Update – Jeg er blevet mor♡

Ja så sidder jeg her, med en baby på den ene arm og skriver mit første indlæg som mor med den anden. Lige siden fødslen har jeg haft lyst til at skrive et indlæg for at dele denne ubeskrivelige glæde med jer, men som nybagt mor har jeg måttet erfare, at dét med planlægning og tid for det meste eksisterer på en anden planet. Derfor må jeg hellere bare springe direkte ud i det.

Lørdag den 21. december 2019 kl. 22.40 kom vores lille Ellie til verden med en dejlig størrelse på 3190 gram og 50 cm, de lækreste runde kinder og masser af hår. Hun valgte at dukke op 15 dage før termin og nåede dermed ud i tide til at fejre vores første jul sammen. Selvom det ikke ligefrem var “planen”, at hun skulle komme så tidligt, føltes det som det eneste rigtige, da hun først var her.

Efter en lidt turbulent start med 2 indlæggelser i løbet af julen, nåede vi endelig hjem og fik startet vores nye liv som en familie på 4 op (N’s datter fra et tidligere forhold tæller selvfølgelig også med, selvom vi jo ikke har hende på fuld tid).

At være blevet mor er både MEGA fantastisk og SKIDE hamrende hårdt på én og samme tid!      …SKIDE er det helt rigtige ord at bruge, for hold nu fast, hvor hun skider meget!… Og spiser! Og skriger – højt! (gerne om natten, hvor hun synes, det er pissesjovt at holde sin mor vågen).

Dagene går med at amme i timevis og skifte bleer i mængder, der er næsten utænkelige. Og indimellem – når baby tillader det – får jeg lov at sove. Dog sjældent mere end 2 timer ad gangen. Der er dage/nætter, hvor jeg er så træt, at jeg ikke er i stand til at forme en sammenhængende sætning – i hvert fald ikke én, der giver mening. Og amningen bliver sommetider gjort med lukkede øjne og et hoved, der hviler op af væggen bag mig.

Aldrig har jeg været mere søvnberøvet og både fysisk og mentalt ude af balance, og alligevel føles det som om livet har fået fornyet energi og er mere meningsfuldt end nogensinde før. Når jeg kigger på min lille pige, smelter mit hjerte♡Jeg får lyst til at kysse hende uafbrudt, mens jeg begraver næsen i hendes silkebløde hår og indsnuser hendes fortryllende babyduft. Et liv uden hende er fuldstændig utænkeligt, jeg hverken vil eller kan eksistere uden hende.

Nu er hun allerede 2 måneder gammel, og det er helt vanvittigt, hvor MEGET, der er sket med hende på den korte tid. Efter hendes første besøg hos lægen forleden kan det konstateres, at hun er vokset med mere end 2 kilo siden fødslen, hvor hun lå lige under gennemsnittet. Og nu ligger hun altså et godt stykke over (der må dælme være noget guf i min mælk!). Hun er desuden gået 2 tøjstørrelser op. Hendes kinder, som allerede ved fødslen var godt runde, har fået endnu mere fylde, og det samme gælder elastikkerne om arme og ben. For få dage siden smilede hun (bevidst) for første gang til mig, mens hun lå på puslebordet, og siden er det blevet til mange flere. Det smelter simpelthen mit moderhjerte hver evigt eneste gang!

Jeg fatter stadig ikke, at N og jeg har skabt hende sammen – vores lille vidunder. I mine øjne er hun intet mindre end perfekt, trods jeg aldrig har brudt mig om at bruge det udtryk. Hun er helt og aldeles lige, som hun skal være, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at følge hendes udvikling på tætteste hold de næste 9 måneder af min barsel og til at dele morlivets op- og nedture med jer her på bloggen.

Mit indhold kommer fortsat til at handle om alt, hvad der rører sig i mit liv, og hvad jeg interesserer mig for, hvilket selvfølgelig nu også indebærer lille Ellie. Og hvis I har lyst til også at følge med, så skal i være hjerteligt velkommen. De kærligste hilsner fra mor Loui♡

untitled-8

Min gravide maves udvikling

Der er VIRKELIG sket meget med maven på ganske få uger. Som jeg også nævnte i mit indlæg omkring vægtøgning, siger vægten nu +10 kilo, hvilket er noget af en omvæltning for mig. Men hold nu k…, hvor jeg elsker den mave! ISÆR når den pludselig bevæger sig, fordi hende indenunder forsøger at finde sig en passende stilling. Det er temmelig svært at koncentrere sig om, hvad underviseren siger, når man flere gange i løbet af skoledagen forstyrres af en baby, der gør alt for at tiltrække sig din opmærksomhed. Nøj, hvor jeg elsker at mærke hende!

Jeg husker, hvordan jeg ret hurtigt selv TYDELIGT kunne se, at jeg var gravid på min mave og automatisk dermed følte jeg nok også, at andre måtte kunne se det. Men nu, hvor jeg kigger tilbage på de billeder fra de første 4-5 måneder af graviditeten, er det jo INGENTING i forhold til at se maven nu. På de næste 3 billeder kan man virkelig se en forandring, og det er endda over en periode på blot 2 måneder!

Maven er ved at være stor, og den bliver jo helt sikkert meget større endnu. Jeg frygter, at min navle snart popper ud af kroppen – køn er den i hvert fald ikke! Jeg er nu i uge 29 af graviditeten, så jeg lige under 3 måneder tilbage til termin. Det bliver spændende at se, hvordan maven kommer til at udvikle sig hen over de sidste måneder af graviditeten♡

untitled-8

10 ting om at være gravid, som er kommet bag på mig

Der er faktisk VIRKELIG mange ting, man ikke tænker over, før man står med den positive graviditetstest i hånden, og med ét forvandles livet til ét stort – eller rettere et virvar af uendelige – spørgsmål… For det første: kan det virkelig passe?? Efter 7 positive graviditetstest var jeg personligt ved at nå den erkendelse, at det måtte være sandt, og da kvalmen samtidig indfandt sin plads, var der ikke længere så meget at være i tvivl om.

Nu er jeg intet mindre end 6 måneder henne i min graviditet, og på mange måder er jeg stadig ét stort spørgsmålstegn. I virkeligheden tror jeg ikke, der er noget, man kan føle sig helt sikker på, når man venter sit første barn. For det er sgu da angstprovokerende og nervepirrende at tænke på, at der vokser et lille menneske inde i ens krop, og som man er ansvarlig for, lige fra det øjeblik, man bliver gravid. Men for dælen, hvor er der også mange fantastiske ting ved det, og glæden og spændtheden over snart at skulle møde sit barn, er simpelthen ubeskrivelig.

For mig er der en del ting omkring dét at være gravid, som er kommet bag på mig. Ting, som jeg da aldrig har tænkt over, men som pludselig optager det meste af ens fokus og hverdagsliv. Her er blot nogle af de ting, som jeg er studset særligt over i løbet af min graviditet.

1. Morgenkvalmen: det giver for det første ingen mening at kalde det morgenkvalme, når det varer det meste af døgnet i alle ugens syv dage. Min første, ret ubehagelige overraskelse i graviditeten omhandler derfor netop det. For dælen, hvor var det ubehageligt! Jeg kunne knap nok børste mine tænder uden at få bræk-fornemmelser, fordi kvalmen var så voldsom, at der ikke skulle mere til, før jeg følte, at dét jeg havde spist, var ved at komme noget retur.

2. Ingen sære graviditets-cravings: Som jeg skrev om i mit forrige indlæg, så hører man tit om de der helt ustyrlige graviditets-cravings. Min søster har fx fortalt mig, at hun slet ikke kunne få nok af pølser og franske hotdogs under begge sine graviditeter. Men ud over et enkelt tilfælde af enorm trang til Othellog-lagkage har jeg faktisk ikke oplevet de store cravings efter bestemte madvarer. Af en eller anden grund havde jeg nok forventet at få en eller flere sære cravings, når nu det er noget, man hører så meget om. Men måske jeg i virkeligheden bare skal være glad for, at det ikke forholder sig sådan?

3. Bekymringerne; er baby okay? Dette fyldte især meget i løbet af den første del af graviditeten, hvor ens kontakt med sundhedsvæsnet i form af jordemoderbesøg og scanninger lader længe vente på sig, og hvor man stadig ikke mærker liv inde fra maven. Jeg var simpelthen én stor boble af bekymring, og min kæreste har virkelig mange gange rystet på hovedet af mig over mine ustandselige bekymringer om, hvorvidt babyen mon havde det godt, eller om den var blevet mast til døde, fordi jeg var kommet til at lægge mig på maven. Dermed ikke sagt, at bekymringerne ikke stadig kan opstå. Men nu, hvor jeg mærker liv fra maven dagligt, drejer det sig nok mere om bekymringer i forhold til, hvorvidt jeg nu også har styr på alt det, vi skal have købt til babyen, og hvordan jeg mon vil klare moderrollen.

4. Forandringerne i kroppen: Her skal det lige siges, at det selvfølgelig ikke er selve dét, at kroppen forandrer sig, der er kommet bag på mig, For jeg var jeg ligesom godt klar over, at noget måtte ske, når man pludselig skal bære og nære et andet menneske inde i sig. Det er nok nærmere min reaktion på disse forandringer, som er kommet bag på mig – på en positiv måde. Jeg havde nok regnet med, at jeg især ville have det stramt med maven, som jo vokser sig stor i løbet af ganske kort tid. Men det har faktisk vist sig ikke at være tilfældet. Jeg er helt vildt fascineret og nærmest forelsket i den efterhånden ret store bule på maven (LINK PÅ), men jeg tænker, det har mest med indholdet i den at gøre, end det er af glæde over dét at blive “tyk”.

5. Graviditets-hormonerne: Okay, denne del fyldte nok mere for mig i starten, end det gør nu… Måske fordi jeg efterhånden har vænnet mig til dem, eller fordi jeg i forvejen altid har været en meget følsom person, så det kan være svært at holde styr på, hvornår det er graviditets-hormonerne, der spiller ind, og hvornår det blot er mig, der reagerer, som jeg altid har gjort. Jeg oplevede dog ofte i starten af graviditeten at blive særligt rørt over visse ting. I det hele taget havde jeg virkelig let til tårer, og det kom også til udtryk en del gange under mit praktikforløb, hvor jeg flere gange brød sammen foran kollegerne. Men i og med, at jeg virkelig VAR meget presset i den periode, og jeg ikke følte særligt tryg på mit praktiksted, vil jeg igen ikke kunne sige, om denne del var graviditets-relateret eller blot et udtryk for, at jeg decideret ikke havde det særlig godt i den periode.

6. Ammehjerne starter tidligt: Man burde måske i stedet kalde det for graviditetshjerne, for det starter altså allerede dér. Aldrig før har jeg oplevet SÅ mange tilfælde, hvor jeg efterfølgende har frygtet for mig selv og overvejet, om jeg måske kan være ved at udvikle demens i en meget tidlig alder, Den anden dag oplevede jeg vitterligt at stå med min computer i hånden, fordi jeg skulle tjekke noget på den, og da jeg samtidig står og leder efter noget med den anden hånd i min skoletaske, går jeg pludselig i panik, da jeg kan mærke, at min computertaske lader til at være tom. Jeg når seriøst at tænke, at jeg har GLEMT computeren i skolen, da jeg får øje på computeren ud af øjenkrogen, fordi jeg jo står med den åben på min venstre arm. HALLO!!! Så kan man tale om at være glemsom på et helt nyt plan.

7. De mange mærkelige google-søgninger: Som jeg nævnte før, så har jeg oplevet mange bekymringer, særligt under den første del af graviditeten. Og det resulterede da også i en ganske imponerende mængde google-søgninger i jagten efter svar på diverse mærkelige spørgsmål, som opstod, fx: må man godt ligge på maven, når man er gravid? Ja, det var jeg nødt til rent faktisk at GOOGLE mig frem til, da jeg en nat ikke kunne sove og pludselig kom til at tænke på, om det overhovedet var okay at ligge på maven, eller om man rent faktisk kunne risikere at mase sin baby på den måde (bonus info: babyen er godt beskyttet i livmoderen, så den tager altså ikke skade af, at du ligger dig på maven. Desuden kommer der jo også et tidspunkt, hvor du ikke længere kan ligge sådan, fordi maven buler for meget ud).

8. Mængden af udflåd: Ja, altså hvis du er sart, skal du nok ikke læse dette afsnit, da det altså omhandler mængden af kropsvæske, der pludseligt lader til at sive fra dit underliv. Godt nok slipper man for at have menstruation i mindst 9 måneder,  men udflåd kan man lige så godt forsøge at forsone sig med. Jeg er godt klar over, at det ikke ligefrem lyder som nogen fornøjelse, og det er det jo i og for sig heller ikke. Til gengæld er det faktisk ganske smart, eftersom det er med til at holde området dernede rent og fri for bakterier.

9. Følelsen af at høre sin babys hjertelyd: ÅÅÅH bare tanken får mig til at smile. Det er seriøst den mest vidunderlige og samtidig mest beroligende lyd, man kan forestille sig. Det er så sindssygt livsbekræftende at høre det lille hjerte galopere afsted med 150 slag i minuttet. Og så er det VIRKELIG svært at fatte, at det foregår inde i ens krop. Ikke noget at sige til, at man føler sig lidt (læs: ekstremt) træt nogle gange.

10. Den enorme kærlighed til bebsen indeni: Kan man overhovedet elske noget, som ikke engang er kommet til verden endnu? Jeg ved det ærligt talt ikke. Men i hvert fald føler jeg en eller anden form for særlig og tryllebundet tilknytning til hende, som er svær at forklare, og som jeg heller ikke helt selv forstår endnu. Jeg tror, at så snart jeg ligger med hende i mine arme, vil den del, jeg måske føler, jeg “mangler” lige nu, komme til en form for forløsning. Jeg kan i hvert fald ikke vente med at møde hende, og det er umuligt at forestille sig andet, end at jeg vil synes, hun er det mest perfekte i verden (om hun så får den samme høje pande, som både N og jeg er uheldige besiddere af eller ej).

Det var altså nogle af de ting, som har overrasket mig i løbet min graviditet so far. Hvis du selv er/har været gravid, er jeg virkelig nysgerrig efter at høre, om du også har oplevet nogle ting som særligt udfordrende, og som måske er kommet bag på dig?

untitled-8

Sådan fandt jeg ud af, at jeg var gravid

Den dag, jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden for første gang, glemmer jeg aldrig. Og når jeg siger første gang, er det ikke, fordi jeg har været gravid af flere omgange, men fordi jeg efterfølgende tog 6 tests mere, fordi jeg simpelthen ikke kunne få det banket ind i mit lille hoved, at det var sandt. Desuden blev jeg nok en smule “afhængig” af at se de 2 røde streger på testen og den ukendte, men uden tvivl glædesfulde følelse, som derpå fulgte…

Jeg skal dog gerne indrømme, at der ikke var helt så meget glamour og glimmer over selve mit valg af lokation til at foretage testen… det foregik på et offentligt toilet i et shoppingcenter. Til mit forsvar er de stort set altid skinnende rene, så det føltes ikke helt så ulækkert, som det måske lyder. Og hvor glamourøst er det i grunden også at tisse på en pind – hvor end det så måtte være??

…Hvorfor i alverden gjorde jeg det ikke bare derhjemme, tænker du måske? Svaret er ligetil – jeg kunne ganske enkelt ikke vente. Jeg var i Esbjerg den dag, mistanken om en eventuel graviditet opstod. Jeg havde smidt p-pillerne 2-3 måneder forinden, og min cyklus havde indtil da faktisk været temmelig forudsigelig – på trods af, at den plejer at være uregelmæssig, når jeg ikke er på pillen.

Jeg var faktisk kun gået 1 dag over tid denne gang, hvilket jo sagtens kunne været sket, selvom jeg ikke var gravid, men jeg havde en underlig fornemmelse af, at der måske denne gang kunne være noget om det. Vi havde jo også helt bevidst valgt at droppe pillerne, fordi vi gerne ville prøve. Og ganske rigtigt – som havde jeg haft en eller anden overnaturlig evne, et hidtil ukendt moderinstinkt, der spillede mig et puds, eller måske var det bare ren tilfældighed – var testen positivt. Godt nok meget utydelig, men begge streger var der.

Min første reaktion var at smile. For det var jo en glædelig overraskelse! Godt nok havde jeg ikke forventet, det ville komme så hurtigt, men nu var det jo sådan, det var. Og jeg var oprigtig talt glad! I kølvandet på glæden kom usikkerheden dog langsomt snigende… Jeg skulle jo være nogens mor!! Shit!!! Kan jeg det? Er det overhovedet forsvarligt?

Den slags tanker tror jeg er ganske “normale” for førstegangs-gravide. Og jeg var da også temmelig hurtig til at banke dem til jorden. For jeg er jo for det første ikke alene om det. Jeg har en dejlig kæreste at dele oplevelsen med, og da jeg bragte ham nyheden senere samme dag (den historie må I lige få en anden gang), var han nok lige så overrasket – glædeligt vel at mærke – som mig.

Nu godt 5 måneder efter sidder jeg stadig med den samme, måske 10 gange fordoblede, fornemmelse af glæde, som da jeg opdagede graviditeten. Nu er det ikke længere blot et embryo men et foster (for mig er hun en baby) , jeg bærer i mig. Og jeg mærker dagligt, hvordan hun rumsterer rundt derinde og frembringer følelser i mig, som end ikke ordene vidunderligt og livsbekræftende, kan beskrive fyldestgørende♡

untitled-8

Når vægten pludselig stiger voldsomt

Efter en meget begrænset vægtstigning i løbet af graviditetens første måneder, siger vægten nu pludselig +10 kilo! Jeg nærmer mig et rundt tal, som jeg ALDRIG før har været i nærheden af. Det er gået så stærkt, at jeg næsten ikke har haft tid til at opfatte det – herunder tid til at fordøje mine tanker omkring det.

Selvfølgelig ved jeg godt, at en større vægtstigning er forventelig under en graviditet, og der er faktisk mange ting, som vejer mere, end man måske lige går og tror. Det er jo ikke alene babyens vægt på sølle 3-4 kilo ved fødslen, som du tager på. Både livmoder, fostervand, moderkage og den ekstra blodvolumen, man får i kroppen, fordi kroppen nu også skal transportere ilt og næringsstoffer til et ekstra væsen, vejer temmelig meget til sammen, faktisk ca. 5-6 kilo.

I går var vi hos lægen til 2. graviditetsundersøgelse, og det var her, jeg måtte stå ansigt til ansigt med den vægtøgning, som jeg faktisk godt vidste, havde sneget sig ind på mig. Og lad os nu bare indse det; min appetit på livet (og MAD) er temmelig stor for tiden.


Jeg må jo bare erkende, at mine handlinger har konsekvenser. Og når jeg propper mere mad i munden end vanligt, ja så sætter det sig altså – og den slags ses på vægten. Og med min sunde fornuft ved jeg også, at det KUN er til babyens og mit eget velbefindende, at det forholder sig sådan. Der er nok også en grund til, at min appetit er steget. Jeg har den indstilling til min graviditet, at min krop i virkeligheden nok skal fortælle mig, hvad jeg (og dermed baby) har brug for.

Selvfølgelig ved jeg godt, at det ikke er hensigtmæssigt fx at leve af franskrødsmadder med nutella. Men jeg så længe jeg sørger for at spise varieret og også få en masse grønt, ja så er der heller ikke noget i vejen for, at jeg tillader mig også at fråde et lille stykke/en halv othellolagkage i ny og næ.

♡♡♡