brugsen med min mor for at handle ind til aftensmaden. På dette tidspunkt er jeg ikke klar over, at det er en ve. Jeg kan heller ikke rigtigt afgøre, hvor smerten kommer fra, men det er nok til, at jeg må stoppe op et kort øjeblik. Tanken strejfer mig, at det kan være en ve, men jeg siger ikke noget til min mor, for hvad nu, hvis det slet ikke er det, og jeg gider altså ikke være sådan én, der brokker sig eller lyder ynkelig. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg også på, det bare var en plukve. Jeg har godt nok ikke mærket særlig meget til den slags under min graviditet, trods jeg flere gange har fået konstateret, at jeg faktisk får dem ret ofte. Men jeg har læst, at de godt kan tage til og føles værre hen imod slutningen af gravidteten, og med kun 15 dage til termin, tænker jeg, at det nok bare er det.

De følgende 2-3 timer kommer veerne med varierende mellemrum, og min mistanke om, at fødslen er ved at gå i gang, bliver større. Da jeg har læst, at det er vigtigt at få hvilet mest muligt i den første fase (den latente fase) af fødslen, fordi man får brug for ekstra mange kræfter, når fødslen går over til den aktive fase (når man er ca. 4 cm åben), beslutter jeg mig for at følge rådet, og omkring kl. 13.30 ligger jeg mig ind i sengen for at hvile. Bare i tilfælde af, at min mistanke nu skulle vise sig at være rigtig…

N og jeg er taget ned for at tilbringe weekenden sammen med mine forældre i deres sommerhus. N har været på arbejde i nat, så han ligger i annekset og sover. Jeg vil ikke forstyrre ham, så jeg ligger mig i et af de tilstødende rum til sommerhusets køkkenalrum. Jeg fortæller mine forældre om smerterne og min mistanke om begyndende veer, men tilføjer i samme åndedrag, at jeg ikke er helt sikker. Måske det bare er plukveer, gengiver jeg, og forsøger nok i virkeligheden at overbevise mig selv. Jeg havde ikke ligefrem tænkt, at fødslen skulle gå i gang nu. Min termin er først om 15 dage, og selvom jeg godt ved, at det er ganske normalt gå i fødsel allerede fra 3 uger før termin, havde jeg efterhånden indstillet mig på, at det i hvert fald først ville gå i gang efter jul.

Det er sikkert ikke noget…

Kl. lidt i 15 kan jeg ikke længere holde ud, at N ikke ved noget, så jeg går over for at vække ham. Smerterne har taget til i styrke og kommer med kun få minutters mellemrum, men de er stadig ikke så voldsomme, at jeg ikke kan holde dem ud. Og af en eller anden grund forsøger jeg stadig at bilde mig ind, at det nok ikke er noget, og at der stadig kan gå dage, før fødslen rigtigt går i gang. Det samme siger jeg derfor til N. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg må åbenbart være bange for at komme til at fremstå som svag. Så jeg bider smerten i mig og forsøger at lade som om jeg stadig tror, at jeg holder terminen ud. Selvom jeg inderst inde godt kan fornemme, det er en løgn.

Kl. 15.17 begynder jeg at tage tid på veerne. Jeg har hentet en app på min telefon med vetimer. I løbet af den næste times tid kan jeg se på timeren,  at mine veer kommer med ret hyppige mellemrum, men der er ikke rigtigt noget mønster at finde i det, og jeg har samtidig svært ved at afgøre præcist, hvornår veerne starter og slutter.  Og da jeg ved fra fødselsforberedelsen, at der gerne skal være en pause på 4 minutter mellem veerne, og at hver ve gerne skal vare ca. 1 minut, før man er i aktiv fødsel, tænker jeg ikke, at jeg har grund til at være bekymret endnu. Eller har jeg?

Veerne tager til

Kl. er fire om eftermiddagen. Jeg står lænet ind over en stol, mens jeg forsøger at trækker vejret i et roligt tempo, selvom smerten vælter ind over mig. Det er ikke en smerte jeg kender. En helt ny form for smerte. En ubeskrivelig én. Endelig begynder det at aftage, og jeg trykker på stop på min telefon. 53 sekunder, altså næsten et minut. Jeg beslutter mig for at ringe ind til fødeafdelingen og meddele, at jeg har fået veer. Kvinden i den anden ende af røret beroliger mig og beder mig om at se tiden an hen over de næste timer, og at jeg ellers bare skal ringe, hvis jeg bliver i tvivl. Hendes svar er fuldstændigt, som forventet. Jeg har læst en del om fødsler og ved, at de helst foretrækker, man bliver hjemme og får hvilet mest muligt under den første fase. Endnu en gang prøver jeg at tale mig selv til ro, men jeg bemærker også, at det modstrider mit umiddelbare instinkt. Dét, som egentlig siger mig, at vi skal afsted mod sygehuset snarest, og at der er godt gang i noget.

Vi kører nu!!!

Kl. 16.30 foreslår jeg mine forældre og N, at vi spiser aftensmad tidligt. Jeg er nu helt overbevist om, at vi er nødt til at tage på sygehuset, men min fornuft siger mig også, det vil det være det bedste, hvis N får lidt at spise, inden vi kører. Min egen appetit er ikke-eksisternende, men det nytter jo ikke noget, at vi begge to er fuldstændigt trætte og udhungrede, når vi ankommer til sygehuset. Der er jo ingen af os, der ved, hvor lang tid, det her komme til at tage, og måske er jeg slet ikke engang tæt på at være i aktiv fødsel. Min veninde gik i tre dage med veer, før hun fødte hendes søn…

De er med på idéen om, at vi spiser tidligt. Men igen kan jeg mærke, at noget i mig stritter imod. Jeg har virkelig ikke lyst til at skulle vente på, at de får lavet mad og spist – også selvom vi bare skal have hotdogs, og det ikke vil tage ret lang tid at lave. 10 minutter senere – kl. ca. 16.40 – må jeg med sammenpresset mine, indrømme, at jeg synes, vi skal køre med det samme. Veerne er begyndt at blive slemme, og jeg er ikke særlig tryg ved, at de kommer så hyppigt. Vi begynder straks at pakke bilen med alle vores ting.

Verdens længste køretur

Kl. 17.14 stopper jeg med at tage tid på veerne. Vi sidder i bilen på vej mod Hviding. Vi skal hjem for at hente hospitalstasken, som jeg jo ikke har taget med i sommerhus, og så mangler jeg stadig at pakke nogle få ting – blandt andet tøj og toiletsager til mig selv. Mens vi sider i bilen, forsøger jeg at lægge en slagplan over, hvilke ting, der skal pakkes, så det kan ske i hurtigst muligt tempo. Men det er svært at samle tankerne om andet end veerne, og i de korte pauser, jeg får mellem dem, når jeg knap at puste ud, før en ny ve starter. 

Straks da vi træder inden for døren til huset, går jeg i gang med at finde ting frem og ompakke tasken fra sommerhustasken, som jeg gerne vil have med på sygehuset. Men tempoet går ikke helt efter mit hoved. Veerne gør virkelig ondt, og jeg går, som om jeg har skidt i bukserne. Jeg må flere gange stoppe op og læne mig op af bordet. N beder mig om at sige, hvad han skal gøre, men jeg kan ikke overskue at skulle til at forklare ham, hvor tingene ligger, så jeg bider ham af og insisterer på at gøre det selv. Jeg er bestemt ikke typen, der normalt snerrer, men jeg er ved at være temmelig presset, og jeg tror også, han er begyndt at fatte lunten om, hvor det her ender.

Mens jeg bøjer mig ned for at pakke de sidste ting i tasken, tilkendegiver N i et meget forsigtigt toneleje, at bilen skal tankes. Jeg ligger ikke skjul på min irritation, men det er svært at bebrejde ham noget, når han jo ikke ligefrem kunne vide, vi skulle til Esbjerg i dag. Ingen af os havde regnet med det her… I snegletempo får jeg bevæget mig tilbage til bilen igen, mens jeg beder indvendigt til, at det må gå stærkt.

Køreturen fra Hviding til Esbjerg tager en evighed. Jeg strammer mit greb om håndtaget i loftet og bander højlydt, hver gang en ny ve starter, mens jeg puster lettet ud, hver gang de aftager. Jeg forsøger at koncentrere mig om min vejrtrækning, men det er svært. Er vi der ikke snart? Jeg registrerer intet om, hvor vi befinder os under det meste af turen, for jeg klemmer øjnene i, hver gang, der kommer en ve, og forsøger at hvile, når der er pause. Men da vi nærmer os sygehuset, er min tålmodighed ved at slippe op. Hvad hvis vi ikke når det? Kan jeg være nået så langt i fødslen, at baby er på vej ud nu? Åh Gud, jeg føler mig SLET ikke klar til det her!

________________________________

Ja, sådan gik det altså til, at mine veer startede, og jeg på ganske få timer gik fra at tænke, det nok ikke var noget særligt, til at ville afsted mod sygehuset hurtigst muligt. Hvis du har lyst til at læse, hvordan det hele ender, så følg med her på bloggen. Næste del udkommer snarest muligt.

 

untitled-8

Update – Jeg er blevet mor♡

Ja så sidder jeg her, med en baby på den ene arm og skriver mit første indlæg som mor med den anden. Lige siden fødslen har jeg haft lyst til at skrive et indlæg for at dele denne ubeskrivelige glæde med jer, men som nybagt mor har jeg måttet erfare, at dét med planlægning og tid for det meste eksisterer på en anden planet. Derfor må jeg hellere bare springe direkte ud i det.

Lørdag den 21. december 2019 kl. 22.40 kom vores lille Ellie til verden med en dejlig størrelse på 3190 gram og 50 cm, de lækreste runde kinder og masser af hår. Hun valgte at dukke op 15 dage før termin og nåede dermed ud i tide til at fejre vores første jul sammen. Selvom det ikke ligefrem var “planen”, at hun skulle komme så tidligt, føltes det som det eneste rigtige, da hun først var her.

Efter en lidt turbulent start med 2 indlæggelser i løbet af julen, nåede vi endelig hjem og fik startet vores nye liv som en familie på 4 op (N’s datter fra et tidligere forhold tæller selvfølgelig også med, selvom vi jo ikke har hende på fuld tid).

At være blevet mor er både MEGA fantastisk og SKIDE hamrende hårdt på én og samme tid!      …SKIDE er det helt rigtige ord at bruge, for hold nu fast, hvor hun skider meget!… Og spiser! Og skriger – højt! (gerne om natten, hvor hun synes, det er pissesjovt at holde sin mor vågen).

Dagene går med at amme i timevis og skifte bleer i mængder, der er næsten utænkelige. Og indimellem – når baby tillader det – får jeg lov at sove. Dog sjældent mere end 2 timer ad gangen. Der er dage/nætter, hvor jeg er så træt, at jeg ikke er i stand til at forme en sammenhængende sætning – i hvert fald ikke én, der giver mening. Og amningen bliver sommetider gjort med lukkede øjne og et hoved, der hviler op af væggen bag mig.

Aldrig har jeg været mere søvnberøvet og både fysisk og mentalt ude af balance, og alligevel føles det som om livet har fået fornyet energi og er mere meningsfuldt end nogensinde før. Når jeg kigger på min lille pige, smelter mit hjerte♡Jeg får lyst til at kysse hende uafbrudt, mens jeg begraver næsen i hendes silkebløde hår og indsnuser hendes fortryllende babyduft. Et liv uden hende er fuldstændig utænkeligt, jeg hverken vil eller kan eksistere uden hende.

Nu er hun allerede 2 måneder gammel, og det er helt vanvittigt, hvor MEGET, der er sket med hende på den korte tid. Efter hendes første besøg hos lægen forleden kan det konstateres, at hun er vokset med mere end 2 kilo siden fødslen, hvor hun lå lige under gennemsnittet. Og nu ligger hun altså et godt stykke over (der må dælme være noget guf i min mælk!). Hun er desuden gået 2 tøjstørrelser op. Hendes kinder, som allerede ved fødslen var godt runde, har fået endnu mere fylde, og det samme gælder elastikkerne om arme og ben. For få dage siden smilede hun (bevidst) for første gang til mig, mens hun lå på puslebordet, og siden er det blevet til mange flere. Det smelter simpelthen mit moderhjerte hver evigt eneste gang!

Jeg fatter stadig ikke, at N og jeg har skabt hende sammen – vores lille vidunder. I mine øjne er hun intet mindre end perfekt, trods jeg aldrig har brudt mig om at bruge det udtryk. Hun er helt og aldeles lige, som hun skal være, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at følge hendes udvikling på tætteste hold de næste 9 måneder af min barsel og til at dele morlivets op- og nedture med jer her på bloggen.

Mit indhold kommer fortsat til at handle om alt, hvad der rører sig i mit liv, og hvad jeg interesserer mig for, hvilket selvfølgelig nu også indebærer lille Ellie. Og hvis I har lyst til også at følge med, så skal i være hjerteligt velkommen. De kærligste hilsner fra mor Loui♡

untitled-8

Min gravide maves udvikling

Der er VIRKELIG sket meget med maven på ganske få uger. Som jeg også nævnte i mit indlæg omkring vægtøgning, siger vægten nu +10 kilo, hvilket er noget af en omvæltning for mig. Men hold nu k…, hvor jeg elsker den mave! ISÆR når den pludselig bevæger sig, fordi hende indenunder forsøger at finde sig en passende stilling. Det er temmelig svært at koncentrere sig om, hvad underviseren siger, når man flere gange i løbet af skoledagen forstyrres af en baby, der gør alt for at tiltrække sig din opmærksomhed. Nøj, hvor jeg elsker at mærke hende!

Jeg husker, hvordan jeg ret hurtigt selv TYDELIGT kunne se, at jeg var gravid på min mave og automatisk dermed følte jeg nok også, at andre måtte kunne se det. Men nu, hvor jeg kigger tilbage på de billeder fra de første 4-5 måneder af graviditeten, er det jo INGENTING i forhold til at se maven nu. På de næste 3 billeder kan man virkelig se en forandring, og det er endda over en periode på blot 2 måneder!

Maven er ved at være stor, og den bliver jo helt sikkert meget større endnu. Jeg frygter, at min navle snart popper ud af kroppen – køn er den i hvert fald ikke! Jeg er nu i uge 29 af graviditeten, så jeg lige under 3 måneder tilbage til termin. Det bliver spændende at se, hvordan maven kommer til at udvikle sig hen over de sidste måneder af graviditeten♡

untitled-8

10 ting om at være gravid, som er kommet bag på mig

Der er faktisk VIRKELIG mange ting, man ikke tænker over, før man står med den positive graviditetstest i hånden, og med ét forvandles livet til ét stort – eller rettere et virvar af uendelige – spørgsmål… For det første: kan det virkelig passe?? Efter 7 positive graviditetstest var jeg personligt ved at nå den erkendelse, at det måtte være sandt, og da kvalmen samtidig indfandt sin plads, var der ikke længere så meget at være i tvivl om.

Nu er jeg intet mindre end 6 måneder henne i min graviditet, og på mange måder er jeg stadig ét stort spørgsmålstegn. I virkeligheden tror jeg ikke, der er noget, man kan føle sig helt sikker på, når man venter sit første barn. For det er sgu da angstprovokerende og nervepirrende at tænke på, at der vokser et lille menneske inde i ens krop, og som man er ansvarlig for, lige fra det øjeblik, man bliver gravid. Men for dælen, hvor er der også mange fantastiske ting ved det, og glæden og spændtheden over snart at skulle møde sit barn, er simpelthen ubeskrivelig.

For mig er der en del ting omkring dét at være gravid, som er kommet bag på mig. Ting, som jeg da aldrig har tænkt over, men som pludselig optager det meste af ens fokus og hverdagsliv. Her er blot nogle af de ting, som jeg er studset særligt over i løbet af min graviditet.

1. Morgenkvalmen: det giver for det første ingen mening at kalde det morgenkvalme, når det varer det meste af døgnet i alle ugens syv dage. Min første, ret ubehagelige overraskelse i graviditeten omhandler derfor netop det. For dælen, hvor var det ubehageligt! Jeg kunne knap nok børste mine tænder uden at få bræk-fornemmelser, fordi kvalmen var så voldsom, at der ikke skulle mere til, før jeg følte, at dét jeg havde spist, var ved at komme noget retur.

2. Ingen sære graviditets-cravings: Som jeg skrev om i mit forrige indlæg, så hører man tit om de der helt ustyrlige graviditets-cravings. Min søster har fx fortalt mig, at hun slet ikke kunne få nok af pølser og franske hotdogs under begge sine graviditeter. Men ud over et enkelt tilfælde af enorm trang til Othellog-lagkage har jeg faktisk ikke oplevet de store cravings efter bestemte madvarer. Af en eller anden grund havde jeg nok forventet at få en eller flere sære cravings, når nu det er noget, man hører så meget om. Men måske jeg i virkeligheden bare skal være glad for, at det ikke forholder sig sådan?

3. Bekymringerne; er baby okay? Dette fyldte især meget i løbet af den første del af graviditeten, hvor ens kontakt med sundhedsvæsnet i form af jordemoderbesøg og scanninger lader længe vente på sig, og hvor man stadig ikke mærker liv inde fra maven. Jeg var simpelthen én stor boble af bekymring, og min kæreste har virkelig mange gange rystet på hovedet af mig over mine ustandselige bekymringer om, hvorvidt babyen mon havde det godt, eller om den var blevet mast til døde, fordi jeg var kommet til at lægge mig på maven. Dermed ikke sagt, at bekymringerne ikke stadig kan opstå. Men nu, hvor jeg mærker liv fra maven dagligt, drejer det sig nok mere om bekymringer i forhold til, hvorvidt jeg nu også har styr på alt det, vi skal have købt til babyen, og hvordan jeg mon vil klare moderrollen.

4. Forandringerne i kroppen: Her skal det lige siges, at det selvfølgelig ikke er selve dét, at kroppen forandrer sig, der er kommet bag på mig, For jeg var jeg ligesom godt klar over, at noget måtte ske, når man pludselig skal bære og nære et andet menneske inde i sig. Det er nok nærmere min reaktion på disse forandringer, som er kommet bag på mig – på en positiv måde. Jeg havde nok regnet med, at jeg især ville have det stramt med maven, som jo vokser sig stor i løbet af ganske kort tid. Men det har faktisk vist sig ikke at være tilfældet. Jeg er helt vildt fascineret og nærmest forelsket i den efterhånden ret store bule på maven (LINK PÅ), men jeg tænker, det har mest med indholdet i den at gøre, end det er af glæde over dét at blive “tyk”.

5. Graviditets-hormonerne: Okay, denne del fyldte nok mere for mig i starten, end det gør nu… Måske fordi jeg efterhånden har vænnet mig til dem, eller fordi jeg i forvejen altid har været en meget følsom person, så det kan være svært at holde styr på, hvornår det er graviditets-hormonerne, der spiller ind, og hvornår det blot er mig, der reagerer, som jeg altid har gjort. Jeg oplevede dog ofte i starten af graviditeten at blive særligt rørt over visse ting. I det hele taget havde jeg virkelig let til tårer, og det kom også til udtryk en del gange under mit praktikforløb, hvor jeg flere gange brød sammen foran kollegerne. Men i og med, at jeg virkelig VAR meget presset i den periode, og jeg ikke følte særligt tryg på mit praktiksted, vil jeg igen ikke kunne sige, om denne del var graviditets-relateret eller blot et udtryk for, at jeg decideret ikke havde det særlig godt i den periode.

6. Ammehjerne starter tidligt: Man burde måske i stedet kalde det for graviditetshjerne, for det starter altså allerede dér. Aldrig før har jeg oplevet SÅ mange tilfælde, hvor jeg efterfølgende har frygtet for mig selv og overvejet, om jeg måske kan være ved at udvikle demens i en meget tidlig alder, Den anden dag oplevede jeg vitterligt at stå med min computer i hånden, fordi jeg skulle tjekke noget på den, og da jeg samtidig står og leder efter noget med den anden hånd i min skoletaske, går jeg pludselig i panik, da jeg kan mærke, at min computertaske lader til at være tom. Jeg når seriøst at tænke, at jeg har GLEMT computeren i skolen, da jeg får øje på computeren ud af øjenkrogen, fordi jeg jo står med den åben på min venstre arm. HALLO!!! Så kan man tale om at være glemsom på et helt nyt plan.

7. De mange mærkelige google-søgninger: Som jeg nævnte før, så har jeg oplevet mange bekymringer, særligt under den første del af graviditeten. Og det resulterede da også i en ganske imponerende mængde google-søgninger i jagten efter svar på diverse mærkelige spørgsmål, som opstod, fx: må man godt ligge på maven, når man er gravid? Ja, det var jeg nødt til rent faktisk at GOOGLE mig frem til, da jeg en nat ikke kunne sove og pludselig kom til at tænke på, om det overhovedet var okay at ligge på maven, eller om man rent faktisk kunne risikere at mase sin baby på den måde (bonus info: babyen er godt beskyttet i livmoderen, så den tager altså ikke skade af, at du ligger dig på maven. Desuden kommer der jo også et tidspunkt, hvor du ikke længere kan ligge sådan, fordi maven buler for meget ud).

8. Mængden af udflåd: Ja, altså hvis du er sart, skal du nok ikke læse dette afsnit, da det altså omhandler mængden af kropsvæske, der pludseligt lader til at sive fra dit underliv. Godt nok slipper man for at have menstruation i mindst 9 måneder,  men udflåd kan man lige så godt forsøge at forsone sig med. Jeg er godt klar over, at det ikke ligefrem lyder som nogen fornøjelse, og det er det jo i og for sig heller ikke. Til gengæld er det faktisk ganske smart, eftersom det er med til at holde området dernede rent og fri for bakterier.

9. Følelsen af at høre sin babys hjertelyd: ÅÅÅH bare tanken får mig til at smile. Det er seriøst den mest vidunderlige og samtidig mest beroligende lyd, man kan forestille sig. Det er så sindssygt livsbekræftende at høre det lille hjerte galopere afsted med 150 slag i minuttet. Og så er det VIRKELIG svært at fatte, at det foregår inde i ens krop. Ikke noget at sige til, at man føler sig lidt (læs: ekstremt) træt nogle gange.

10. Den enorme kærlighed til bebsen indeni: Kan man overhovedet elske noget, som ikke engang er kommet til verden endnu? Jeg ved det ærligt talt ikke. Men i hvert fald føler jeg en eller anden form for særlig og tryllebundet tilknytning til hende, som er svær at forklare, og som jeg heller ikke helt selv forstår endnu. Jeg tror, at så snart jeg ligger med hende i mine arme, vil den del, jeg måske føler, jeg “mangler” lige nu, komme til en form for forløsning. Jeg kan i hvert fald ikke vente med at møde hende, og det er umuligt at forestille sig andet, end at jeg vil synes, hun er det mest perfekte i verden (om hun så får den samme høje pande, som både N og jeg er uheldige besiddere af eller ej).

Det var altså nogle af de ting, som har overrasket mig i løbet min graviditet so far. Hvis du selv er/har været gravid, er jeg virkelig nysgerrig efter at høre, om du også har oplevet nogle ting som særligt udfordrende, og som måske er kommet bag på dig?

untitled-8

Sådan fandt jeg ud af, at jeg var gravid

Den dag, jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden for første gang, glemmer jeg aldrig. Og når jeg siger første gang, er det ikke, fordi jeg har været gravid af flere omgange, men fordi jeg efterfølgende tog 6 tests mere, fordi jeg simpelthen ikke kunne få det banket ind i mit lille hoved, at det var sandt. Desuden blev jeg nok en smule “afhængig” af at se de 2 røde streger på testen og den ukendte, men uden tvivl glædesfulde følelse, som derpå fulgte…

Jeg skal dog gerne indrømme, at der ikke var helt så meget glamour og glimmer over selve mit valg af lokation til at foretage testen… det foregik på et offentligt toilet i et shoppingcenter. Til mit forsvar er de stort set altid skinnende rene, så det føltes ikke helt så ulækkert, som det måske lyder. Og hvor glamourøst er det i grunden også at tisse på en pind – hvor end det så måtte være??

…Hvorfor i alverden gjorde jeg det ikke bare derhjemme, tænker du måske? Svaret er ligetil – jeg kunne ganske enkelt ikke vente. Jeg var i Esbjerg den dag, mistanken om en eventuel graviditet opstod. Jeg havde smidt p-pillerne 2-3 måneder forinden, og min cyklus havde indtil da faktisk været temmelig forudsigelig – på trods af, at den plejer at være uregelmæssig, når jeg ikke er på pillen.

Jeg var faktisk kun gået 1 dag over tid denne gang, hvilket jo sagtens kunne været sket, selvom jeg ikke var gravid, men jeg havde en underlig fornemmelse af, at der måske denne gang kunne være noget om det. Vi havde jo også helt bevidst valgt at droppe pillerne, fordi vi gerne ville prøve. Og ganske rigtigt – som havde jeg haft en eller anden overnaturlig evne, et hidtil ukendt moderinstinkt, der spillede mig et puds, eller måske var det bare ren tilfældighed – var testen positivt. Godt nok meget utydelig, men begge streger var der.

Min første reaktion var at smile. For det var jo en glædelig overraskelse! Godt nok havde jeg ikke forventet, det ville komme så hurtigt, men nu var det jo sådan, det var. Og jeg var oprigtig talt glad! I kølvandet på glæden kom usikkerheden dog langsomt snigende… Jeg skulle jo være nogens mor!! Shit!!! Kan jeg det? Er det overhovedet forsvarligt?

Den slags tanker tror jeg er ganske “normale” for førstegangs-gravide. Og jeg var da også temmelig hurtig til at banke dem til jorden. For jeg er jo for det første ikke alene om det. Jeg har en dejlig kæreste at dele oplevelsen med, og da jeg bragte ham nyheden senere samme dag (den historie må I lige få en anden gang), var han nok lige så overrasket – glædeligt vel at mærke – som mig.

Nu godt 5 måneder efter sidder jeg stadig med den samme, måske 10 gange fordoblede, fornemmelse af glæde, som da jeg opdagede graviditeten. Nu er det ikke længere blot et embryo men et foster (for mig er hun en baby) , jeg bærer i mig. Og jeg mærker dagligt, hvordan hun rumsterer rundt derinde og frembringer følelser i mig, som end ikke ordene vidunderligt og livsbekræftende, kan beskrive fyldestgørende♡

untitled-8